Marina Abramovic: The Artist Is Present

Det eneste problem med Matthew Akers’ og Jeff Dupres dokumentarfilm om den serbiske performancekunstner Marina Abramovic og hendes dybt hypede, over syvhundrede timer lange performance The Artist Is Present på Museum of Modern Art i foråret 2010 er såmænd, at den er så forbasket underholdende. Den burde i stedet for have været kedelig, hypnotisk kedelig meget helst, men stadig kedelig. Den burde med andre ord have været instrueret af Jørgen Leth.

I sit tredje erindringsbind Et hus er mere end en ting fra sidste år fortæller Leth, i et kapitel med titlen ”Abramovic er her. Hun er her” om sin fascination af MoMA- performancen:

”Hun sidder ved bordet i det store rum. En flot kvinde med en mørklilla lang kjole. På den anden side af bordet sidder nu en ung asiatisk kvinde, der har meldt sig. De mødes der. De skal holde øjenkontakt, og det skal vare lige så længe, som gæsten kan holde det ud. Det kan vare en time, det kan vare mere, og det er benhårdt. Hun sænker ikke blikket en eneste gang. Til sidst rejser gæsten sig og går uden et ord – der er ingen udveksling ud over blikket.”

”Abramovic sænker nu blikket for ligesom at hvile sig lidt, og så løfter det igen, da den næste har sat sig. Det gør hun syv timer hver dag i de tre måneder, udstillingen varer. Det er stærkt. Hun blotter sig fuldstændig på en måde, som forekommer totalt ren. Hun er i sandhed kunstneren, som er til stede. Det er en slags striptease. Indtrykket af renhed og opofrelse og mod gør indtryk på mig.”

For nu, med Leth som medium, at indføre den langsommelighed eller dvælen eller gode tid bare i anmeldelsen, som jeg savner i den proft og hektisk klippede film.

Hele anden halvdel koncentrerer sig om MoMA-performancen og skildrer fint halløjet og hysteriet uden for performancens enemærker og stilheden og koncentrationen inden for dem; vi ser en masse vidt forskellige fjæs med vidt forskellige reaktioner, forfjamskelse, smil, bevægelse, tudbrølen.

Men gid vi havde fået lov til at se bare én komplet session, fra løftet til sænket blik, og instruktørerne burde da også have udsat os for selv at blive stirret på i virkelig lang tid som udgang på filmen (eller som ekstra- materiale på dvd’en, når den engang kommer).

Tilbage til den faktiske film, hvis første del springer mellem en effektiv gennemgang af Abramovic’ liv og karriere – de rå og blodige, tidlige performances, det årelange, passio- nerede partnerskab med kæresten og kollegaen Ulay – og forberedelserne til MoMA-performancen og den ledsagende retrospektive udstilling (med både fotos og videoer og unge kunstneres rekonstruktioner).

De to instruktører forholder sig ikke rent næsegrus, men Marina har tydeligvis charmeret dem betydeligt med sin blanding af kompromisløs viljestyrke og overgiven legesyge, ligesom hun charmerer samtlige sine samarbejds- og kærlighedspartnere. Undtagen lige sin kunsthandler, der i en kostelig lille sekvens blankt afviser kunstnerens idé om at samarbejde med tryllekunstneren David Blaine – som vi lige har set spise et vinglas– fordi han producerer illusioner, mens alt, hvad hun skaber, er virkeligt, real. For første gang forstår jeg meningen med kunsthandlere!

Den slags muntre glimt fra en succesfuld konceptkunstners private og offentlige liv har filmen et godt blik for, mens det kniber med at fange performancens egen energi og intensitet, for det kræver tid, generøs og ubrudt tid.

Nej, Marina Abramovic skal lave en performance om Jørgen Leth: Se ham i nakken, mens han kigger ud af sit vindue i Haiti, nej, omvendt, selvfølgelig, han skal stirre hende i nakken, i en evighed.