Lovelace

Lovelace handler om Linda Susan Boreman, bedre kendt som Linda Lovelace, og hendes rolle i Deep Throat (1972). Under medievirakken og den seksuelle frigørelse ligger et drama om tæv, voldtægt og rystende naivitet.

Historien åbner i Los Angeles, hvor den unge Linda (Amanda Seyfried) netop er flyttet til med sine forældre. Hun har året inden fået en baby, der er blevet bortadopteret, og forældrene forsøger at beskytte deres 21-årige datter mod tidens farlige seksuelle frisind. Selvom faren John (Robert Patrick) er politibetjent, er det den dominerende mor (Sharon Stone), der opdrager og stikker lussinger.

Linda fremstilles som en usikker og kærlighedshungrende kvinde, der er et nemt offer for den opmærksomhed, den tolv år ældre Chuck Traynor (Peter Sarsgaard) viser hende.

En-to-vupti er Linda gift med Chuck og stjerne i filmhistoriens største pornosucces. Første halvdel af Lovelace giver en tilsyneladende ”objektiv” beskrivelse af forløbet før og under filmoptagelserne, hvor Linda virker forelsket i Chuck, der fremstilles som grisk, beregnende og klam. Anden halvdel viser herefter samme forløb, nu fra Lindas perspektiv og inklusive de situationer, hvor Chuck misbruger og mishandler hende.

I rækken af biografiske film om kendte personer må man spørge, hvorfor vi skal bruge tid på Lindas skæbne. Er den lærerig, vanvittig dramatisk, usædvanlig interessant eller på anden måde tvingende nødvendig?

Som udgangspunkt ingen af delene, og Lovelace giver ikke meget at arbejde med. Problemet er, at enhver tematik står bøjet i neon. Det er svært at forstå Lindas bevægelse fra forældrenes villa til Chucks dobbeltseng. Kunne andre ikke tilbyde samme seksuelle forlystelse, som Chuck serverer i køkkenet, mens forældrene utålmodigt venter på aftenkaffen? Hvorfor forlader hun ham ikke?

Filmen bygger på Boremans tredje og næstsidste selvbiografi fra 1980, Ordeal, som betyder prøvelse, og som netop afslører, at hun blev udsat for tvang. Uanset omstændighederne ved den berømte pornofilm giver Lovelace ikke en overbevisende psykologisk forklaring.

Ja, mor var kærlig som en opvaskebørste og far slap som en gummihandske – men er det opskriften på en tragedie? Er det forældrenes skyld? Pornoindustriens? Chucks? Offerlogikken distraherer, og filmens to fortælle-dele virker distancerende snarere end involverende.

Når Lovelace alligevel underholder, skyldes det en velvalgt rollebesætning, der spiller lavmælt, men intenst og fremragende. Amanda Seyfried med de enorme dådyrøjne er godt nok for sukkersød til min smag, men leverer et indfølt portræt af en kvinde, der ofrer sit selvværd i jagten på bekræftelse.

Stone er en fremragende dybfrossen fornøjelse som Lindas mor, der hellere ser datteren udsat for hustruvold end skilsmisse.

Også birollerne er farverigt udfyldt med James Franco som en slesk Hugh Hefner, Robert Patrick som slatten far og Chris Noth (Mr. Big i Sex and the City) som moralsk gangster. Allerbedst er Peter Sarsgaard (An Education, Blue Jasmine) som Chuck, en social snylter, der suger sine nærmeste for blod, liv og penge.

Rob Epstein og Jeffrey Friedman har tidligere samarbejdet om en række dokumentarfilm og Allen Ginsberg-biografien Howl (2010). Lovelace er solidt håndværk med forrygende skuespil og et velkomponeret soundtrack, men Linda forbliver et fe-agtigt offer klædt i rystende naivitet.

Problemet med det biografiske drama er den skuffende virkelighed: Der skal simpelthen mere end kendis-effekt til at lave en god film.

Linda Boreman døde i 2002, 53 år gammel, efter et biluheld. Efter skilsmissen giftede Chuck Traynor sig med filmhistoriens næstmest kendte pornostjerne, Marilyn Chambers. Men det er en anden historie.