Biografanmeldelse
17. juli 2013
Lys efter mørke
Lys efter mørke er optaget med en slørende linse, der giver en hypnotiserende effekt. Det gør ikke filmen mindre mystisk. Foto | Daniel Valdes

Lys efter mørke

Den mexicanske festival-darling Carlos Reygadas har skabt et fascinerende kalejdoskop af personlige minder, fantasier, socialkommentar og glimt af et thriller-plot.

Af Henrik Østergaard

Kan man tillade sig at lave en film, som publikum højst sandsynligt ikke vil fatte en bjælde af? En film, hvis mening er overladt til publikums egen fantasi og velvillige fortolkninger?

Svaret er nok et entydigt ja, hvis man spørger instruktøren bag Lys efter mørke, der hjemtog instruktørprisen på sidste års Cannes-festival.

Den mexicanske festival-darling Carlos Reygadas er i forvejen beundret – og hadet af nogle – for sine tre forrige spillefilm: Japón, Battle in Heaven og Stille lys. De er ganske vist også handlingsfattige, men den handling, der er, er trods alt rimelig sammenhængende.

Denne gang er Reygadas gået all in.

Lys efter mørke er en fascinerende, splintret kombination af personlige minder og fantasier tilsat socialkommentar og små glimt af et thriller-plot godt gemt i det mexicanske landmiljø. Meget sigende er udendørsscenerne filmet med en linse, der slører billedets kanter med en kalejdoskopisk, hypnotisk virkning.

Allerede i sine første, glidende Steadicam-billeder slår filmen en mytisk, men også lettere ildevarslende tone an. En lille, småsludrende pige (instruktørens egen datter) er øjensynlig i fare, da hun går rundt alene i en eng med okser og store hunde omkring sig, mens skumringen langsomt falder på, og et tordenvejr nærmer sig.

Naturen virker idyllisk og magisk, men også truende for den uskyldige pige – en dobbelthed, der også præger den vildmark, den lille familie i filmens centrum er flyttet til.

Langsomt gror ubehagelighederne frem, og midt i de naturskønne omgivelser finder man således ulovlig træfældning, fattigdom, alkoholisme, seksuelt misbrug, trusler om vold, en halshugning og en lille kernefamilie i opløsning.

Patriarken Juan har nemlig tilsyneladende en skrue løs. Han tæsker løs på en af familiens hunde i et meningsløst raserianfald, og efterfølgende indrømmer han blankt at være afhængig af internetporno. I familien er han enten fraværende eller uligevægtig, som når han det ene øjeblik indbyder hustruen Natalia til analsex og det næste kritiserer hende for at være frigid.

Så måske det slet ikke er så sært, som det kan lyde, at sønnike drømmer om en rødglødende, computeranimeret djævel, fuldt udstyret med hove, dinglende lem og en pilespids hale.

Carlos Reygadas har samme sans for lyriske og sansemættede billeder som Andrej Tarkovskij, hvis fragmentariske billeddigt Spejlet (1975) kan være et forbillede. Begge film skulle have et selvbiografisk islæt. Og de formår at skabe scener, der er rodfæstet i en banal, konkret virkelighed, men som samtidig transcenderer dagligdagen i en slags sublim sanselighed.

Til forskel fra Tarkovskij vil Reygadas gerne ruske op i os med mildt sagt overraskende sekvenser som et sexorgie eller to glimt fra nogle engelske skoledrenges rugbykamp. Er det glimt fra fortiden? Sindbilleder på nutidens trængsler i Mexico? Ren selvbiografi (Reygadas har selv været en habil rugby-spiller) eller blot tilfældige indblik i, hvad der netop nu sker andre steder i verden?

Enkelte scener i Lys efter mørke bringer mindelser om svenske Roy Anderssons blanding af deadpan-humor og grovkornet ydmygelse – især sexorgie-scenen, hvor Juan og Natalia befinder sig i en fransk sexklub. Her aer en storbarmet, ældre kvinde Natalia over håret, mens en fremmed mand tilfredsstiller hende med Juan som tilskuer. Scenen synes at være Juans dagdrøm (eller er det Natalias?), og de uklippede tableauer er dyppet i samme skam og uhyggelige absurditet som Roy Anderssons korte perle, Dejlig er jorden.

Lys efter mørke beviser, at filmkunst ikke altid behøver stopfodre publikum med logiske løsninger. Selvom det hypnotiserende langsomme tempo tester tålmodigheden, er Reygadas’ ekspressionistiske blik på en mand og et land i mørke både berigende og pirrende. Og heldigvis er der lys for enden af tunnelen.

Land:
Mexico, Frankrig, Holland, Tyskland

År:
2012

Originaltitel:
Post Tenebras Lux

Instruktør:
Carlos Reygadas

Manuskript:
Carlos Reygadas

Medvirkende:
Adolfo Jiménez Castro, Nathalia Acevedo, Willebaldo Torres

Spilletid:
120 min.

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 15 år

Premiere:
18. juli 2013

Fra samme skribent

Cph Pix
07. apr. 2014
Snowpiercer

Snowpiercer

Biografanmeldelse
02. apr. 2014
Guld

Guld

Biografanmeldelse
19. feb. 2014
Lone Survivor

Lone Survivor

Biografanmeldelse
05. feb. 2014
Familien

Familien

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten