Maleficent: Mistress of Evil

En sort sol af faretruende, bevingede skabninger nærmer sig det svært bemandede slot. Soldaterne løfter deres armbrøster og forbereder sig på en snarlig død, mens angriberne fra luften gør det samme.

På begge sider må hundredvis lade livet for en meningsløs konflikt, der skyldes frygt og uvidenhed.

Sådan lykkes det i eventyrdramaet Maleficent: Mistress of Evil for den norske instruktør Joachim Rønning at male et sofistikeret billede af, hvordan fordomme og misforståelser i sidste ende kan føre til krig.

Rønning har taget stafetten videre fra Robert Stromberg, som i 2014 instruerede den første Maleficent, hvor Angelina Jolie spiller den onde fe fra eventyret Tornerose. Filmen formåede som den eneste af de uendelige live-action-film fra Disney at tilføje nyt til brødrene Grimms historie.

Maleficent: Mistress of Evil slår imidlertid et noget større brød op.

Da prinsessen Aurora bliver forlovet med Prins Phillip, udnytter hans mor anledningen til at starte en løgnagtig krig imellem mennesker og de magiske væsner, som Aurora er leder af.

En veloplagt Michelle Pfeiffer giver den fuld ondskabshammer som Phillips krigsbegærende mor, Ingrid. I en særligt velskrevet scene lykkes det hende at starte en krig kun via sylespids dialog og dræbende øjne.

Men selv om Ingrid på mange måder er den mest underholdende figur i filmen, er det også hende, der står i vejen for dens store potentiale.

Det er ærgerligt, at en film, der så elegant sætter en krigstragedie op som resultat af systematisk undertrykkelse og uvidenhed, samtidig ser krig og fordomme som noget, der kan løses på ti minutter, hvis blot en enkelt ansvarlig skurk forvandles til en ged, og de rigtige bliver gift.

Der er fredselskende og krigstørstende parter på begge sider, og krigen virker nærmest uundgåelig, fordi hverken mennesker eller eventyrvæsner tør nærme sig hinanden. Så at give Pfeiffer hele ansvaret giver et misvisende billede af, hvordan den slags konflikter reelt fungerer.

En decideret tegnefilmsagtig skurk af en orgelspillende håndlanger står for filmens grummeste scene. I bedste Game of Thrones-stil har Ingrid og håndlangeren samlet alle eventyrvæsner i en kirke til et bryllup, som viser sig at være en massakre, da det virtuost spillede orgel udløser en giftig gas fra dets piber.

Her er filmen allerstærkest.

Derfor er det ekstra skuffende, når grusomheden i sidste ende ikke har nogen egentlige konsekvenser. Og så er hovedpersonen kun at finde på lærredet cirka halvdelen af tiden.

Maleficent er ellers i en indre konflikt, der fungerer som en smuk personificering af den større krise. Selv må hun afgøre, om hun kan lægge hadet til menneskene bag sig, eller om krig er en nødvendighed.

Men fordi hendes svære valg i høj grad foregår uden for lærredet, er det svært at forstå, hvordan rejsen kulminerer i hendes endelige beslutning, som kommer til at virke klodset og konsekvensløs.

I stedet for Jolies charmerende hovedfigur må vi tage til takke med lange scener med Elle Fannings ganske velspillede, men uinteressante Aurora.

Hun akkompagneres af evigt forbløffede Phillip (Harris Dickinson), der tilsyneladende konstant er to scener bagud og decideret chokeret over, hvad der foregår omkring ham.

Tilsammen udgør de en meget stor og ikke særlig fængslende del af Maleficent: Mistress of Evil, der havde nydt godt af mere tid med den figur, som den sammen med sin forgænger forsøger at gøre interessant.

Hvad der er tæt på at blive en raffineret allegori over virkelighedens konflikter rettet mod et yngre publikum, må lade livet for dovne eventyrfloskler.