Loving

Cikader brummer kakofonisk under let grynede billeder af 1950’ernes Virginia. ”Jeg er gravid,” siger Mildred (Ruth Negga) så nervøst.

Men der er endnu ingen grund til at være ræd, for kæresten Richard (Joel Edgerton) synes, det er vidunderlige nyheder. Kort efter har han friet, og en periode med fnisende ekstase indfinder sig.

38-årige Jeff Nichols laver monumentale film om simple mennesker, hvis tilværelse pludselig omstyrtes.

I Shotgun Stories hærger hævngerrighed som i en islandsk saga, mens mesterværket Take Shelter uafrysteligt skildrer skizofreniens virkelighedsforvrængning.

Den Mark Twain’ske Mud dyrker sammenstødet mellem brutal realisme og infantil fantasi, og Spielberg-hyldesten Midnight Special fremstår ligeledes som en realistisk skildring af det overnaturlige.

Loving er instruktørens hidtil mest konventionelle film. Her fortæller Nichols den virkelige historie om Richard og Mildred Loving og deres seje kamp mod institutionaliseret racisme.

Denne gang kæmper personerne ikke mod indre dæmoner – den helt store skurk er datidens reaktionære samfund. Richard og Mildreds hvedebrødsdage ender brat, for i 1958 var det ulovligt for en hvid mand at gifte sig med en farvet kvinde i staten Virginia.

Så skulle man ellers mene, at linjerne er trukket op. Vi har det elskende par og det infame system, som forfølger dem: de gode og de onde.

Den slags banale opdelinger er Jeff Nichols heldigvis ikke interesseret i. Han undviger dæmoniseringen af fortidens regelryttere så konsekvent, at Loving som noget ganske opsigtsvækkende formår at nuancere begge parter i en racismesag.

Richard og Mildred sættes i fængsel, og her møder de sheriffen Brooks (Marton Csokas), der nok optræder som et røvhul, når han forsøger at forklare raceadskillelse gennem forstokket kristendom.

Men lige efter en latterlig svada, hvor mennesker og fugleracer sammenlignes, kigger sheriffen ned i jorden i et par sekunder. Og de sekunder er vigtige.

Brooks inkarnerer ikke ondskaben. Der eksisterer en tvivl i ham, men som betjent må han opretholde gældende lov, uanset hvordan den lyder.

Ligeledes ophøjes Richard og Mildred ikke til udadlelige helgener. De er to almindelige mennesker, som elsker hinanden, og som ikke vil lade sig kue, når nogen fortæller dem, at de ikke må elske hinanden.

Og i portrætteringen øjnes en smuk pointe: Den rene kærlighed kan omkalfatre et samfund.

Joel Edgerton gestalter med varme den blonde murer som en sympatisk, men fåmælt arbejdsmand, der elsker at skrue i biler. Kroppen er nedslidt, og han skyder hovedet og de sammenknebne øjne frem foran den, når han en sjælden gang brummer sætninger.

Richard hæger om sin Mildred. Han er mindre interesseret i Martin Luther King og borgerrettigheder.

Mildred emmer af rolig stædighed og en kløgt, der ikke er hendes mand forundt. Hun besidder overblikket til at bekymre sig om farvedes rettigheder.

Det er fuldt fortjent, at etiopisk-irske Ruth Negga blev Oscar-nomineret for sit portræt af den flegmatiske fighter.

Jeff Nichols’ hofskuespiller Michael Shannon dukker op som en Jacob Holdt-type, der skal fotografere parret til et magasin i en af karrierens mere gemytlige roller. Også dengang tiltrak hr. og fru Loving sig opmærksomhed, og flere arkivklip indgår i Nancy Buirskis dokumentar The Loving Story (2011), som Nichols gav Edgerton og Negga for som lektie i bestræbelserne på at få parret til at virke levende i fiktionen.

Da de sent i filmen ligger sammenfiltret på sofaen og klukker af ligegyldig fjernsynskomik, oplever vi, hvor smukt skuespillerparret har forløst opgaven. Karaktererne lever.

Også når han arbejder med biografisk materiale, fremstår Jeff Nichols som en stor auteur. I Loving formår han elegant at udfolde en racismesag, der ændrede det amerikanske samfund, gennem en simpel fortælling om sødmefuld kærlighed.