Loving Highsmith

Den østrigske forfatter Hermann Broch kaldte tjekken Franz Kafka for tysk litteraturs hemmelige konge. På samme vis kunne man kalde Patricia Highsmith for USA’s hemmelige krimidronning. 

29 år gammel fik hun i 1950 sit litterære gennembrud med thrilleren Farligt møde, som året efter blev til Alfred Hitchcocks kongeniale spændingsfilm Strangers on a Train. 

I 1955 kom hendes andet krimimesterværk, Tom Ripleys talent, og imellem de to milepæle dukker et andet hovedværk op under pseudonymet Claire Morgan. The Price of Salt, senere omdøbt og filmatiseret som Carol, er en ærlig, delvis selvbiografisk roman om lesbisk kærlighed. 

Den bog og Patricia Highsmiths meget detaljemættede dagbog, der blev udgivet sidste år, hvor forfatteren ville være blevet 100 år, danner kernen i Eva Vitijas sobre dokumentar Loving Highsmith. 

Filmen tegner et meget intimt og nøgent portræt af en kvinde, som nødigt lod sig interviewe, hadede USA og nærmest som en hjemløs boede i Paris, London og omegn, før hun endte i Schweiz, hvor hun døde i 1995. 

Og hun samlede på snegle, fordi de er tvekønnede. 

Patricia Highsmith var en vaskeægte cowgirl, som aldrig gik i kjole. Hun voksede op i Texas i en familie knyttet til rodeo, ranch og racisme.

Kvinderne i hendes cirka 25 bøger bliver gerne skildret som skønne strigler, enten imbecile eller intrigante og nogle gange begge dele på en gang. Hendes mænd – især de androgyne – er kunstnere, som ingen midler skyr for at udleve og leve af deres kunst og talent. 

I visse henseender foretrak hun sidstnævntes selskab. Men for den unge Patricia var det at kysse en mand som at blive smidt i en spand med østers. Og et heteroseksuelt samleje var mere ståluld end sanselighed. 

Hun var under pres fra en mor, som mente, at homoseksualitet var en sygdom, og som filmen fortæller, konsulterede Highsmith en læge for at finde et middel mod sin hang til eget køn. 

Alt det beretter Loving Highsmith med dokumentariske billeder, arkivsamtaler med forfatteren og klip fra filmatiseringer af hendes bøger. Samt lange interviews med elskere, der endnu ikke er døde, og som husker hende med både smerte og sentimentalitet. 

Amerikanske Marijane Meaker, tyske Tabea Blumenschein og franske Monique Buffet har alle deres versioner af en kompliceret kæreste, men det samme facit: De kom aldrig rigtigt til at kende hende. Hun forblev en sfinks, på en og samme tid misantropisk og misogyn. 

Loving Highsmith er gedigent dokumentarhåndværk – lige ud ad landevejen og fængende i kraft af sit emne. 

Filmen gør meget ud af Patricia Highsmiths cowboybaggrund i bibelbæltet for at gøre rede for hendes sammensatte seksualitet. Da unge Highsmith ankommer til New York sammen med moren, som hader hende, fordi datteren ikke vil ligne en kvinde, bliver Patricia hurtigt en diva på diverse lesbiske barer, selv om hendes sexliv længe er hemmeligt. 

Highsmiths forelskelse i en ældre kvinde, som er temaet i Carol, gentages langt senere i England med en gift kvinde, som i sidste ende går tilbage til sit konventionelle ægteskab.

Det afstedkom en del postyr, da Patricia Highsmiths åbenhjertige Carol blev udgivet i USA. Hvad var hensigten ud over sladder om bøssebarer og kvindeklubber, spurgte man?

Tiden er i dag en anden.

Highsmith gik selv ud af skabet i 1960’erne, ikke mindst i protest over sit eget lands bigotte sexmoral og provinsielle kønspolitik.

Loving Highsmith kan ikke sige sig helt fri for det celebre sladdervorne. Men med smukke billeder og en sympatisk intention får vi et bittersødt portræt af en rastløs forfatter. Hun var en kvinde uden for tiden med sine bøger om aparte eksistenser og blev selv et traurigt offer for samtidens snærende moral.