Jackie

En navnløs journalist kommer kort tid efter drabet på præsidenten i 1963 på besøg for at interviewe Jacqueline Bouvier Kennedy.

Stadig i sorg over mandens dramatiske død i Dallas, har hun indvilget i et langt interview. Betingelserne er dog, at hun har fuldstændig kontrol over, hvad der bliver sagt og navnligt skrevet.

Så mens hun kæderyger den ene cigaret efter den anden, beretter hun barsk og bramfrit nærmest som samtaleterapi om de onde dage fra det skæbnesvangre attentat i Texas til det gigantiske begravelsesoptog, hvor hun i sort slør og kjole og med to små børn følger præsidentens kiste på en lavet trukket af heste og omgærdet af alskens pomp og pragt.

Vi ser også en person, som med fanatisk iver bygger på sit og mandens eftermæle. Et menneske som har mistet troen på Gud, men alligevel får den tilbage i slutningen af den chilenske instruktørs Pablo Larrains film om Jackie.

”Nekrolatri” er et fremmedord for intensiv dødsdyrkelse og er det overvældende og tunge tema i dette intense portræt af præsident Kennedys enke. Hun ved, at han var kussetyv og playboy, men kæmper alligevel for en overdådig statsbegravelse, der kan stå mål med bisættelsen af en anden myrdet præsident, Abraham Lincoln.

Så er der selve filmens egen dyrkelse af hende som en sofistikeret og indadvendt afdød sfinks. Hun dyrkede sine franske aner, og så sig selv som en meget fremmed fugl med stækkede vinger i et ærkeamerikansk gyldent bur med tremmer af middelmådighed og snusfornuft. Hausfrau til verdens mest magtfulde mand, der nok er drenget munter og kæk chevaleresk, men også over for andre kvinder end hende.

JFK var i professionelt parløb med broren Robert Kennedy, der her optræder som rationalisten og realisten, som ser, at storebror som præsident i virkeligheden udrettede meget lidt. En sandhed han konfronterer sin sørgende svigerinde med i en af filmens bedste scener.

Det er hende, der beslutter sig for at ophøje en middelmådig præsident til en amerikansk martyr, og hendes iscenesættelse lykkes over al forventning.

På filmens sidste billeder ser Jackie voksmannequiner klædt på som hende selv blive ført ind i en af Washingtons mondæne modebutikker, som et stilikon for kvinder med sit raffinerede snit, sine elegante dragter. Hvor den sidste i lyserødt med de berømte blodpetter fra Dallas aldrig glemmes. Fordi hun nærmest nægtede at tage den af før begravelsen.

Smurt ind i traurige strygere følger vi Jackies sorgarbejde. Det er gribende og rørende, om end manuskriptet er en kende vægelsindet.

Er det er rekviem, som skal tages seriøst? Eller er det en udlevering af en introvert kvinde, som først ved mandens død begynder at tænke selv og se livets realiteter i øjnene? Filmen spiller uhæmmet på hele følelsesregisterets tangenter uden at ramme en samlet melodi – bortset fra til slut, hvor en katolsk præst, glimrende spillet af John Hurt, giver præsidentenken en kærlig opsang.

Jackie er først og fremmest en skuespillerfilm.

Natalie Portman er mageløst fremragende og yderst indlevende som både sofistikeret og høvisk førstedame på tv og til koncert med applaus og håndkys, og som samspilsramt kvinde, der konstant ryger franske cigaretter og drikker russisk vodka på kanten af et sammenbrud.

Peter Sarsgaard er lige så betagende som den forstandige, men også desperat kontrollerede Robert Kennedy, og i en lille rolle ser vi danskeren Casper Philipson, som på en prik ligner præsident Kennedy. Og så myldrer det med andre gode skuespillere i birollerne, såsom Billy Crudup og Greta Gerwig.

Men filmen om en præsident og hans frue, som drømte om at gøre Det Hvide Hus til et idealistisk hof med en moderne Kong Arthur, får et særligt nostalgisk perspektiv i lyset af USA's kommende præsident. Vi er gået fra Camelot med riddere om det runde bord til troldmanden Donald fra Disneyland. After dark.