Little Fires Everywhere

Serien begynder med slutningen. Et mondænt hus står i flammer, mens familien Richardson ser på med tårevædet afmagt. Ilden er påsat.

”Der er små flammer overalt,” siger brandmanden. Titlen forstås bogstaveligt – men også, skal det vise sig, i overført betydning.

Elena er deltidsjournalist, mor til fire teenagere og sådan en type, der er på fornavn med de lokale betjente. Dem kontakter hun, da hun ser en hærget bil holde på en parkeringsplads. Det ligner tilmed, at der sover en sort person i den, siger hun bekymret og får ros af ordensmagten.

I bilen sidder Mia med teenagedatteren Pearl. Deres rakkertilværelse har ført dem til Shaker Heights i Ohio. I avisen finder de en lejlighed, som de kan betale, og det er selvfølgelig ingen anden end Elena, der lejer den ud.

Da hun ser, at mor og datter ankommer i den sølle bil, beslutter hun sig storsindet for at lade dem bo i lejligheden, selv om de ikke kan betale depositum.

Flere gange bærer Elena over med Mias mangler, men skyldes det oprigtig venlighed eller blot ønsket om ikke at fremstå racistisk?

Mia er en flippet kunstner, der altid har paraderne oppe. Da hun ser politiet komme kørende, mens hun og Pearl sover i bilen, vækker hun hende blidt og siger: ”Synlige hænder.” Mia er venlig efter behov, men mere ofte rå og forrået. Kerry Washington spiller hende forrygende, hun er nærmest bidsk i sin kærlighed til Pearl.

Mor og datter flytter også ind i Richardson-familiens liv på kryds og tværs. Og her bliver det tydeligt, at den ømhed, Mia viser sin datter, ikke rækker til Elenas børn. Skønne Pearl bliver venner med den ene søn, men forelsket i den anden. Det bliver noget kludder, men konflikten er vedkommende og velspillet af de unge skuespillere.

Little Fires Everywhere er baseret på Celeste Ngs bestseller af samme navn. Den handler om strukturel racisme og privilegieblindhed, foruden en masse andre komplicerede emner: moderskab, adoption, seksualitet, familieforhold med mere.

Det er meget på otte afsnit, men der er en velsignet ro, og serien tager sig tid til at lære navnlig Mia og Elena at kende. Også det, der ulmer og ryger inden i dem.

Reese Witherspoon er perfekt som Elena, der nærmest er en moden udgave af Elle Woods fra Legally Blonde-filmene. Hun er irriterende perfekt, når hun spænder vægte om anklerne om morgenen, inden hun vækker huset. Hun forbereder morgenmad og frokost i forskellige farvetemaer, og om aftenen måler hun præcist 400 ml hvidvin af.

Elenas forstadsliv signalerer orden og overskud. Hun er en lyttende og omsorgsfuld kone, veninde og mor. Sprudlende, skarp og sød.

Mia er ikke sød. Det kræver et overskud, hun ikke har. Og det spændende ved serien er, at man får sympati for hende alligevel.

Kontrasten mellem den sorte og hvide kvinde er voldsom, og man ser dem især, når deres situationer spejler sig. Som da Elena på et tidspunkt overnatter i sin bil. Hvad der er ydmygende for den ene, er normalt for den anden.

”Du tog ikke gode valg, du havde gode valg,” siger Mia til Elena – og det er en vigtig pointe.

For det kan godt være, at både sorte og hvide unger kan gå på den velrenommerede high school, men Pearl får ikke lov at tage matematik på højniveau. Officielt fordi skolen ikke kan vide sig sikker på hendes evner, når hun har gået på flere skoler. Uofficielt fordi hun er sort.

Reese Witherspoons produktionsselskab – der også står bag succesen Big Little Lies – sikrede rettighederne til bogen, allerede inden den udkom. Med underholdning som våben kæmper Witherspoon for kvinder og diversitet i medierne.

Som seer sidder man lige og tjekker sine egne privilegier og føler sig utilpas. Serien foregår i 90’erne, men alle emnerne er uhyggeligt aktuelle, og det er nok pointen. Vi har ikke rykket os meget i 30 år. Måske tværtimod?