Lover

”Jeg gad sygt godt ha’ sex med dig på coke.” 

Replikken lyder, som noget en misbruger ville sige. Men i Adam Augusts streamingserie Lover skal det mere forstås som en kompliment. 

Den kontakt, de to personer oplever med hinanden, ville blive mange gange forstærket på coke. 23-årige Mikka og 24-årige Noah er to misbrugere, der forsøger at sige farvel til stofferne og i stedet finde lysten i hinanden.

Sådan er handlingen i de første fire (ud af otte) afsnit i den intime og realistiske ungdomsserie, der udspiller sig på en døgnbehandling.

For Mikka er stofferne en vej til at præstere bedre i studierne og på arbejdet, en måde at få hjerne og sind i ro. For Noah er stofferne en luksus i en hverdag, hvor han lever med sine forældre og rige kæreste Eva (Marijana Jankovic).

Mikka og Noah har gemt sig bag stofferne i lang tid, men på behandlingsstedet finder de støtte i hinanden og hinandens nøgne kroppe.

Dog er strengt forbudt at have et forhold på stedet, og derfor står Mikka og Noah hurtigt med valget mellem behandling og drifter.

Lover er skrevet af Adam August, som for første gang også træder frem som instruktør. Han har tidligere lagt pen til Ulven kommer, Bedrag, Underverden og ikke mindst Ekko Shortlist-vinderen Maja.

Hans egen halvlillesøster, Clara Dessau, spiller Mikka, og hendes virkelige kæreste, Simon Bennebjerg, har rollen som Noah.

Det kan virke som noget af en pærevælling at have familie og kærester involveret i sådan et personligt projekt, som Lover uden tvivl er for Adam August.

Men det kan ikke mærkes på serien.

Clara Dessau har kun en mindre skuespilerfaring fra Psykosia og en Ekko Shortlist-film, men brænder fuldstændigt igennem. Hun formår at gøre Mikka til en levende karakter, som mange unge kvinder vil kunne identificere sig med.

Det er smertefuldt at høre hende lyve over for en af sine venner på vej til behandlingscentret, når hun fortæller, at hun er blevet sendt på et skriveophold af et begejstret forlag. 

Simon Bennebjerg har et ansigt som skåret ud af granit. Og han er på en gang stærk og sårbar i rollen som Noah, som formøbler sine mulighed med sådan en skødesløshed, at det næsten kun kan ende tragisk.

Dog tvivler jeg på, at serien vil gå den vej. Stofferne fylder mest i første afsnit. Herefter drejer det sig om personernes hårde valg i livet, og det er velfortalt, ikke mindst takket være musikken af When Saints Go Machine.

Til gengæld irriterer seriens point of no return. Hovedpersonerne skal vælge mellem hinanden og behandlingen, men når behandlingen kun står på i en måned, virker det underligt, at selv nok så virile og kærlighedssøgende unge mennesker ikke kan stå det igennem.

Ikke desto mindre bygger serien på Adam Augusts personlige oplevelser med stoffer. Han formår at vise, hvor nemt man pludselig kan miste fodfæstet i livet, hvis der ikke er nogen til at hjælpe én.

Og her er vel at mærke ikke tale om mennesker i rendestenen på Istedgade, hvor nålene ligger spredt omkring, men om unge i mærketøj, med fine biler og et godt arbejde.

Det er velgørende at få den historie fortalt uden løftede pegefingre.