Lever elsker savner

Rosemaries mor Katrine vil gerne holde en tale for hende til datterens femtenårs fødselsdagsfest. Lejligheden er fyldt med mennesker, men de to sidder på Rosemaries værelse.

Men det vil Rosemarie ikke have, og der ligger lidt mere bag modviljen fra fødselsdagsbarnet end det sædvanlige fnidder mellem mor og teenagedatter. Den unge pige har to gange i løbet af sit korte liv været ramt af kræft.

Første gang var Rosemarie blot et barn på fire år, og oplevelsen er frisk i hukommelsen anden gang, hun får kræft.

Instruktør Sine Skibsholt har tidligere behandlet svære emner. I 2017 vandt hun en Robert for sin gribende dokumentar Dem vi var.

Den handler om, hvordan en families liv bliver smadret, efter en blodprop giver manden en permanent hjerneskade.

I Lever elsker savner handler det igen om, hvordan en familie takler sygdom – særligt i relationen mellem mor og datter.

Publikum får det hele serveret gennem Rosemaries optik. Det er hende, Skibsholt har fulgt på nært hold med sit kamera.

Vi er med overalt. Inde på isolationsgangen, hvor pigen forbander sin mor langt væk, fordi faren har købt en forkert suppe.

”Hvorfor er mit liv sådan her?” spørger hun i afmagt ud i det sterile hospitalsværelse, inden hun beder Skibsholt om at stoppe med at filme. Hun vil bare gerne være en almindelig teenager med almindelige problemer.

Det er også derfor, vi hører Rosemaries fortællerstemme flere gange. Det er familiens historie, men set gennem pigens øjne.

Moren har begge gange taget datterens kræftforløb ekstremt hårdt. En ting er at skulle være en klippe, der konstant er der for sin datter. Noget andet er at skulle have overskud til at få en hverdag til at fungere bagefter.

Mønsteret gentager sig.

Så snart den umiddelbare fare er overstået, og der er nogenlunde ro på, ryger Katrine ned med stressagtige symptomer. Energiforladt ligger hun ifølge Rosemarie i sengen dagen lang.

”Jeg er skuffet over, at du er statskassenasser. Jeg er skuffet over, at du ikke kan tage dig sammen i dit liv, ligesom alle andre mennesker ka’. Og jeg er skuffet over, at jeg er klogere end dig. Du er et ret forfærdeligt menneske,” er blot nogle af de ting, som moren får slynget i hovedet med en indignation og overlegenhed, som kun en teenagepige kan præstere.

I små momenter åbner moren sig op. Hun fortæller, hvordan hun og resten af familien har taklet de to sygdomsforløb. Og her skinner Skibsholt geniale valg med at lade Rosemarie være filmens stemme virkelig igennem.

Det havde været nemt at forfalde til at blive i hele familien, men ved (næsten) hele tiden at blive med Rosemarie, rammer nogle udsagn desto hårdere.

I bil på vej til psykologen har mor og datter for gud ved hvilken gang en diskussion. Fra at handle om lillebroren og hans håndtering af sygdomsforløbet munder det ud i det, som Rosemarie har savnet hele tiden, nemlig en mor, som er der for hende.

”Du talte ikke med ham hver dag, du sad ikke med ham hver dag, og du var der ikke,” siger Rosemarie anklagende.

”Nej, jeg var med dig,” lyder svaret, som får lov at hænge hjerteskærende lang tid i luften. Datteren har svært ved at sætte pris på morens indsats, og det er sådan nogle situationer, der sætter tårekanalerne på overarbejde.