Lilo & Stitch

Lilo & Stitch hører blandt de filmtitler, der ideelt bør efterfølges af et årstal i parentes, så læseren ved, hvilken version, der menes.

Så ville man nemt kunne skelne mellem Disneys håndtegnede Lilo & Stitch (2002), om et rumvæsens udvikling fra asocialt, ondsulet skadedyr til elskeligt, velintegreret kæledyr, og genindspilningen Lilo & Stitch (2025), der fortæller præcis samme historie, men med realfilm og computeranimation.

Sidstnævnte er instrueret af Dean Fleischer Camp, som har vagt opsigt med en lang og et flere korte film med fællestitlen Marcel the Shell with Shoes On. Den lange i 2021 var et af animationsgenrens store, unikke mirakler, men trods en Oscar-nominering fik den ikke dansk biografpremiere.

Marcel-filmenes animerede hovedperson, en enøjet, beskoet konkylie i en verden af realfilmoptagelser, gjorde Dean Fleischer Camp til et oplagte valg som iscenesætter af den obligatoriske genindspilning af Lilo & Stitch udført med samme teknik.

Det er uheldigvis også et eksempel på en instruktør, der efter at have demonstreret vision og talent lader sig reducere til en anonym, fabriksansat Hollywood-hack. Det er hverdag i glitterbyen og således værd at nævne, men ikke at dvæle ved, da det næppe står til at ændre.

Mere interessant er det at fokusere på forskellene mellem de to Lilo & Stitch-film.

Originalen er absolut overlegen, men begge er sjove og gribende film med et velfungerende, stort set identisk plot og persongalleri. Handlingen foregår i Hawaii med Elvis-sange, surfboards og hula-dans. Alt er energisk, og tiden flyver af sted. 

Forældreløse Lilo spilles i den nye af syvårige Maia Kealoha, og storesøsteren Nani af Sydney Agudong, mens Tia Carrere, der lagde stemme til Nani i tegnefilmen, dukker op som socialrådgiver.

To cg-animerede rumvæsner dukker op på jagt efter den forsvundne alien Stitch og camouflerer sig som mennesker, hvorefter de spilles med slapstick-humor af Zach Galifianakis og Billy Magnussen.

Tegnefilmens ene instruktør Chris Sanders lægger stemme til begge versioner af Stitch. I kontrast til de kiksede cg-dværge i Disneys nye Snehvide-genindspilning er den nye Stitch en gennemført livagtig og velfungerende figur.

Med sin anarkistiske adfærd synes Lilo øremærket til anbringelse på en døgninstitution. Det bliver ikke bedre, da hun får opbakning fra Stitch, som af samme årsag er på flugt fra sine egne. 

Alligevel holder man instinktivt med Lilo og storesøsteren over for de sociale myndigheder. Begge film idealiserer familien som det, der gør livet værd at leve, så hvis man ikke selv har en familie, kan deres budskab føles nedladende. Skrev den familieløse anmelder …

Dermed nåede vi til malurten i bægeret. Hvor tegnefilmen udfolder et smukt stiliseret Hawaii med unikt designede karakterer, går noget af sjælen tabt i kombinationen af live-action og computeranimation.

I sammenligning med originalen ligner den nye Lilo & Stitch en konventionel og billigt produceret tv-film. 

Dette trods et budget på 100 millioner dollars. Som virker absurd i en tid, hvor sociale medier flyder over med AI-genererede billeder og videoer, hvor tegninger via digital teknik på et sekund er ændret til fotorealistiske billeder eller omvendt. Uden at det koster fem øre at fremstille.

En filmproduktion som den nye Lilo & Stitch kan virke som et fortidslevn, en æras sidste salut.

Under pres fra strejkende skuespillere og manuskriptforfattere har Hollywood hidtil modvilligt afstået fra at inkorporere AI som en større del af produktionsprocessen.

Spørgsmålet er så, hvornår uafhængige producenter uden samme fagforeningsdikterede begrænsninger vil begynde at sprøjte AI-skabte film ud i biograferne. Og hvornår vi allesammen vil kunne gøre det.

Lilo & Stitch (2002) var en af Disney-studiets mest innovative og velfungerende animationsfilm siden Walts død i 1966. Lilo & Stitch (2025) er i et større perspektiv et forudsigeligt samlebåndsprodukt på grænsen til at være en teknologisk forældet kuriositet, men også en velfungerende film, som vil nå og glæde et stort publikum.