Biografanmeldelse
22. apr. 2015
Limbo
Limbos stærkeste kort er dens evne til at levere billeder og situationer, der hænger ved, længe efter filmen er ovre. Foto | German Film and Television Academy

Limbo

Anna Sofie Hartmann debuterer selvsikkert og selvsmagende med et bittert, men fascinerende portræt af Udkantslolland.

Af Niels Jakob Kyhl Jørgensen

En flok gymnasieelever fra Nakskov går akavet rundt og rundt mellem hinanden og øver de samme replikker fra den græske tragedie Antigone. Beretningen om en kvinde, der går til grunde i forsøget på at skaffe sin bror en værdig begravelse.

På byens sidste fabrik læsser traktorerne deres sukkerroe-last af i lange, statiske indstillinger.

Senere diskuterer eleverne halv-heftigt kønspolitik, mens deres unge lærer stikker til dem: ”Hvem er det stærkeste køn?” ”Kvinden”, er selv drengene enige om.

Og hvad betyder så det, kan man passende spørge sig selv om.

Scenerne præsenteres som mere eller mindre usammenhængende, men stærkt betydningsladede hverdagsfragmenter. Og den spillefilmdebuterende instruktør Anna Sofie Hartmann giver ikke mange ledetråde, når det gælder om at lure hvilken betydning.

I Limbo behandles historien perifert som en abstrakt størrelse, der af og til binder to fragmenter sammen. Det bliver til et fremmedgørende portræt af en provinsby med det ene ben i graven – et samfund i limbo.

Metaforen gælder naturligvis særligt for de unge lollikker på den opreklamerede tærskel til voksenlivet. I hjembyen har de ikke udsigt til andet end at arbejde på sukkerfabrikken, byens industrielle livline.

Men den rammer også plet på den nytilflyttede Karen, der underviser på gymnasiet og udfylder fritiden på må og få uden noget nævneværdigt socialt liv.

Den fåmælte 3.g’er Sara nærmer sig hende forsigtigt. En aften kommer eleven forbi læreren i en brandert og erklærer bramfrit, at hun er forelsket. Karen sårer hende dybt med et velmenende pædagog-svar: ”Det tror jeg ikke.”

Konsekvenserne af sammenstødet udspiller sig mestendels, når kameraet ikke kigger med. Og klimakset er et af dansk films vel nok mest henkastede skildringer af en tragedie.

Hartmann lægger en distanceret stil for dagen, der låner sin kølige, nærmest uinteresserede observationsskildring fra filmskabere som Michael Haneke og Gus Van Sant. De melankolske eksistenser undersøges som insekter i et mikroskop – ikke som enkeltindivider, men som del af et indelukket mikrokosmos.

Miljøbeskrivelserne tildeles lige så meget vægt som karaktererne, og hver handlingsstreng er rundhåndet polstret med trøstesløse stemningsbilleder fra omegnen, der overlader det til tilskueren at associere frit på egen hånd.

Når denne tilgang rammer plet, skyldes det især fotograf Matilda Mester, en selvsikker billedkunstner, der forfølger handlingen på afstand i diskret dragende kompositioner.

Distancen til trods er filmen en æstetisk nærværende oplevelse, der virker inciterende i sit brud med konventionerne.

Dertil kommer nøje afmålt naturalisme fra de to hovedrolleindehavere, Annika Nuka Matthiasen som Sara og særligt Sofia Nolsøe Mikkelsen som Karen, der ubesværet mestrer kunsten at sige meget med lidt.

Hartmann får sin hjemstavn til at fremstå lige dele eksotisk og sørgeligt velkendt – en gymnasium-by i Udkantsdanmark hvorfra intelligente unge søger i storby-eksil, så snart de kan komme til det.

Sådan gjorde hun også selv. Hun er også barn af Nakskov, men tog først til Den Europæiske Filmhøjskole og senere til Berlin, hvorfra pengene til Limbo kom.

Det gør portrættet personligt, men også nådesløst bittert. Og det målrettede fokus på provins-tristesse, hvor den eneste adspredelse består i våde byture på bodegaer med plasticmøbler, er ensidigt og trættende i længden.

Men at Hartmann nægter at gøre knæfald for tilskueren ved at gøre sin film mere lettilgængelig, vidner om en kunstnerisk integritet, der er klædelig for en debuterende instruktør. Så indfinder nuancerne sig måske senere.

Titel:
Limbo

Land:
Tyskland, Danmark

År:
2014

Instruktør:
Anna Sofie Hartmann

Manuskript:
Anna Sofie Hartmann

Medvirkende:
Annika Nuka Mathiassen, Sofia Nolsøe Mikkelsen

Spilletid:
80 min.

Premiere:
Cph Pix 2015

Relevante artikler

Cph Pix
09. apr. 2015
Eliten

Eliten

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
21. juli 2026
The Invite

The Invite

festivalanmeldelse
18. maj 2026
Tangles

Tangles

festivalanmeldelse
14. maj 2026
Teenage Sex and Death at Camp Miasma

Teenage Sex and Death at Camp Miasma

Biografanmeldelse
16. apr. 2026
I Was a Stranger

I Was a Stranger

Nyhed
28. juli 2026
Alle vil se den trojanske giraf

Alle vil se den trojanske giraf

Christopher Nolans filmatisering af et over flere tusind år gammelt digt har vist sig som en overraskende provokation, der tilsyneladende omsætter debatten til billetsalg.

Nyhed
27. juli 2026
Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

venedig 2026
23. juli 2026
Hollywood vender Venedig ryggen

Hollywood vender Venedig ryggen

The Return
Dvd-anmeldelse
25. juli 2026

The Return

Aisha Can’t Fly Away
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Aisha Can’t Fly Away

Mārama
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Mārama

Amira
Boganmeldelse
22. juli 2026

Amira

Mest læste

Alle vil se den trojanske giraf
Nyhed
28. juli 2026

Alle vil se den trojanske giraf

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie
Nyhed
27. juli 2026

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

”Christopher Nolan ville være rasende”
Nyhed
15. juli 2026

”Christopher Nolan ville være rasende”

Ekko
Magasin · april 2026

Ekko #100

Intro