Maria

Chileneren Pablo Larraín har allerede vist sine evner inden for den virkelighedsnære fiktive genre, man kalder biopics.

Med sin film om Jackie Kennedy – som bare hedder Jackie – fra 2016 ramte han genren i et helhedsportræt, man endnu husker. Helt teknisk kaldes genren også ”exofiktion”, altså en kunstners portræt af et andet menneske end kunstneren selv. 

Denne gang skildrer han operasangeren Maria Callas – med kælenavnet La Callas – i en fiktiv form. 

Filmen læner sig dels op ad Callas’ faktiske biografi, dels inkorporerer den nogle virkelig flotte elementer af en slags psykisk realisme. 

Flere steder i filmen ser vi i hvert fald hovedpersonens indre liv flyde ud i den skinbarlige virkelighed. Så når Maria mindes en arie og synger den – eller med sin gamle, rustne stemme prøver på det – sidder der pludselig et helt strygerorkester midt i stuen. Eller også kommer der et helt kor af japanske operasangere gående hen imod hende på gaden. 

Publikum bliver grænsepsykotisk sammen med det skrøbelige kunstnersind.

Filmen er visuelt afsindigt smuk og helstøbt, og hvis man trænger til et skud overklasseinteriører, bedårende balkjoler og fikse habitter – og selvfølgelig fejende opera – skal man straks løse billet. Særligt gengivelsen af sangerens lejlighed er fortryllende studier i opera-bling og overlegen stil.

Men lydsiden er, i sagens natur, nærmest en hovedperson i sig selv. Og når Verdis Coro di Zingari – og andre kendte passager fra operahistorien – pludselig brager ud, rejser hårene alle steder på kroppen.

Fortællingen er i sig selv lidt operaagtig. Den er et voldsomt drama pakket ind i et symbolsk øjeblik, for filmen begynder og ender i fundet af Maria Callas, der ligger død på sit stuegulv i 1977.

Hvordan kom det så vidt?

Som et indskud på to timer fortælles hele historien om den græsk-amerikanske pige, der blev født i New York i 1923 af immigranter, som havde ønsket sig en dreng. 

Hun blev skolet i sang i Grækenland, men under Anden Verdenskrig led hun under voldsom fattigdom og undertrykkelse. Hele livet igennem var hun desuden plaget af en nærsynethed, der grænsede til teknisk blindhed. Det betød, at hun faktisk intet kunne se fra scenen. I filmen er det vist med de mest formidable tykke briller.

Maria Callas tabte sig voldsomt på et tidspunkt, og biografierne mener, at det faktisk var enden på hendes fysik. Herunder hendes fysiske stemme, som aldrig genvandt storheden – et af filmens bærende narrativer.

Stemmen var også blevet tynd. Dertil skal lægges de mange belastende skandaler, hun var en del af livet igennem. For eksempel dannede hun ”par” – skønt hun allerede var gift – med den ligeledes allerede gifte argentinske tobaksmagnat og rigmand Aristoteles Sokrates Onassis, der i filmen spilles varmt og forførende af tyrkeren Haluk Bilginer.

Sopranen spilles i verdensklasse af amerikanske Angelina Jolie, der skaber en skræmmende fysisk lighed med den undervægtige, skarpt skårne Callas. Scenerne, hvor Callas synger, er lavet i nærbilleder, hvor der bogstavelig talt ikke er nogen gemmesteder for skuespilleren.

Men helt ned i de spændte, sitrende læber mimer hun divaen perfekt.

Andre anmeldere og publikummer har i anmeldelser og på sociale medier allerede påpeget små variationer fra sangerens biografi, men hvis man ikke sidder og leder efter fejl, giver filmen først og fremmest et gribende totalbillede af et menneske, af en skæbne.

Og et nådesløst indblik i prisen for at være kunstner.

I en kernescene konfronteres Callas på en café af en fan, der siger, at hun knuste hans hjerte ved at melde afbud til en koncert for år tilbage. Mødet eskalerer på et splitsekund og ender i et raserianfald fra sangerens side. 

”Du har ingen – ingen – idé om, hvad der kræves, når der skal presses kunst ud af en krop,” skriger hun hysterisk ad den næsten sagesløse mand.

Maria – der skal forstås som privatpersonen, modsat Callas, der er sangerinden – vil utvivlsom blive smadret af hendes ofte fanatiske fans. Men med en gammel kliché: Nye lyttere kan altså også begynde her.

Filmen åbner hendes vidunderlige verden af klang, passion og kunstnerisk dybde på en måde, så også regulære nybegyndere kan være med.