Leoparden

Da borte tog mulighederne for at filmatisere Marcel Prousts hovedværk om den svundne tid, kastede den store italienske instruktør Luchino Visconti sig over franskmandens elev, Giuseppe Tomasi di Lampedusas roman Leoparden.

Det blev til et mesterværk, som under samme titel havde premiere i 1963. En kongenial filmatisering, hvor Visconti forvandlede Burt Lancaster i hovedrollen som fyrsten Salina til andet end en akrobatisk, amerikansk filmstjerne. Alain Delon gjorde hans nevø til andet end en tough pariser, mens Claudia Cardinale brillerede som kokette Angelica i kaskader af crepe de chine.

Ganske vist fulgte filmen ikke romanen til dens bitre slutning, men Visconti viste klar sans for det episodiske design. Historien om Italiens samling, Risorgimento, i 1860’erne er stadier på fyrstens vej mod sardonisk selverkendelse: om at være en aristokrat, som ikke engang i sin dekadence formår at beholde værdigheden.

Alt må forandres for at forblive det samme, hedder det som credo i historien. Men det er en ironisk løgn. Klassekampen mellem aristokrati og borgerskab ender med aristokratiet som en smuk, men smalsporet taber.

Netflix’ serie Leoparden på seks afsnit er dobbelt så lang som Viscontis film på tre timer, men når ikke frem til romanens beske, desillusionerede slutning i 1910.

Romanen lagdelte labyrint af essayistiske sidespring – dets stykvise situationer – er blevet rettet ud til en fortløbende, kronologisk serie. Det er mere en siciliansk spektakulær Borte med blæsten end en italiensk udgave af På sporet af den tabte tid.

Fyrsten Salinas umiddelbare noget ferske datter, Concetta, som egentlig skulle være nonne, forelsker sig i sin fætter, den opportunistiske, men charmerende Tancredi.

Det er deres håbløse kærlighedshistorie, som bliver den røde tråd igennem serien. Og instruktøren Tom Shankland fortæller såre luksuriøst, ekstravagant og ødselt historien om tabte illusioner og skuffelser under skiftende tider.

Der er masser af dramatiske og hæsblæsende scener, mens nationalhelten Garibaldi forgæves forsøger at samle Italien til et homogent samfund.

Vi får hele to store baller med mænd i kjole og hvidt, kvinder i krinoline. Desuden vidunderlig valsemusik og operakor af Verdi, og seriens underlægningsmusik af Paolo Buonvino citerer sågar Viscontis komponist Nino Rotas smægtende toner fra spillefilmen.

Skotsk-italienske Kim Rossi Stuart, som faktisk ligner en yngre Burt Lancaster, er udmærket som fyrsten, der mere er til stjerner på himlen end samfundsforhold i skred.

Han er mere kynisk og sydlandsk opfarende end Burt Lancaster, der snarere artikulerede fatalistisk stoicisme og adelig verdenssmerte. Fyrstens kosmiske pessimisme, hans astronomiske stjernekig som skjult flugt fra sin klasses undergang, anes her kun sporadisk i serien.

Saul Nanni er den kække nevø Tancredi, ham med ordene om, at alt må forandres for at forblive det samme. Mindre karl smart end Alain Delons udgave, mere en sørgmodig pragmatiker end saglig playboy.

Deva Cassel – som ligner sin mor, skuespilleren Monica Bellucci – er dårende sensuel som opkomlingen Angelica, hvis ”lagner må dufte af paradis”. Men hun er i bund og grund sympatisk over for sin tabende rival Concetta, som serien har gjort til den kvindelig hovedperson. Benedetta Porcaroli gestalter romanens biperson til en tragedienne, der erkender, at jord og slægt er vigtigere end lidenskab og lykke.

Leoparden er gennemført flot og flamboyant. Sicilien har aldrig været smukkere med bjergtagende landskaber og grandiose saloner i prægtige barokslotte.

Det er en seværdig serie, som tydeligt gør opmærksom på, at den kun er baseret på Giuseppe Tomasi di Lampedusas roman. Puritanske fans af hans forfatterskab i almindelighed og Leoparden i særdeleshed vil måske rynke på næsen af Leoparden. Men på sine egne præmisser er serien seriøs underholdning.