The Lunchbox

”Somme tider kører det forkerte tog dig til den rigtige station,” siger en karakter til en anden i The Lunchbox, og maksimen fletter sig hele vejen igennem denne smukke indiske film om heldige tilfældigheder og den monumentale betydning af tilsyneladende små valg.

Historien udfolder sig i nutidens myldrende Mumbai, hvor tusindvis af madkasser hver dag transporteres fra hjem til arbejdsplads i et sindrigt udbringningssystem, hvor fejlleverancer så godt som aldrig forekommer.

Men en dag bliver en madkasse afleveret hos den forkerte. Den kræsne enkemand Saajan Fernandes, der snart skal pensioneres fra embedsmandsposten (spillet af den indiske megastjerne Irrfan Khan, som det vestlige publikum bedst kender fra Life of Pi), modtager en usædvanlig delikat frokost.

Den var egentlig tiltænkt forretningsmanden Rajeev (Nakul Vaid), hvis bedrøvede, unge kone Ila (Nimrat Kaur) udnytter sine gastronomiske talenter i et forsøg på at finde vej til sin mands hjerte gennem hans mave. Saajan opdager ikke, at der er sket en forbytning, men Ila regner det ud, og hun lægger en seddel i næste dags madleverance og spørger, om måltidet smagte ham.

I stedet for at udrede misforståelsen (hvilket ikke er så let, som man skulle tro) fortsætter Ila med at sende madrationer til Saajan. Sammen indleder de en skriftlig korrespondance om hverdagsemner og den slags sniksnak, som Saajan ville dele med sin kone, hvis ikke hun var død, og som Ila ville dele med Rajeev, hvis han ikke var uhelbredelig arbejdsnarkoman og havde en hemmelig affære.

Men langsomt opstår der flere følelser mellem pennevennerne, og der opbygges spænding om, hvorvidt disse to ensomme mennesker, der synes så rigtige for hinanden – på trods af deres forskelligheder i alder, erfaringer og religion (Saajan er kristen, mens Ila er hindu) – vil finde modet til at mødes ansigt til ansigt.

Konceptet er potentielt plat, men manuskriptforfatter og instruktør Ritesh Batra og medforfatter Rutvik Oza anretter materialet som en delikat, kysk kærlighedshistorie krydret med humor og melankoli i den helt rette dosering.

Undskyld de kulinariske metaforer, men denne film får én på sultne tanker, og den skal under ingen omstændigheder ses på tom mave.

De andre fire sanser stimuleres også – endda lugtesansen i det omfang, som filmmediet nu magter uden at forfalde til skrab-og-duft-kort. Det smukke kameraarbejde fanger Mumbais larmende tumult og overraskende lommer af stilhed, det skarpsindige kostume- og produktionsdesign skaber tekstur, og soundtracket blander behændigt reallyde med et stemningsfuldt score af Max Richter.

Men filmens hemmelige ingrediens er parløbet mellem Khan og Kaur som de skæbnesramte elskende.

Med rette er Khan blevet kaldt en af verdens bedste nulevende skuespillere – en mester, som kombinerer ekstraordinær teknik og dyb sjælfuldhed, her især sidstnævnte. I adskillige scener hviler kameraet på ham, mens han blot sidder og grubler, og det er næsten, som om hans tanker står skrevet med usynlige undertekster.

Kaur er tidligere model og mindre kendt (hun kan ses i Vasan Balas Peddlers fra 2012), men at hun her formår at matche Khans spil, lover godt for den fremtidige karriere. Derudover byder Nawazuddin Siddiqui på glimrende comic relief som Saajans behagesyge kollega.

Bollywood-fans skal advares om, at dette ikke er sådan en slags film med sang og dans. Det er arthouse lavet med øje for det internationale marked. På et tidspunkt skribler de to hovedpersoner om deres kærlighed til gamle film, og man kan ikke undgå at fundere over, om de ville kunne lide den film, de selv er med i. Uanset hvad – vi kan elske den for dem!