Les Revenants – sæson 2

En serie om overnaturlige mærkværdigheder i kølvandet på dødsfald i en mindre, pittoresk bjergby.

Det lyder som David Lynch’ uforlignelige Twin Peaks, men det er også en kort beskrivelse af franske Les Revenants, som er skabt af Fabrice Gobert.

Til forskel fra den amerikanske nyklassiker udspiller Les Revenants sig ikke i en absurd verden, hvor en bagvendtsnakkende dværg og en hjælpsom kæmpe kigger forbi.

Den franske serie forsøger sig med en realistisk skildring af, hvordan mennesker reagerer på det umulige. Afdøde vender pludselig tilbage til byen, som om intet var hændt, og de pårørende bakser med at forstå det.

De tilbagevendte agerer fuldstændigt, som før de døde, og det skabte i første sæson en sjældent set nuanceret skildring af zombier.

Trods et lille dyk i niveau er anden sæson også et dragende bekendtskab. Har man endnu ikke set første sæson, bør man ikke læse videre. For det er umuligt at beskrive hændelserne i anden omgang af Les Revenants uden at afsløre begivenheder fra første.

Anden sæson begynder seks måneder efter, at de levende døde trak sig tilbage fra de almindelige bjergbyboere for at leve som en gruppe. Der er stadig en enorm pulje af ubesvarede spørgsmål, og Les Revenants kræver tålmodighed. Præmissen til trods er her bemærkelsesværdigt få chok, ustyrlige følelsesudbrud eller opklarende dialoger.

Serien bevæger sig langsommeligt fremad i et så velkonstrueret univers, at tempoet virker hypnotiserende fremfor søvndyssende. Skotske Mogwais magiske soundtrack akkompagnerer fornemt de dunkellækre billeder, der har samme kølige, blå farvetone som et ligs hud.

De levende døde flytter til en forladt bydel på den anden side af den oversvømmede flække. Flashbacks viser, at det ikke er første gang, bjergbyen har den slags problemer. For 35 år siden brast den store dæmning, og mange druknede. Det er især disse, som nu går igen.

Militæret arbejder sammen med gendarmerne om at beskytte byen, og de søger forgæves efter rationelle svar.

Den lille dreng Victor (Swann Nambotin) synes stadig at være den vigtigste nøgle til de mange gåder. Han er blevet højere og en kende ranglet, hvilket blot øger hans uudgrundelige fremtoning. Han kan ligne en bugtalerdukke, og det bliver ikke mindre uhyggeligt, når han begynder at kreere fatalistiske tegninger, der illustrerer andres dødsøjeblik.

Adèle (Clotilde Hesme) blev gravid i første sæson. Faren er en af de tilbagevendte, adonistypen Simon (Pierre Perrier).

De levende døde er derfor meget interesserede i hendes graviditet, der bliver lige så mareridtsplaget som Judiths i Riget og Rosemarys i Polanskis film. Da barnet fødes, får han navnet Nathan.

Det er kun få tastefejl fra Satan.

Der introduceres også mange nye karakterer i anden sæson. Mens den rødskæggede molok Milan (Michaël Abiteboul), der både drages af mord og selvmord, bestemt er spændende, så ender mange andre som vankundige bønder i højere magters skakspil.

Det er en overordentligt svær disciplin at skulle forklare mystik. Amerikanske Lost er skrækeksemplet på, hvor galt det kan gå. Her punkteres enhver spænding med en usammenhængende skabelsesberetning og religiøse overtoner.

Så galt går det gudskelov ikke for Fabrice Gobert, når han mod slutningen af anden sæson må levere nogle svar. Men Les Revenants lider dog alligevel en smule.

Mange af de menneskelige zombier begynder at ligne den slags konventionelle, stavrende zombier, vi kender fra populærkulturen, og i grotterne under byen lurer det umenneskelige.

Det er en bøjning af den originale realisme, som ellers gør Les Revenants så fængende. For det synes bare mere interessant, når to unge blandt de levende døde får følelser for hinanden, og serien på den måde udforsker en romantisk udgave af nekrofili.