Serieanmeldelse
13. maj 2025
Løgnen i dit feed

Den undersøgende journalist Amanda Schmidt dykker ned i influencerbranchens markedsføring af voldsomme skønhedsoperationer, som blandt andre Fie Laursen har oplevet.

Foto | Koncern

Løgnen i dit feed

DR’s dokumentarserie om maskineriet bag influencerbranchen er effektiv public service til skræk og advarsel.

Af Frida Marie Damsgaard

Fie Laursen har råbt ulven kommer mange gange og har ikke meget troværdighed tilbage, men DR’s P3 lytter til Fie med en forfriskende medmenneskelighed. 

Det gjorde de for fire år siden i portrætdokumentaren Fie, og nu med den ottetyveårige mediepersonlighed som udgangspunktet i Koncern TVs dokumentarserie Løgnen i dit feed

Den giver et chokerende indblik i maskineriet bag de reklamer, kampagner og betalte samarbejder, som influencere deler på deres sociale medier. 

Fie har løjet meget, men i denne dokumentar er det netop, hvad der gør hende interessant. 

Influencerbranchen viser sig nemlig at være det vilde vesten, – ikke kun på det etiske plan, men også i forhold til lovgivningen. Både virksomhederne, influencerne og de mellemliggende bureauer virker lige skruppelløse. 

I mange tilfælde underskriver influencere kontrakter, der forbyder dem at udtale sig negativt om produktet eller oplevelsen. Selv opslag, der fremstår som ærlige, spontane monologer til kameraet, kan i virkeligheden være skrevet af virksomheden eller det bureau, influenceren samarbejder med. 

I nogle tilfælde har influenceren sjældent – eller slet ikke – prøvet produktet, men sidder alligevel på sin platform og siger ting som: ”Jeg har prøvet alt og var lige ved at give op, men så fandt jeg det her produkt – og det virker bare!” 

At nogle af produkterne ikke virker eller blot er af ringe kvalitet, er én ting. Men flere af dem er direkte skadelige. Det gælder især reklamer for kviklån, pengespil og kosmetiske indgreb. Penge kommer og går, men man har kun én krop. 

Særligt brazilian butt lift – hvor fedt fra andre dele af kroppen flyttes til ballerne – er blevet voldsomt populært. Mindre kendt er det dog, at det er det kosmetiske indgreb med den højeste dødelighed. 

Fie oplevede for nogle år siden, hvor voldsomt et indgreb som dette kan være. Hun fortæller sin historie, mens dokumentaren samtidig følger et lignende forløb i realtid med influenceren Regitze Bach, der lykkeligt uvidende rejser til Tyrkiet for at få en større numse. 

Resultatet er en rystende krydsklipning mellem Fies og Regitzes forløb, der afslører, at der bag kvindernes begejstrede iscenesættelse på sociale medier gemmer sig en helt anden virkelighed. 

Dokumentarens undersøgende journalist, Amanda Schmidt, dykker ned i en række virksomheder, influencere og konkrete sager, men det er Fies og Regitzes skønhedsoperationer, der bærer seriens fem afsnit – som dog sagtens kunne være halveret. 

Amanda Schmidt deler i nogen grad udtryk og æstetik med de influencere, hun taler med, hvilket faktisk giver Fie, Regitze og de andre mere autoritet. Hun møder dem med respekt og i øjenhøjde – forarget, men aldrig fordømmende. 

Virksomhederne og bureauerne fremstår som de egentlige skurke, når man ser de skyldbetyngede influencere fortælle om misbrug af stoffer, alkohol og pengespil. 

Den lave impulskontrol og høje risikovillighed, der ofte præger reality-deltagere, gør dem endnu mere sårbare over for den manipulation, som tydeligvis finder sted mellem influencere og bureauer. Et eksempel på det er en bizar mail, Fie modtog som ung fra sit daværende bureau, Bloggers Delight. På trods af at bureauet var bevidst om hendes spiseforstyrrelse, spurgte de, om hun var interesseret i en kampagne for slankeprodukter. 

Børn og unge, der er mest påvirkelige, udgør måske den vigtigste målgruppe for serien, selv om den ikke umiddelbart virker børnevenlig. 

De sundhedsskadelige skønhedsoperationer er kvalmende at følge, og dermed lykkes serien i at opfylde sin public service-funktion – som skræk og advarsel.

Titel:
Løgnen i dit feed

Land:
Danmark

År:
2025

Tilrettelægger:
Amanda Schmidt, Sophia Lehrmann

Medvirkende:
Fie Laursen, Amanda Schmidt

Spilletid:
Fem afsnit af cirka 30 minutter

Anmeldelse:
Fem afsnit

Premiere:
2. maj på DRTV

Relevante artikler

Nyhed
20. aug. 2021
Populært socialt medie dropper porno

Populært socialt medie dropper porno

Serieanmeldelse
28. jan. 2021
Fie

Fie

Fra samme skribent

Cph:Dox 2025
26. mar. 2025
Always

Always

Kunstanmeldelse
14. feb. 2025
Breaking Darkness

Breaking Darkness

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Apple Tree Productions lukker
Nyhed
09. dec. 2025

Apple Tree Productions lukker

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten