Little People Big Dreams

I en togkupe står en gymnasieklasse nærmest på skuldrene af hinanden eller slænget hen over togsæder for uden blusel at stirre og pege på to mænd. Den uhæmmede interesse skyldes, at mændene er dværge.

Jian Quan, der er på størrelse med en spinkel, femårig dreng, er faktisk nitten år, og med musestemme og optimistisk naivitet er han filmens fikspunkt.

Sammen med en ven er han på vej til, hvad de håber er et helle for dværge: Dwarf’s Empire – en forlystelsespark, hvor dværge optræder og bor.

Byen består af små, skæve tårne og ligner en pastelfarvet smølfeby. Her myldrer det med dværge iført farverige dragter og fe-vinger. De skal lave danseshow for de mange turister, ligesom de ellers bare skal gå rundt og snakke med deres venner i de små huse, som folk kan gå rundt og stirre ind i.

Som relativt oplyst og fordomsfri vesterlænding taber man kæben over, at det overhovedet kan falde nogen ind at udstille dværge på den måde. I Danmark skal man trods alt tilbage til 1930’erne, hvor Bakken i Klampenborg stadig havde freak show med dværge og kæmper. Og i Tivoli blev der for eksempel udstillet kinesere frem til 1902.

Men for mange af dværgene er Dwarf’s Empire et fristed.

”Jeg græd, da jeg første gang så den her by. Jeg fandt en stor familie,” fortæller en af de medvirkende og glædes også over den smukke natur og den gode luft i området.

Jian Quan fortæller, hvordan han tidligere har følt stor skam over at være en økonomisk byrde for sine forældre. Når han bor i dværgebyen, tjener han sine egne penge – selvom det er småpenge, kan han endda sende en smule til sine fattige bondeforældre.

Uden at gøre sig til dommer over de medvirkendes udtalelser, formår filmen alligevel at påpege landets forvrængede holdning til dværge.

En kvindelig lærer i forlystelsesparken fortæller, hvordan samfundet har givet dværgene et kæmpe mindreværdskompleks, som de kæmper med. Det har hun uden tvivl ret i – men det skurrer i ørerne, når hun samtidig ses gående med to dværge i hånden, som hun kniber i kinderne og klapper på hovedet, selvom det er voksne mennesker begge to.

Senere følger man også en undervisningstime – og hun underviser dem i blomster, deres betydning og fortæller, at man aldrig må sende en enkelt rose til sin udkårne. Almen viden og rådgivning til at gebærde sig i hverdagen er underligt fraværende på skemaet.

Dokumentarfilmen er lant fra æstetisk eksperimenterende, men historien er i sig selv så fremmedartet, at det enkle udtryk er klædeligt.

Der er ro på lyd- og billedside med flotte kameraindstillinger, og dramaet foregår i dværgenes liv – og miniput-universet er i sig selv så fascinerende et syn, at der ikke behøves yderligere, visuelle krumspring.

Instruktøren Mak CK har udtalt, at han selv har været i syv sind med hensyn til forlystelsesparken.

Dwarf’s World er blevet anklaget for at udnytte dværge, men som tilskuer kommer man i tvivl om, hvorvidt stifteren og de ”normale” medarbejdere har ondt i sinde eller ej? De nævner blandt andet, at de er ved at forberede et plejehjem i byen, så dværgene har et sted at være, når syg- og alderdom tvinger dem til at stoppe med at arbejde.

Instruktøren løser sin egen tvivl ved at undlade på noget tidspunkt at stille sig til dommer over, hvad der sker i parken og Kina.

Han filmer enkelt og nøgternt dværgene og deres liv og udfordringer. Særligt Jian Quan, der senere flytter fra parken i ønsket om større frihed og respekt, men efterfølgende bliver så ydmyget af sin far, at han modvilligt vender tilbage – med den største sorg i det udtryksfulde ansigt. Han må opgive sine egne drømme for at behage sine forældre.

Filmen følger flere dværge helt tæt, og i længden bliver den lige lovligt tung af indtryk og skæbner.

To af dem, Jian Quan og kvinden Jing Jing, besøger deres familier – noget, der virkelig sætter tingene på spidsen. Og de to havde i sig selv være tilstrækkelige for filmen. De oplever fordomme og udfordringer, som er karakteristiske for en enorm minoritetsgruppe i verdens største land målt på indbyggertal.