Mælkevejen

Man kan nok forvente en vis sentimentalitet i en film om en rask forældreløs, der kæmper indædt for at vinde en konkurrence, som kan give ham og hans søster et bedre liv.

Men franske Louise Courvoisier træder let uden om klichéer i sin debutfilm. Det er en delikat dannelseshistorie, der leverer al den saft og smag, man kunne ønske sig af en film om at lave ost. 

Den imponerende nybegynder Clément Faveau spiller attenårige Totone. Teknisk set er han voksen, men følelsesmæssigt er han snarere tretten et halvt gammel. Hans dage går med at fræse motorcykler og skrammelbiler rundt i Jura-regionens bjerge med sine venner. Og så at starte slagsmål med alle, der virker rigere end ham – hvilket vil sige stort set alle, han møder. 

Han hjælper sin evigt besofne far med at passe sin syvårige lillesøster Claire (Luna Garret), indtil et skæbnetræf tvinger de to søskende til at stå på egne ben. Totone, der dårligt nok kan tage vare på sig selv, er pludselig nødt til at finde stabilt arbejde, så han kan tilbyde Claire et roligt hjem. 

Derfor beslutter han sig for, at hans vej til rigdom består i at skabe en Comte-ost så velsmagende, at han kan vinde en ostemagerkonkurrence. Og med lidt hjælp fra sine venner, en del mælketyveri og sit eget uudslukkelige gåpåmod går han i gang. 

Hans forhutlede metode kræver opfindsomhed og kompromiser, men Totone tager et kvantespring i modenhed, da han indleder et forhold til den unge farmer Marie-Lise (Maiwene Barthelemy). I første omgang prøver han egentlig bare at aflede hendes opmærksomhed fra al den mælk, han rapser, men gradvis bliver han så imponeret af hendes styrke og beslutsomhed, at han også får respekt for hendes arbejdsmoral. 

Så langt, så velkendt. Vi har alle set film om underdogs, der sætter alt ind for at udligne konkurrencen og dyste mod mere etablerede, pengerige rivaler. Louise Courvoisiers film skiller sig ud i måden, hvorpår den elegant snyder publikums forventninger. 

Totone tager til en opvisning i ostefremstilling og lærer sig nogle grundteknikker, men høster stadig fiasko efter fiasko. Mælkevejen finder masser af humor i hans fjollede foretagende og i hans venners velmente, men katastrofale råd. Men filmen viger aldrig fra hovedsporet: Totones kamp for at give sig selv og sin søster en bedre tilværelse i en verden, der kan være hård og vilkårlig.

Og verdenen ændrer ikke bare sådan karakter for at imødekomme hans planer – heldigvis. Manuskriptet, som Louise Courvoisier har skrevet sammen med Théo Abadie og Marcia Romano, holder sig til en genkendelig virkelighed, hvor ingen attenårig mælketyv bliver en respekteret ostebaron uden et fejltrin eller to. 

Fotograf Elio Balezeaux maner tilsvarende en jordnær verden frem i sine tågede, grågrønne billeder af Jura i det østlige Frankrig, hvor bjergene tynger snarere end tårner over et tungt skydække. Totone og hans venner knokler gennem en lang, regnfuld vinter for at gøre deres mejeridrømme til virkelighed, og man mærker hvert våde minut. 

Men det bliver aldrig så overskyet, at foretagendet synes trøstesløst. Totones lille, lyse hårtot – han ville være en virkelighedstro Tintin – og Claires muntre modstandsvilje er små solstråler i tristessen, der også lettes af vennerne Francis (Dimitry Baudry) og Jean-Yves (Mathis Bernard). 

Der er uendeligt mange dårlige beslutninger og pinlige nederlag undervejs, men Louise Courvoisier dvæler ikke ved dem så længe, at man mister modet. 

Mælkevejen er et nuanceret, nøje balanceret portræt af en utilpasset knægt, der må tage ved lære af livet og blive en bare lidt mere ansvarlig ung mand. Den Totone, vi tager afsked med, er kun akkurat ved at tage sine første sikre skridt over tærsklen til voksenlivet. Men forhåbentlig kan han tage de næste på egen hånd.