The Magnificent Seven

Vi er i midten af 1870’erne i en driftig mineby ude i det vilde Vesten, hvor der er fundet guld. Det har vendt op og ned på hele det klejne samfunds stille liv og ført til slaveagtig minedrift og hensynsløs overtagelse af al jord, anrettet af en brutal mineejer, som ingen midler skyr.

Således starter The Magnificent Seven med en barbarisk nedskydning i flækkens kirke af alle de bønder, som ikke vil makke ret og leve med de moderne tider. Men en målrettet enke og hendes ven søger som i John Sturges’ klassikerforlæg The Magnificent Seven (1960) at få syv revolvermænd til at sætte skik på mineejeren og genindføre lov og ret i den lille by på prærien.

Sturges’ western fik en pæn modtagelse ved premieren, fordi den med sin brug af en japansk legende om syv retfærdige stridsmænd, som mere eller mindre altruistisk slås for en rustik landsby mod fæle feudale banditter, virkede mere kunstnerisk lødig og seriøs end de gængse westerns.

Syv mænd sejrer blev så stor en succes, at der kom op til adskillige efterfølgere samt en tv-serie – hver gang akkompagneret af Elmer Bernsteins iørefaldende score med hidsig fanfare og galopperende rytmer. Men originalfilmen var i sig selv et remake af Akira Kurosawas De syv samuraier fra 1954 og blev i sin tid målt med den.

Nogle, mest filmkritikere, så John Sturges’ film som en primitiv og planket efterabning af Kurosawas saga om 1600-tallets Japan. Syv mænd sejrer er da heller ikke mere nyskabende end at den bibeholder westerngenrens arketypiske og traditionelle modsætningspar, cowboys versus de selvstændige farmere, homesteaders.

Det samme er tilfældet med Antoine Fuquas seneste version af historien, The Magnificent Seven, som i meget store træk er trofast mod originalen, men med interessante modifikationer.

Den sortklædte dusørjæger Chisolm, i sin tid gestaltet af halvrusseren Yul Brynner, bliver formidabelt spillet af Denzel Washington. Han beslutter sig tilsyneladende spontant for at hjælpe landsbyen ved at gå op imod den moderne bandit i hvid skjorte og habit og samler – som hos Kurosawa og Sturges – seks medsammensvorne ved at opsøge dem og lade dem demonstrere deres specifikke måder at slå ihjel på.

Vi er i den politisk korrektheds multikulturelle tidsalder, så de oprindelige nogenlunde hvide syv pistoleros er blevet afløst af flere revolvermænd i regnbuefarver. Foruden Denzel tæller de Chris Pratt, der spiller en hårdt drikkende, kortsnydende, kvindebedårende og storskrydende irsk revolvermand, mens filmens ene mexicanske bandit er på heltenes side i skikkelse af Manuel Garcia-Rulfo.

Den knivkastende cowboy fra originalen er her en asiatisk sværdsvinger, der dræber racister i dueller, mens Ethan Hawke, en afdanket sydstatsofficer og skarpskytte, der har kendt bedre dage, vædder på udfaldet. Vincent D’Onofrio er bomstærk bamsemand med pels og økse, og holdets sidstemand er Martin Sensmeier som den ædle vilde indianer i en kreds af hvide mænd.

Den kyniske mineejer spilles ondsindet sadistisk af Peter Sarsgaard, og opgøret finder sted i et bjergrigt og støvet landskab, som symbolsk varsler skæbnen for hele melodramaets buldrende ridt mod klimaks. I midten af denne brogede skare har vi den smukke rødhårede enke, spillet af Haley Bennett, som både rider sammen med mændene og skyder skarpt med riffel for at hævne sin mand og gøre sin by fri for profitliderlige kapitalister.

Det er den væsentligste forskel på den oprindelige udgave, og det er på mange måder en skjult hyldest til den venstreorienterede Sergio Leone. De onde er ikke længere brogede og brutale banditter syd for grænsen og Rio Grande. Nej, fjenden er lokal og national, civiliseret og nordamerikansk. Dermed kritiserer filmen i halvmarxistisk ærinde den amerikanske ekspansion for at være båret frem af socialdarwinisme og fascistiske overmennesketanker. Sådan som det også er tilfældet i Leones klassiske mesterværk Once Upon a Time in the West.

Som hos Leone myldrer det med bøse mænd i lange frakker og brede hatte. Herligt langt fra noget rygeforbud har filmens mandlige medvirkende fået Clint Eastwoods korte cerut i mundvigen. Undervejs citerer filmens score både Elmer Bernsteins originale symfoniske staccato og Ennio Morricones ildevarslende dødsklokker og fatale trompetsolo.

Og så har Fuqua sammen med sine manuskriptforfattere, Richard Wenk og Nic Pizzolatto (der skrev True Detective), tilsat hesteoperaen den fatale arie, der hedder, at hævnen er en ret, der skal serveres kold med en kugle fra hoften.

The Magnificent Seven er en flot og fængende western med gode tidstypiske tiltag og politisk kant i en genre, som alt for mange gange er blevet erklæret død. Men som så mange andre genindspilninger, deriblandt John Sturges’ originalfilm, er alting større og mere blodigt og brutalt end i førsteudgaven.

Med fare for at lyde som originalfilmens kritikere: Jeg synes, der pløkkes for mange mænd af heste, når de gode skødesløst skyder omkring sig. Som et computerspil med lig i hobetal, når blot du trykker på aftrækkeren.

Men det er småting og til at leve med. For som western betragtet kan denne genindspilning anbefales med samme ord, som originalen blev det i min ungdom: underholdning for alle raske drenge og piger.