Biografanmeldelse
06. sep. 2017
Logan Lucky
Daniel Craig er skæg som sprængstofekspert med det sigende navn Joe Bang, der hjælper brødrene Jimmy (Channing Tatum) og Clyde (Adam Driver) med at lave et kup under et racerløb. Foto | Claudette Barius

Logan Lucky

Soderbergh leverer to timers ren underholdning med en bonderøvsversion af Ocean’s Eleven, der lykkes som en sjov, lille kupkomedie uden dikkedarer.

Af Flemming Kaspersen

”And introducing Daniel Craig,” står der på plakaten til Steven Soderberghs Logan Lucky. Som om James Bond-stjernen var filmdebutant.

Den lille cineast-vits er set før, blandt andet i Robert Rodriguez’ Machete. Men den er meget betegnende for en film, hvor Soderbergh tydeligt har moret sig med at lege med spillefilmen igen efter en pause på fire år.

Han har både instrueret, fotograferet og klippet filmen. Muligvis har han også skrevet den? Ved filmens premiere i USA blev det diskuteret, om filmens ganske ukendte manuskriptforfatter, Rebecca Blunt, muligvis også er et Soderbergh-pseudonym.

Soderbergh debuterede i 1989 med Sex, logn og video, der vandt Guldpalmen på Cannes-festivalen og med ét slag gjorde ham til feteret arthouse-instruktør. Men siden har han været svær at sætte i bås.

Det ene øjeblik er han blockbusterinstruktør (som med Ocean’s Eleven og dens to fortsættelser), det næste laver han eksperimenterende arthouse (Bubble) eller små, stramme genrefilm (Haywire, Contagion).

Logan Lucky er Soderberghs første film siden 2013, hvor han både instruerede Behind the Candelabra og den Hitchcock-inspirerede thriller Side Effects. Samtidig meddelte han, at han ville holde pause fra spillefilmen. I denne pause har han leveret en kraftpræstation som producer, instruktør, fotograf og klipper på to fulde sæsoner af den formidable serie The Knick.

Med Logan Lucky vender han tilbage med to timers ren underholdning.

Filmen er en slags bonderøvs-version af Ocean’s Eleven – en kupkomedie befolket af kiksede hillbillies, vaneforbrydere, idiotiske YouTube-stjerner, selvoptagede racerkørere og salt of the earth-amerikanere.

Channing Tatum spiller Jimmy Logan: særdeles forhenværende football-håb med et ødelagt ben, pengeproblemer, en sød lille datter og en sur ekskone. Da han bliver fyret, beslutter han at lave et kup mod den nærliggende NASCAR-bane. Han ved præcis, hvor og hvornår man skal slå til.

Med til kuppet er hans søster Mellie og deres halvanden-armede bror Clyde (Adam Driver). Som kupholdets fjerdemand hyrer de dynamitog pengeskabseksperten Joe Bang (Daniel Craig med brintoveriltehår og tyk amerikansk dialekt).

Udfordringerne er mange. Først og fremmest sidder Joe Bang i fængsel og kan ikke slippe ud, før kuppet skal finde sted. Desuden er der ikke tale om den mest intelligente flok forbrydere, og da planen må rykkes frem, går der mild panik i sagerne.

I en tid, hvor hypede event-film kommer som perler på en snor, er Logan Lucky en lille film. Den er lavet med Soderberghs sædvanlige stilmæssige elegance. Men det er også en løs og lidt sjoskende film, der ikke er helt så sjov, som den selv tror. Den komiske grundidé er, at dumme bonderøve er skægge i sig selv.

De fleste af karaktererne er rene karikaturer.

Der er noget grundlæggende elskeligt over Channing Tatum, som han sejler igennem her. Hans Jimmy Logan er måske ikke klog, men han har et godt hjerte, og han er snu. Som hans bror, hvis halve arm er en løbende joke filmen igennem, er Adam Driver overbevisende tung og dum. Daniel Craig har aldrig tilføjet James Bond særlig meget humor, men som sprængstofeksperten Bang er han skæg.

Seth MacFarlanes birolle som ækel britisk energidrik-mogul og internet-fjols er dog decideret mærkværdig. Det ligner en Family Guy-vits, der er pustet hårdere op, end den kan bære.

Soderbergh anno 2017 er en solid, uprætentiøs Hollywoodhåndværker af den gamle skole. Som fotograf har han et sikkert øje for billedkomposition og fortælleøkonomi, og han er en særdeles dygtig klipper.

Logan Lucky er ikke noget mesterværk. Men den fungerer fint som den lille, sjove kupkomedie, den ønsker at være. Hverken mere eller mindre.

Titel:
Logan Lucky

Land:
USA

År:
2017

Instruktør:
Steven Soderbergh

Manuskript:
Rebecca Blunt

Medvirkende:
Channing Tatum, Adam Driver, Daniel Craig, Riley Keough, Seth MacFarlane

Spilletid:
118 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 11 år

Premiere:
7. september

Fra samme skribent

Streaminganmeldelse
01. okt. 2025
Highest 2 Lowest

Highest 2 Lowest

Biografanmeldelse
14. sep. 2024
Lee

Lee

Fra samme instruktør

Nyhed
28. juli 2026
Alle vil se den trojanske giraf

Alle vil se den trojanske giraf

Christopher Nolans filmatisering af et over flere tusind år gammelt digt har vist sig som en overraskende provokation, der tilsyneladende omsætter debatten til billetsalg.

Nyhed
27. juli 2026
Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

venedig 2026
23. juli 2026
Hollywood vender Venedig ryggen

Hollywood vender Venedig ryggen

The Return
Dvd-anmeldelse
25. juli 2026

The Return

Aisha Can’t Fly Away
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Aisha Can’t Fly Away

Mārama
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Mārama

Amira
Boganmeldelse
22. juli 2026

Amira

Mest læste

Alle vil se den trojanske giraf
Nyhed
28. juli 2026

Alle vil se den trojanske giraf

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie
Nyhed
27. juli 2026

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

”Christopher Nolan ville være rasende”
Nyhed
15. juli 2026

”Christopher Nolan ville være rasende”

Ekko
Magasin · april 2026

Ekko #100

Intro