Life Itself

Da dokumentaristen Steve James brød igennem med mesterværket Hoop Dreams, kæmpede den legendariske filmkritiker Roger Ebert for at få filmen ud til at større publikum. Han kvitterede med topkarakter og ordene:

”Den tager os, ryster os og får os til at tænke på verden omkring os på nye måder. Den giver os en følelse af at have rørt ved selve livet.”

Man forestiller sig, at Steve James så titlen på Eberts selvbiografi fra 2011, Life Itself, og følte et kald. Han gik i gang med at forberede en filmatisering, som skulle følge bogens struktur og skabe et portræt, der på én gang er udleverende, opløftende og inspirerende.

Et ambitiøst projekt, men heldigvis står evnerne mål med ambitionen. Også selvom Eberts stadigt dårligere helbred og død af kræft i 2013 satte en brat stopper for hans medvirken.

I stedet støtter fortællingen sig til hans familie, kolleger og beundrere, gamle drikkekammerater og naturligvis hans egne ord fra bogen, og det giver et varieret og nuanceret syn på en mand, der ikke viger tilbage fra sine skyggesider.

På den ene side viser åbningsscenen en hyldestceremoni efter Eberts død. Tonen er respektfuld og varm, fortællingen er ubetinget en fejring af en af filmhistoriens bedste kritikere, hvis anmeldelser var toneangivende i næsten 50 år.

På den anden side tegnes der ikke et glansbillede af hans liv. I en mail til sin instruktør skrev Ebert selv, at filmen er nødt til at være sandfærdig: ”Det er ikke kun din historie.”

Vi hører om hans alkoholmisbrug, hans ærekærhed, egoisme og arrogance. Men også om hans udvikling, der opsummeres af en af hans venner: ”Han snuppede min taxa i New York, da jeg var gravid i ottende måned – sådan er han ikke længere.”

I de indledende scener møder vi Roger på hospitalet, og hans kamp mod sygdommen og sluttelig kapitulation fungerer som rammefortælling. Det er hele vejen fortalt med et glimt i øjet og en forkærlighed for gode og dårlige vittigheder.

Resten af filmen kortlægger hans liv og karriere med masser af gamle fotos og arkivmateriale. Elektrikersønnen bliver en ansvarsbevidst studenterredaktør og senere filmkritiker på en af Chicagos største aviser, hvor han som den første vinder en Pulitzer-pris for filmkritik.

I samme periode var han efter alt at dømme en selvforelsket alkoholiker, der hver aften holdt hof i en irsk bar og skrev halvpornografiske exploitation-film for Russ Meyer som nebengesjæft – Beyond the Valley of the Dolls og den endnu mere besnærende Beneath the Valley of the Ultra-Vixens.

En af vennerne forklarer Eberts fascination af genren: ”boobs.”

Han opnår hjemlig berømmelse som den ene halvdel af filmprogrammet Siskel & Ebert & the Movies, hvor han og kollegaen Gene Siskel diskuterer og ofte skændes om ugens premierefilm.

Som en kollega observerer, er tiltrækningen at se to stædige, midaldrende mænd overgå hinanden i godmodige nederdrægtigheder. Filmens mest underholdende indslag er fraklippene, hvor de mobber hinanden nådesløst.

Seertallet stiger for hver sæson, og deres karakteristiske ”Thumbs Up/Down”-vurderinger kan søsætte eller sænke en premierefilm.

Undervejs kæmper de for filmskabere som Errol Morris, Werner Herzog og Martin Scorsese, der i filmen taknemmeligt mindes Ebert.

Sine mange interviews til trods forfalder filmen aldrig til statiske talking heads-sekvenser, men laver begavede sidespring til relevant arkivmateriale. Ikke mindst takket være Joshua Abrams’ jazzede underlægningsmusik vækkes anekdoter og røverhistorier mesterligt til live.

I de sidste år af sit liv mistede Roger Ebert evnen til at spise, drikke, tale og gå. At dømme ud fra hans output betød det blot færre distraktioner: Han fortsatte uforknyt med at skrive nogle af branchens skarpeste, sjoveste og mest indsigtsfulde anmeldelser, foruden bøger og blogindlæg.

Det er Eberts stålsatte vilje og hans humoristiske og intellektuelle overskud, der udgør kernen i portrættet. Og det er værd at mindes.