Magic in the Moonlight

Tiden er de brølende 1920’ere ved Den Franske Riviera med nyrige amerikanere og mindre rige englændere i små palæer, foran plæner uden grænser og en grænseløs udsigt til det azurblå Middelhav.

Det er Scott Fitzgeralds og Noël Cowards mondæne himmerige, hvor croissanten serveres op ad formiddagen, der er mixed tennis efter frokost, bagefter cocktails og Chanel No. 5 ved en stilfuld middag med stearinlys og sølvtøj. Persongalleriet er høviske mænd i sorte sko og butterfly og chikke kvinder i sæsonens lyse farver og kjoler af crepe de chine.

Til denne side af Paradis ankommer en verdensberømt engelsk tryllekunstner maskeret som kinesisk vismand. Stanley har verdens mest stive overlæbe og pressefolder i sjælen samt den gennemførte opfattelse af, at alt i virkeligheden har en fornuftig forklaring. Al overnaturligt hokuspokus skyldes jordisk, rationel planlægning.

Han er især ekspert i at afsløre spiritister og medier som plattenslagere. Nu er det den clairvoyante Sophie og hendes entreprenante mor fra Michigan, der står for skud. Begge kvinder har suget sig ind i en naiv amerikansk millionærfamilie, som tror på metafysik og bankeånder, dansende borde og dybe stemmer fra det hinsides.

Woody Allen boltrer sig med historiske setstykker og et mondænt sydfransk miljø fjernt fra de urbane cirkler i New York, London og Paris. Det ligner, at han formelig har elsket at dreje en overdådigt smuk film mere udendørs end hans andre kammerspil inden for murene.

Her er mere plads, pauser og rum mellem personerne. For en gangs skyld ikke med den klaustrofobiske fornemmelse i specielt hans newyorker-film, som en filmkritiker på et tidspunkt har sammenlignet med at være fanget i en overfyldt elevator med hyperventilerende folk, der taler for meget.

Her indfanges nænsomt en tidsånd, der også fik et forelsket blik i hans herlige hyldest til epoken, Midnight in Paris fra 2011. I mine øjne skulle det have været Woody Allen og ikke den fjollede og fjantende Baz Luhrmann, der havde omsat Den store Gatsby til levende billeder.

Filmens Sydfrankrig er således en weekend i lediggang og sorgløshed, hvor anything goes. Så hvorfor ikke tro på ånder, hvorfor kun være fornuftig og saglig som Stanley, der partout vil afsløre Sophie som falsk fidusmager? Men sød musik opstår, og maskerne falder.

Det er først og fremmest den ulastelige Colin Firth som den yderst arrogante Stanley, der gør filmen underholdende. Konstant, sprogligt og morsomt gennemspiller Firth sin rolle som en kærlig parodi på Rex Harrison i almindelighed og dennes Professor Higgins i særdeleshed.

I det hele taget har Allen taget meget af George Bernard Shaws Pygmalion/My Fair Lady med over i historiens intrige som en sædekomedie om værdier.

Amerikanske Emma Stone er fremragende som sej teenager i Zombieland samt nævenyttig og hårdkogt journalist i Niceville. Her er hun perfekt castet som det sexede og rødhårede medie fra Nordamerika, der alligevel er mere gammelklog og erfaren, end hendes manglende uddannelse tyder på.

På den måde minder hun faktisk om den lige så livskloge, men alligevel blødskindede Mariel Hemingway i Manhattan. Som repræsentant for erfaren livsvisdom ser vi den britiske karakterskuespiller Eileen Atkins, Stanleys tante, der slår fast, at nok mangler verden mening, men bestemt ikke magi.

Det er netop ordene magi og mening, som midt i al munterheden gør filmen til mere end charme og sødme. Kanske er den en smittende bagatel blandt Woody Allens film, en småkage mellem hans mere seriøse bagværk om Guds eksistens og mangel på samme.

Ikke desto mindre bærer lystspillet stærkt præg af instruktørens evige tematik omkring tro og tvivl. Den modsvarer sådan set mesterværket, den misantropiske Små og store synder (1989), hvor selv latterens optimistiske håb over en farce eller en komedie tilintetgøres i en uretfærdig verden styret af organiseret kriminalitet og kommerciel kynisme.

Også i den senere nihilistiske You Will Meet a Tall Dark Stranger fra 2010 bliver al (over)tro udstillet som sort magi og farligt fup. Men i Woody Allens i mine øjne mest undervurderede film, Melinda and Melinda (2004), lader han tragedien og komedien stå lige med hensyn til at være til gavn for menneskeligheden.

Allen sår således en tvivl. Vil de sorte eller hvide tangenter på hans klaver give de reneste toner i hans værker? Interessant nok bliver hans veloplagte postmoderne udgave af den græske tragedie, den herlige Mig og Afrodite (1995), til en charmerende, men sentimental senmoderne komedie.

Magic in the Moonlight kan også ses som en henrivende pastiche på mellemkrigstidens romantiske komedie a la Ernst Lubitsch og Frank Capra.

Woody Allen fylder 80 til næste år. Og i sit livs aften, i hvert fald i sin seneste film, synes han at vende tilbage til, at håb og dur som en ægte Hollywood Ending kan være kunstnerisk frugtbart og acceptabelt.

I Magic in the Moonlight er både overnaturligt og jordisk gøgl blevet til hvid magi – liv og lys, som for et øjeblik giver verden en raffineret chance for mening, musik og magisk romance.

Det håb har ligget latent i mange af Allens værker, men her bliver det til en hel film, et lystspil uden mørke sider og menneskelig melankoli. Oplevelsen er som at genopdage de gamle mestre fra Hollywoods humanisme. Magic in the Moonlight er kort sagt en tillokkende Woody Allen-film (candle)light.