The Leftovers

Det er ubarmhjertigt at bedømme en tv-serie på baggrund af ét afsnit.

De mange amerikanske serier, der skyder frem, er alle som en velspillede og lækkert produceret, hvilket som regel udelukker en karakter under middel.

Omvendt kommer der sjældent rigtigt skub i pilot-afsnittene, hvor præmissen og en stribe karakterer skal præsenteres. Derfor virker en topkarakter også lovligt frejdigt.

Det efterlader to-tre karakterer at jonglere med, og som regel lander man på det bekvemme firetal, der ikke ser for dumt ud, uanset om serien slår til eller fejl.

Det er også fristende at lave sådan en studehandel med HBO-serien The Leftovers.

Den har klare kunstneriske ambitioner, flotte billeder, fermt spil og en undertiden hypnotiserende stemning. Der kan sagtens bryde en rigtig god serie ud hen ad vejen. Spørgsmålet er bare, hvor mange seere der er tilbage til den tid.

Det første afsnit er i hvert fald temmelig tungt i sin enstrenget traurige tone. Det er forpinte, indolente mennesker, der sjosker omkring i en mørk, skyggefuld soveby med bedrøvede miner uden at sige eller foretage sig ret meget.

Det kan man godt blive træt af i længden.

Bevares, tristessen har sin årsag. Det er kun tre år siden den apokalyptiske skæbnestund, hvor to procent af Jordens befolkning sporløst forsvandt på ét og samme sekund (vi har blandt andre mistet Salman Rushdie, Jennifer Lopez, Pave Benedikt og Gary Busey).

Ingen har den fjerneste ide om, hvad der skete, men væk er de. Nu forsøger nogle af de efterladte at leve videre med sorgen som ledsager, mens andre har sluttet sig til ”Guilty Remnant”, en hvidklædt kult, der har aflagt tavsheds-ed og tolker ”The Sudden Departure” som Guds straf til de tilbageblevne og belønning til de forsvundne.

Det kreative ophav Damon Lindelof (medskaber sammen med Tom Perrotta, der har skrevet bogen, som serien er modelleret over) er en af mændene bag ø-mysteriet Lost. Efter seriens forkætrede finaleafsnit gentog han om og om igen, at den først og sidst havde handlet om karaktererne. De mysterier, som fansene savnede svar på, var i den store sammenhæng ubetydelige.

Det var ikke helt sådan, de fleste havde oplevet serien, men denne gang bliver der truttet rent: Personerne er i centrum.

De er trist til mode, og hvis det ikke fremgår af deres mutte miner, så hjælper det måske at spille de samme tungsindige tangenter igen og igen på lydsiden, at indhylle al elendigheden i skygger, eller at hovedpersonen knapper en øl op og banker sin albue ind i et gammelt familiebillede?

Pointen trænger ind, men skidespændende er det ikke i et skurrende, småprætentiøst og fremmedgørende pilot-afsnit, hvor de finere nuancer af skuespillet fortaber sig i skyggerne.

Apropos skuespillet, så spiller Justin Theroux op til sit bedste som hovedpersonen Kevin Garvey, en indestængt, forbitret lokal politisherif med bekymrede panderynker og livstrætte øjne. Med forstilt stoiskhed forsøger han at genoprette normaliteten i samfundet, mens han slås med sine egne problemer. De indbefatter en bortløben hustru og søn samt en klicheklæg teenagedatter. Det er en kompleks karakter med en masse snavs boblende under overfladen.

Der er også potentiale i Amy Brennemans umælende, splittede kult-medlem Laurie, men ligesom med Theroux’ karakter foldes potentialet kun delvist ud i første afsnit.

Fans af Lost skal ikke forvente mere af det samme.

Selvom The Leftovers er mindre hæsblæsende medrivende end Lost, er der dog visse ligheder at finde. Fatalismen og religiøsiteten er åbenlyse tematiske gengangere, og det primære interessefelt er det samme: menneskers sammenhold, eller mangel på samme, i ekstraordinære og katastrofiske omstændigheder.

Men der skal ske noget, hvis ikke The Leftovers hurtigt skal blive ramt af en boomerang: At også seerne, langt flere end to procent, vil forsvinde som dug for solen.