Biografanmeldelse
12. aug. 2014
Magic in the Moonlight
Colin Firths ulasteligt klædte og arrogante Stanley møder Emma Stones sexede, gammelkloge medie, og sød musik opstår i Woody Allens Magic in the Moonlight. Foto | Jack English

Magic in the Moonlight

I sit livs aften vender nihilisten Woody Allen sig mod håbet, troen og sågar den hvide magi. Magic in the Moonlight er måske en småkage mellem hans mere seriøse bagværk, men magien er til stede.

Af Bo Tao Michaëlis

Tiden er de brølende 1920’ere ved Den Franske Riviera med nyrige amerikanere og mindre rige englændere i små palæer, foran plæner uden grænser og en grænseløs udsigt til det azurblå Middelhav.

Det er Scott Fitzgeralds og Noël Cowards mondæne himmerige, hvor croissanten serveres op ad formiddagen, der er mixed tennis efter frokost, bagefter cocktails og Chanel No. 5 ved en stilfuld middag med stearinlys og sølvtøj. Persongalleriet er høviske mænd i sorte sko og butterfly og chikke kvinder i sæsonens lyse farver og kjoler af crepe de chine.

Til denne side af Paradis ankommer en verdensberømt engelsk tryllekunstner maskeret som kinesisk vismand. Stanley har verdens mest stive overlæbe og pressefolder i sjælen samt den gennemførte opfattelse af, at alt i virkeligheden har en fornuftig forklaring. Al overnaturligt hokuspokus skyldes jordisk, rationel planlægning.

Han er især ekspert i at afsløre spiritister og medier som plattenslagere. Nu er det den clairvoyante Sophie og hendes entreprenante mor fra Michigan, der står for skud. Begge kvinder har suget sig ind i en naiv amerikansk millionærfamilie, som tror på metafysik og bankeånder, dansende borde og dybe stemmer fra det hinsides.

Woody Allen boltrer sig med historiske setstykker og et mondænt sydfransk miljø fjernt fra de urbane cirkler i New York, London og Paris. Det ligner, at han formelig har elsket at dreje en overdådigt smuk film mere udendørs end hans andre kammerspil inden for murene.

Her er mere plads, pauser og rum mellem personerne. For en gangs skyld ikke med den klaustrofobiske fornemmelse i specielt hans newyorker-film, som en filmkritiker på et tidspunkt har sammenlignet med at være fanget i en overfyldt elevator med hyperventilerende folk, der taler for meget.

Her indfanges nænsomt en tidsånd, der også fik et forelsket blik i hans herlige hyldest til epoken, Midnight in Paris fra 2011. I mine øjne skulle det have været Woody Allen og ikke den fjollede og fjantende Baz Luhrmann, der havde omsat Den store Gatsby til levende billeder.

Filmens Sydfrankrig er således en weekend i lediggang og sorgløshed, hvor anything goes. Så hvorfor ikke tro på ånder, hvorfor kun være fornuftig og saglig som Stanley, der partout vil afsløre Sophie som falsk fidusmager? Men sød musik opstår, og maskerne falder.

Det er først og fremmest den ulastelige Colin Firth som den yderst arrogante Stanley, der gør filmen underholdende. Konstant, sprogligt og morsomt gennemspiller Firth sin rolle som en kærlig parodi på Rex Harrison i almindelighed og dennes Professor Higgins i særdeleshed.

I det hele taget har Allen taget meget af George Bernard Shaws Pygmalion/My Fair Lady med over i historiens intrige som en sædekomedie om værdier.

Amerikanske Emma Stone er fremragende som sej teenager i Zombieland samt nævenyttig og hårdkogt journalist i Niceville. Her er hun perfekt castet som det sexede og rødhårede medie fra Nordamerika, der alligevel er mere gammelklog og erfaren, end hendes manglende uddannelse tyder på.

På den måde minder hun faktisk om den lige så livskloge, men alligevel blødskindede Mariel Hemingway i Manhattan. Som repræsentant for erfaren livsvisdom ser vi den britiske karakterskuespiller Eileen Atkins, Stanleys tante, der slår fast, at nok mangler verden mening, men bestemt ikke magi.

Det er netop ordene magi og mening, som midt i al munterheden gør filmen til mere end charme og sødme. Kanske er den en smittende bagatel blandt Woody Allens film, en småkage mellem hans mere seriøse bagværk om Guds eksistens og mangel på samme.

Ikke desto mindre bærer lystspillet stærkt præg af instruktørens evige tematik omkring tro og tvivl. Den modsvarer sådan set mesterværket, den misantropiske Små og store synder (1989), hvor selv latterens optimistiske håb over en farce eller en komedie tilintetgøres i en uretfærdig verden styret af organiseret kriminalitet og kommerciel kynisme.

Også i den senere nihilistiske You Will Meet a Tall Dark Stranger fra 2010 bliver al (over)tro udstillet som sort magi og farligt fup. Men i Woody Allens i mine øjne mest undervurderede film, Melinda and Melinda (2004), lader han tragedien og komedien stå lige med hensyn til at være til gavn for menneskeligheden.

Allen sår således en tvivl. Vil de sorte eller hvide tangenter på hans klaver give de reneste toner i hans værker? Interessant nok bliver hans veloplagte postmoderne udgave af den græske tragedie, den herlige Mig og Afrodite (1995), til en charmerende, men sentimental senmoderne komedie.

Magic in the Moonlight kan også ses som en henrivende pastiche på mellemkrigstidens romantiske komedie a la Ernst Lubitsch og Frank Capra.

Woody Allen fylder 80 til næste år. Og i sit livs aften, i hvert fald i sin seneste film, synes han at vende tilbage til, at håb og dur som en ægte Hollywood Ending kan være kunstnerisk frugtbart og acceptabelt.

I Magic in the Moonlight er både overnaturligt og jordisk gøgl blevet til hvid magi – liv og lys, som for et øjeblik giver verden en raffineret chance for mening, musik og magisk romance.

Det håb har ligget latent i mange af Allens værker, men her bliver det til en hel film, et lystspil uden mørke sider og menneskelig melankoli. Oplevelsen er som at genopdage de gamle mestre fra Hollywoods humanisme. Magic in the Moonlight er kort sagt en tillokkende Woody Allen-film (candle)light.

Originaltitel:
Magic in the Moonlight

Land:
USA

År:
2014

Instruktør:
Woody Allen

Manuskript:
Woody Allen

Medvirkende:
Colin Firth, Emma Stone, Marcia Geileen Atkins 

Spilletid:
90 min.

Aldersgrænse:
Tilladt for alle

Premiere:
14. august

Relevante artikler

Interview
12. feb. 2007
Jeg  har  været  umanerligt heldig

Jeg har været umanerligt heldig

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
10. dec. 2025
Mand op

Mand op

Serieanmeldelse
08. dec. 2025
The Abandons

The Abandons

Biografanmeldelse
05. dec. 2025
Eternity

Eternity

Serieanmeldelse
01. dec. 2025
Tak for ingenting

Tak for ingenting

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Apple Tree Productions lukker
Nyhed
09. dec. 2025

Apple Tree Productions lukker

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten