Life of Pi

”Du skal nu høre en historie, der vil få dig til at tro på Gud!”

Nej, tak, svarer min ateistiske sindelagskontrol et par minutter inde i den taiwanesisk-amerikanske instruktør Ang Lees filmatisering af Life of Pi. En roman, der i en småhurtig vending kan beskrives som Noahs Ark, der sejler på visit hos Robinson Crusoe.

Men som ifølge forfatteren selv, Yann Mantel, er inspireret af en anden, brasiliansk roman om en mand fanget på åbent hav i en redningsbåd med en panter. Hovedpersonerne i Life of Pi, der i 2002 modtog Booker-prisen, er til sammenligning den 17-årige dreng Piscine Moliter Patel – også kaldet Pi – og en bengalsk tiger, der overlever et skibsbrud og 227 dage på en redningsbåd i Stillehavet.

Dengang bogen udkom, lød den som en svulstig omgang allegorisk new age på vældig gamle flasker. Samme fornemmelse bliver genopfrisket med filmens løfte om en religiøs åbenbaring. Men nej. Life of Pi har hverken vækket gudsfrygt eller tro hos denne anmelder. Ang Lee har nemlig heldigvis undgået de værste eksistentielle faldgruber, når temaer som religion og sekularisme, mennesket og dyret, fantasi og rationalitet sættes under lup.

Instruktøren, der har været fire år undervejs med filmen, bevæger sig på en knivsæg, men trækker stikket hjem med et sansebombardement i 3D. Den får én på skralden allerede i filmens intro fra en zoologisk have i Indien, hvor zebraer, fugle og aber i stærke farver og lyde giver forsmag på den teknik og intensitet, der skal få én til at overgive sig til den magisk-realistiske og fantasifulde historie.

I Canada møder en lettere skriveblokeret forfatter den karismatiske inder Pi, der som eneste overlevende fra et skibbrud fortæller sin historie i et langt tilbageblik. Om den bengalske tiger Richard Parker. Om hyænen, zebraen og orangutangen, der ikke overlevede fødekæden i redningsbåden. Der bliver sat dramatiske billeder på ulykken, hvor hans familie, de fleste dyr fra deres zoologiske have i Indien og besætningen på et japansk fragtskib forliser på turen fra hjemlandet mod en ny fremtid i Canada. Og før det og med humoristisk bagklang beskrives opvæksten i en sekulær familie, hvor Piscine Moliter Patel, der er opkaldt efter en offentlig parisisk svømmehal, flirter med tro i diverse afskygninger: hindu, kristen, katolik, muslim – you name it – og som årene går, ryger der også en smule lekture af Camus og Dostojevskij indenbords.

Det er udgangspunktet for den eksistentielle rejse, Pi ser tilbage på. Men er den sand? Eller er det en overlevelsesstrategi? Er han i virkeligheden tigeren, der har slået sin mor og de andre fra besætningen ihjel på redningsbåden? Det er spørgsmålet, der står hen i det uvisse. Og heldigvis for filmen vælger Ang Lee ikke at tage parti for hverken den ene eller anden fortolkning.

Derimod er der fuld valuta for pengene, når det gælder de tekniske, moderne tigerkræfter i 3D og ikke mindst det imponerende computerskabte arbejde, der får tigeren Richard Parker til at fremstå virkeligere end ja … en virkelig tiger.

Life of Pi er et eminent arbejde på de tekniske fronter, og den fotografiske detaljering gør, at man glemmer alt andet end at overleve de 227 dage med Pi. Og netop lader store tanker om tro og tvivl fortone. Life of Pi er 58-årige Ang Lees tekniske svendestykke og hands down for manden, der aldrig gentager sig selv.

Med film som Spis drik mand kvinde, The Ice Storm, Tiger på spring, drage i skjul og Brokeback Mountain har han bevist sin særegne åbenhed for tankegods og virkemidler i både europæisk, asiatisk og amerikansk filmtradition.Med Life of Pi har han gjort det igen.

Du skal nu se en film, der vil få dig til at tro på Ang Lee!