Life

En jordprøve fra Mars er på vej til Den Internationale Rumstation, ISS. Men noget er gået galt, kapslen er røget ud af kurs, og nu er specialisten Rory (Ryan Reynolds) gået ud på spidsen af rumstationen for at styre en robotarm, der kan fange pakken.

De resterende seks besætningsmedlemmer holder vejret, imens de følger missionen. Spændingen stiger, musikken buldrer derudad, ligesom kapslen, der er på vej med høj hastighed.

Men hvad nu, hvis du lige var i gang med at fiske en laber larve op fra slikposen i mørket og derfor havde misset de mere end overtydelige signaler om fare?

Bare rolig, manuskriptparret Rhett Reese og Paul Wernick efterlader ingen tvivl: ”Han er i fare derude!”

Men hvad så, hvis det ikke var en laber larve, men en af de dér kedelige lakridser, og din koncentration igen måtte forlade lærredet?

Reese og Wernick svigter ikke: En mekaniker begynder febrilsk at trykke på en masse knapper, mens den kvindelige kommandør lige slår situationens alvor fast med syvtommersøm: ”Rory udsætter sig selv for stor risiko!”

Og sådan fortsætter Life ellers med at forklare hver evigt eneste scene i replikker, gerne i forsinket tempo efter handlingen har udspillet sig. Hvilket kan undre, da Rhett Reese og Paul Wernick ellers havde godt styr på både snappy replikker og meta-lag i den humoristiske Deadpool.

I Life forfalder de og den svenske instruktør Daniel Espinosa (Snabba cash) til en omgang generisk sci-fi-gys. Hvad værre er, så forsøger de at kopiere genrens mesterværk Alien, og det gør man ikke ustraffet.

Jordprøven viser sig at indeholde en organisme, der ligner en geleagtig søstjerne, som en folkeskoleklasse på Jorden døber Calvin. Der er en ualmindeligt god wi-fi-forbindelse deroppe i rummet, så den asiatiske mekaniker kan også lige nå at følge sit barns fødsel på iPad’en.

Det skal så åbenbart tjene som grund til, at han senere tager en umanerligt dum beslutning. Ligesom alle de andre besætningsmedlemmer også gør.

Selv en begavet skuespiller som Jake Gyllenhaal kommer til kort, når han skal forsøge at spille skræmt over for det lille bløddyr Calvin, der lig monsteret i Alien godt kan lide at suge sig fast til menneskers hoveder for derefter at spise dem indefra.

Calvin slipper væk fra laboratoriet op i ventilationsskakten, og ligesom i Alien kan de følge Calvin som en lille, rød prik på et kort. Det tager dog et stykke tid, før de ikke videre intelligente forskere kan regne ud, hvad de kan bruge det til.

De stirrer på kortet: ”Han må have slugt senderen på Derrys ben.”

Gyllenhaal, der spiller den mest erfarne og klogeste videnskabsmand på holdet, kigger et øjeblik ned i jorden, inden hans ansigt lyser op i et smil: ”Vi kan spore ham!”

Life læner sig så meget op ad mesterværket fra 1979, at det grænser til plagiat. Der er scener taget direkte fra klassikeren, som nogle måske ville betegne som en homage. Men når resten af plottet også følger forgængeren, kan hensigten diskuteres.

Alt, hvad der fungerede så godt i Ridley Scotts udødelige sci-fi-gyser, falder til jorden i Life. Man får aldrig fornemmelsen af en sammentømret gruppe. Ingen af skuespillerne kan stille noget op med de klodsede replikker. Søstjernen Calvin vokser aldrig op og bliver til det skræmmende monster, han så gerne vil være.

Der opbygges aldrig en stemning.

I stedet veksler man mellem kvalmende stryger-sødsuppe, hvor et besætningsmedlem skal stirre ud i intetheden og recitere floskler fra en børnebog, og chokeffekter, hvor personer, vi intet har investeret i, bliver dræbt på forskellig vis.

Det eneste gode ved Life er, at man får lyst til at gense den næsten 40 år gamle Alien. Og det kan man jo passende gøre inden maj måned, hvor det nyeste skud på stammen, Ridley Scotts Alien: Covenant, har premiere.