Madame Ida

Femtenårige Cecilia bor på børnehjem og er gravid. Da hun hårdhændet bliver udspurgt om, hvem der er faren, siger hun en af drengene på hjemmet. Men vi ser snart, at det er den voksne forstander, som har misbrugt pigen.

Hun bliver sendt til det, man dengang i 1950’erne kaldte et diskret ophold – det vil sige at nedkomme i dølgsmål ude på landet fjernt fra offentligheden.

Så Cecilia ankommer til et palæ inde i en skov, hvor den 40-årige overklassekvinde Ida regerer sammen med den 70-årige tjenestepige Alma, hendes tidligere barnepige.

Intentionen er, at Ida skal adoptere barnet og Cecilia sendes tilbage til børnehjemmet efter fødslen.

Men Cecilia og Ida bliver snart hjerteveninder med homoerotiske undertoner. For første gang føler Cecilia noget, som ligner forældrekærlighed. Tjenestepigen rumsterer truende i baggrunden, men falder dog også lidt efter lidt til føje for de nye tider. Men tiderne skifter efter nedkomsten.

Sådan er kernen i Jacob Møllers første spillefilm. Han dimitterede fra Den danske Filmskole med den eksperimenterende kortfilm, Studie udi menneskedyret no. 38: HJERTEKVALER, der kan ses på All Time Shortlist. Det er en tankevækkende og livsbekræftende skildring af kærestesorg.

Livsbekræftende kan man ikke kalde Madame Ida, men den er i hvert fald tankevækkende og sjældent underlig. Tre kvinder inden for murene på et hus, vi aldrig ser udvendig. Cecilias adfærd består med meget få undtagelser i klaustrofobiske bevægelser i prægtige sale og saloner, som mere og mere bliver til et uhyggeligt galehus.

Her blev der i forne tider holdt herskabelige sammenkomster, som blev til salonfæhige orgier. Historien udfolder sig i manierede sætstykker i dur og mol mellem humørsyge personer. Alle tre kvinder blotter rykvis og i glimt deres skæbner, der langsomt danner en fatal sammenhæng. Om at være uden for samfundet på tre forskellige måder.

Groft sagt kan man sige, at Karen Blixen møder Ingmar Bergman, og sælsom musik opstår med meget ordknappe replikker og stilleben, der nu og da ligner et interiør af maleren Hammershøi – blot med varme farver.

Madame Ida er et kammerspil med toner af anelser og antydninger, men også med lidt slørede målsætninger om, hvad det egentlig handler om sådan konkret. Formløst fascinerende.

Den indelukkede film åbner sig kun ved at øjet er fæstnet på personerne. I denne grusomt eventyrlige verden på stuk og kandelabre, klunker og kommoder, oser alt af ædel råddenskab og dorsk dekadence.

Ikke mindst fordi de tre skuespillere suverænt behersker filmen fra den drastiske begyndelse til den lidt diffuse slutning. Flora Ofelia Hofmann Lindahl – den yngste modtager af en Robert for hovedrollen i DR-serien Ulven kommer – er det stakkels forældreløse menneskebarn Cecilia, som naivt bare angler efter kærlighed. Blød og bitter, men også stærk standhaftig ved ikke at fortælle, hvem barnets far er.

Dette overgreb synes tragisk at være det eneste kærtegn på børnehjemmet.

Christine Albeck Børge er den neurotisk vakkelvorne Ida, som engang holdt salon, men nu ikke kan holde sammen på meget andet end sig selv. Også hun var uden forældre, nu gemmer hun på noget i sin fortid, som er en fatal energi i hendes projekt med Cecilia.

Endelig brillerer Karen-Lise Mynster igen med en superb præstation som Alma, der er Idas livsfange i et helvede, hvor alle tre er indespærret i deres egne fængsler af fortid. Alle spiller fremragende ensemblespil, hvor ingen stjæler scener fra andre, men derimod skaber en symbiotisk sammenhæng.

Madame Ida er en overmåde flot debutfilm. Slutningen svøber sig lidt for meget i uforløste udveje, men vejen dertil er særegent seværdig.