Margrete den Første

Det er ikke mange år siden, at de fleste danske film foregik i nutiden og højst femten minutter fra Københavns centrum. I dogme-guldalderen blev der skabt stærke psykologiske dramaer om samspilsramte mennesker, men det store historiske og filmiske vingefang manglede.

Så meget desto mere imponeret bliver man over Margrete den Første.

Først over Rasmus Videbæks fejende flotte billeder af en overrumplende natur, der fuldstændigt tager pusten fra én. Dernæst over de mange dragende skuespilpræstationer, som giver fascinerende liv til en historie fra hin dage.

Og så byder Charlotte Sielings virtuose drama om mærkværdige hændelser ved hoffet i starten af 1400-tallet på sublime scener, som sjældent er set bedre i dansk film.

Allerede fra start, når Margrete som lille pige skaber ringe i vandet med sin finger, forstår man, at det handler om magt. Magten til at sætte et aftryk i historien, men ikke et hvilket som helst aftryk.

Som voksen har Margrete gjort det til sin livsmission at skabe fred i Norden, som ellers har været plaget af krige og blodsudgydelser. Det er faktisk lykkedes hende at skabe en union, men hun presses af usynlige fjender.

Der hviskes i slottets kroge, mens Trine Dyrholm som titelpersonen svinger sig rundt på dansegulvet. Margrete bliver gjort opmærksom på, at rygtet om, at hendes forsvundne søn er vendt hjem, er en særdeles åben hemmelighed. Og hendes indre kaos orkestreres i den forrygende slowmotion fuld af sladder.

Det er godt set af filmskaberne at gøre en lille og mystisk bemærkning i historiebøgerne til udgangspunkt for en universel fortælling om selvopofrelse.

Historikere ved nemlig ikke meget om virkelighedens hændelse, hvor en ung mand kommer til slottet i svenske Kalmar og påstår, at han er Margretes søn Oluf. Men det er den perfekte gnist til at antænde en enorm eksplosion.

I mellemtiden har Margrete nemlig gjort klar til et ægteskab mellem sin adoptivsøn Erik og den blot otteårige engelske prinsesse Philippa. Brylluppet udsættes efter ankomsten af den mulige tronarving, men er han i virkeligheden en bedrager sendt af tyske fjender for at stoppe alliancen med England?

Hvis man så Game of Thrones på grund af drager, iskonger og andre fantasy-elementer, vil man blive skuffet over Margrete den Første. Men for alle os, der nød serien for de menneskelige intriger, dobbeltspil og (selv)bedrag, giver sammenligningen god mening.

Margrete den Første er dybest set et kammerspil klædt ud som et kæmpe kostumedrama.

Og der er i filmen, som naturligvis er resultat af et nordisk samarbejde, både nervepirrende opgør i retssalen og syngende lussinger i kongens kammer. Man føler fuldstændigt med Margrete, når hun bliver nødt til at flygte fra borgen på hesteryg, så hun kan skrige sine frustrationer ud over det brusende hav.

Det er svært at gøre drabelige kampscener troværdige, men man kan virkelig se, at Charlotte Sieling har erfaring fra amerikanske hitserier som Homeland og The Americans.

På dansk jord har instruktøren – der indtager forsiden af Ekko #88 – foruden afsnit af populære DR-serier som Borgen og Krøniken stået bag spillefilmene Mesteren og Over gaden under vandet. Nu har hun fået lov til at styre tøjlerne på den efter sigende dyreste danske produktion nogensinde, og det gør hun selvsikkert med store armbevægelser og lige så stort format.

Det er efterhånden næsten trættende at fremhæve Trine Dyrholms fremragende præstationer. Skuespilleren nåede et foreløbigt karrierehøjdepunkt, da hun modigt gravede ned i mørke impulser som lystdrevet stedmor i Dronningen, men hun formår også at gøre dronning Margrete til et rigtigt menneske i kraft af sit kropssprog og bittesmå antydninger i ansigtet og øjnene.

Charlotte Sieling er forståeligt nok vild med Dyrholm og indimellem i fare for at dyrke hende på dramaets bekostning. Men med sit sitrende nærvær og sublime underspil midt i de pompøse scenarier klarer Dyrholm også den udfordring.

Rundt om hende er Søren Malling, Morten Hee Andersen og Jakob Oftebro hver især skiftevis sympatiske og mistænkelige. De spiller henholdsvis dronningens kirkelige rådgiver Peder, adoptivsønnen Erik og den måske biologiske søn Oluf, så man hele tiden er på vagt.

Den afsluttende tekst forvirrer måske mere, end den opklarer. Men filmens ærinde er aldrig at belyse, hvad der egentlig skete dengang i det herrens år.

Til gengæld bliver en mere end 600 år gammel fortælling levendegjort på en måde, så historiens vingesus føles aldeles nærværende. Og der er tilmed plads til fornøjelige stikpiller til nutidens kønspolitiske debat.

Margrete den Første er ikke bare en medrivende film. Den er også bevis på, at vi med et budget på omkring 70 millioner kroner kan konkurrere med udlandet, når det kommer til at skabe storladen dramatik!