Biografanmeldelse
25. maj 2021
Marco Effekten
Carl Mørck (Ulrich Thomsen, tv.) og makkeren Assad (Zaki Youssef) er ude i skoven i forsøget på at opklare endnu en forbrydelse i det danske land. Foto | Nordisk Film

Marco Effekten

Ulrich Thomsens desillusionerede Carl Mørck er den helt store gevinst i billedskaberen Martin Zandvliets Afdeling Q-fornyelse, der er mere original end decideret insisterende.

Af Bo Tao Michaëlis

Marco Effekten er krimiforfatteren Jussi Adler-Olsens femte bind om politikommissær Carl Mørck i hans Afdeling Q-serie fra kælderen på Politigården og familiære menageri i en villa i Allerød.

Fra et være den ensomme ulv i asfaltjunglen har Mørck fra bind til bind efterhånden fået sig et liv med venner og kolleger. Et stort plaster på hans traumatiserende sår fra en fjern fortid.

Denne udvikling havde Zentropa opretholdt med sine første fire adaptioner af serien. Carl Mørck blev mere og mere menneskelig, men forfatteren var ikke tilfreds med filmene. For hans smag var der gået lidt for meget useriøs gemytlighed og overfladisk ramasjang i filmatiseringerne.

Der er bestemt ikke tilfældet i Martin Zandvliet og producenten Mikael Rieks udgave af Marco Effekten.

Nordisk Film har nu overtaget serien, og at skiftet netop falder ved femte bind, er slet ikke så skeløjet. Hvor de forrige fire bind om Mørcks meritter mest var sat op på en hævnhistorie om noget tragisk i fortiden, er krimien om romadrengen Marcos flugt fra sin tiggerbande og en fæl farbror langt mere det, man i genren kalder for en chaser. En thriller bygget op på en flugt.

Hitchcocks Menneskejagt fra 1959 er klassikeren.

Denne flugt overholder filmen da også, selv om den er noget kortere end i bogen. Handlingen er filmisk skåret ned. Svorne fans af krimien i almindelighed og Jussi Adler-Olsen i særdeleshed vil nok finde nedskæringen problematisk, i og med at plotmæssige mellemregninger er forsvundet, og sammenhængen halter.

Rent logistisk og intrigant er det en fordel at have læst bogen. Den er nok lang og rodet, alligevel kommer den med en rimelig kriminel årsagssammenhæng.

Som i sine to mest berømte film – Dirch og endnu mere Under sandet – er Zandvliet en visionær billedskaber af Guds nåde. Til gengæld ser han gerne stort på plot, realisme og historie.

Marco Effekten er en smuk film, selv om den ofte foregår i storbyens slumområder. Steder i Tjekkiet alluderer fermt Københavns Nordvestegn med nedslidt betonbyggeri, trøstesløse industrikvarter og øde jernbaneterræn.

Carl Mørck er endog flyttet op i noget nybyggeri og befinder sig dermed ikke længere i bunden af den gamle Politigården. Og manuskriptforfatterne Anders Frithiof August og Thomas Porsager har vellykket ryddet ud i bøgernes træk fra folkekomedien med kaffe på kanden, slagfærdig plathed og hygge uden grænser.

Det er gjort uden at slække på handlingens populistiske indignation, hvor overskurken altid er et ondt overklasseløg.

Her er fæle fyre i det mondæne Udenrigsministerium med kynisk svindel i Afrika, anført af en meget svedende Anders Matthesen. Han er slesk som en hel spandfuld skorpioner.

Ligeledes er tonen af sadisme, som ligger i forfatterskabet, holdt i ave, uden at den helt forsvinder. Mørcks forhold til sine kolleger i Afdeling Q – frem for alt til Assad og Rose – er barberet ned til socialrealistisk enkelhed. De er gode kolleger, som hen ad vejen kan blive rigtige venner.

Marco Effekten vil blive fulgt op af yderligere fire film i serien.

Det er først og fremmest Ulrich Thomsens portræt af den desillusionerede, traumatiserede og faktisk hjemløse Carl Mørck, som gør filmen til mere end middelgod. Hans fortvivlede ansigt med desperate øjne, nervøse træk og trodsig mund er filmens vedvarende seværdighed.

I det hele taget er filmen godt castet uden de sædvanlige Tordenskjolds soldater fra dansk film. Zaki Youssef som Mørcks fremmeddanske partner Assad er den menneskelige stemme midt i råheden.

Sofie Torps Rose er anonym hjælpsomhed, stille solidaritet og sund korpsånd. Henrik Noël Olesen klarer fermt sin kliché som bøs politimester.

Kunstnerisk er Marco Effekten mere en interessant og original end decideret inciterende krimifilm. Spændende om den får samme folkelige succes som de forrige Afdeling Q-film.

Det fortjener den.

Titel:
Marco Effekten

Land:
Danmark

År:
2021

Instruktør:
Martin Zandvliet

Manuskript:
Anders Frithiof August, Thomas Porsager

Medvirkende:
Ulrich Thomsen, Zaki Youssef, Sofie Torp, Henrik Noël Olesen, Lisa Carlehed

Spilletid:
125 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 15 år

Premiere:
27. maj

Relevante artikler

Nyhed
18. maj 2021
Afdeling Q er den nye Olsen-banden

Afdeling Q er den nye Olsen-banden

Biografanmeldelse
02. okt. 2018
Journal 64

Journal 64

Biografanmeldelse
02. mar. 2016
Flaskepost fra P

Flaskepost fra P

Biografanmeldelse
28. sep. 2014
Fasandræberne

Fasandræberne

Biografanmeldelse
02. okt. 2013
Kvinden i buret

Kvinden i buret

Fra samme skribent

Serieanmeldelse
24. jan. 2026
Hans og hendes

Hans og hendes

Biografanmeldelse
22. jan. 2026
Drømme

Drømme

Serieanmeldelse
14. jan. 2026
Slangedræber

Slangedræber

Biografanmeldelse
14. jan. 2026
100 liter guld

100 liter guld

Nyhed
31. jan. 2026
Kæmpe Robert-triumf for Zinnini Elkington

Kæmpe Robert-triumf for Zinnini Elkington

Spillefilmdebutanten Zinnini Elkington løb med priserne for bedste film, bedste instruktør og bedste originale manuskript for Det andet offer, mens forhåndsfavoritten Pigen med nålen hjemtog flest statuetter – i alt otte.

Nyhed
30. jan. 2026
Deluca har opsagt sine medarbejdere

Deluca har opsagt sine medarbejdere

Melania
Biografanmeldelse
31. jan. 2026

Melania

Heated Rivalry
Serieanmeldelse
29. jan. 2026

Heated Rivalry

Greenland 2: Migration
Biografanmeldelse
29. jan. 2026

Greenland 2: Migration

Mest læste

Kæmpe Robert-triumf for Zinnini Elkington
Nyhed
31. jan. 2026

Kæmpe Robert-triumf for Zinnini Elkington

Deluca har opsagt sine medarbejdere
Nyhed
30. jan. 2026

Deluca har opsagt sine medarbejdere

Pejlevognen kommer!
Essay
05. jan. 2006

Pejlevognen kommer!