Les misérables

Det er en helt almindelig dag i Montfermeil. Den berygtede, parisiske forstad lå lidt ude på landet, da Victor Hugo lod noget af sin 1800-talsroman Les Misérables foregå dér. 

I dag er det dog en del af den franske hovedstads tæt befolkede østlige del. 

Stéphane kommer til som landbetjent og ny i distriktet. Han bliver sat ind i sagerne fra bagsædet af patruljevognen af sine to kolleger, Chris og Gwada. Politiet spiller urent trav, og truslerne lurer lige under overfladen, når den arrogante Chris fortæller sin nye kollega: ”Vi er ingenting uden sammenhold.” 

Luften er tyk af spænding, men i starten er der en form for kontrol. De forskellige grupperinger forsvarer deres plads i den urbane jungle. 

Den hovedsageligt sorte befolkning i ghettoområdet Les Bosquets, der blev centrum for kaos under optøjerne i 2005, bliver med hård hånd holdt i ave af en selvudnævnt chef.

Han kalder sig Borgmesteren og har skabt et modus vivendi med områdets narkohandlere. Men ikke med Det Muslimske Broderskab, der ledes af den selvgode kebabshop-ejer Salah. 

En bande stridslystne romaer er i Montfermeil med deres omrejsende cirkus, men en anden trussel er mere permanent og uforudsigelig. 

Områdets unge har endnu ikke valgt side i livet. De render rundt i gader og parker i evig bevægelse.

To af dem kickstarter dramaet i den tempofyldte film, da en temperamentsfuld ballademager stjæler en løveunge fra cirkusset. Og en ensom nørd fra et af højhusene i Les Bosquets opfanger med sit dronekamera noget, der kan blive sprængfarligt, hvis det går viralt.

Ladj Ly har baseret sin første spillefilm på historien fra sin egen kortfilm. Den sorte, franske instruktør voksede selv op i Montfermeil, og Les Misérables er på den ene side en intens action-thriller, der låner fra både Hollywood og Jacques Audiards Profeten.

Derfor er filmen et klogt valg som det franske bud på en Oscar-vinder i 2020. Men hele vejen igennem er der også noget andet på spil.

Filmen er en nysgerrig etisk undersøgelse af livet og værdierne i et område, som mere eller mindre er blevet ladt til sig selv af staten.

At smide en ung betjent med stærke principper ind i et spindelvæv af kollegernes korruption og tavsheder en velkendt idé – tænk bare på Training Day og en række andre film.

Damien Bonnards nuancerede præstation ændrer troværdigt Stéphane fra observatør til en handlingens mand. Han fremstår som fortællingens moralske kompas, men vores sympati for ham ændrer sig gradvist i en verden, hvor – som Gwada bemærker – ”alle er ligeglade”.

Gode betjente og onde betjente glider sammen på en kampplads, hvor ingen snakker med hinanden.

Og selv om den overordnede Chris er åbenlyst usympatisk med sin hverdagsracisme og sexisme, er han ikke uærlig, når han siger: ”Jeg er ligesom Miss Frankrig: Jeg vil bare have fred i verden.”

Måske er ærlighed og tiltro til reglerne en umulighed i et samfund, der er så ødelagt?

Droneoptagelser tilfører en visuel stil til filmen, som adskillige gange skifter mellem at vise handlingen på landjorden og i billeder fra luften. Sidstnævnte gør dog ikke noget for filmens klaustrofobiske stemning.

Luftbillederne leder tankerne hen på moderne krigsføring fra store afstande og overvågning af masserne, men man får ikke nogen fornemmelse af menneskelige får fanget i en krigszone.

Et pulserende elektro-soundtrack af det canadiske band Pink Noise holder hjerteslaget på højtryk. Det lyder til tider nærmest som blodets pumpen i øregangene.

Les Misérables knækker til sidst, fordi den voldelige slutning føles overdrevet. Men inden da har de første 80 minutter budt på rigelige mængder eksplosiv energi.