Leave the World Behind

Sam Esmail kan sin Quentin Tarantino.

Der er kapitelinddeling, der er ekspressiv billedkomposition, og der er ikke mindst en kamerakørsel, som kravler ind til en ultranær af Julia Roberts, idet hun siger: ”I fucking hate people.”

Det er næsten spild af Julia at caste hende til en film, hvor hun stort set ikke smiler.

Ikke desto mindre er hun perfekt som den mistroiske husmor Amanda, der sammen med familie og uvenner gennemlever et sandt mareridt i Leave the World Behind.

Amanda bor med sin mand i Brooklyn, men en weekend lejer de spontant et sommerhus for at komme lidt væk fra byen.

Allerede første aften dukker der imidlertid en fremmed op med sin datter og påstår at være husets egentlige ejer. De insisterer på at blive og sove, og selv om Amanda i sagens natur ikke kan nægte dem det, er hun sikker på, at de lyver om grunden til, at de er kommet.

Leave the World Behind har forholdsvis få karakterer for en film på over to timer, men den må siges mildest talt at være stjernebesat.

Amandas mand spilles af Ethan Hawke, og Mahershala Ali spiller husets måske ejer George. Der er sågar blevet plads til selveste Kevin Bacon i en rolle som dommedagsprepper.

Myha’la, der er så cool, at hun kan undvære sit efternavn, leverer en mindeværdig præstation som Georges datter Ruth, der ikke forpasser en eneste chance for at blotlægge subteksten i enhver samtale og mere end antyde, at Amanda er racistisk.

Samme aften som George og Ruth dukker op, forsvinder husets trådløse internet, kontakten til telefonnettet og fjernsynsforbindelsen. Sammen med seeren går det op for de to familier, hvor blindt, døvt og dumt det moderne menneske er uden WiFi.

Som filmen skrider frem, bliver det kun værre og værre.

Spændingsopbygningen er afsindigt velkonstrueret, og der støder flere og flere problemer til. Det er et studie i, hvilke spektakulære måder et moderne vestligt samfund ville køre af sporet uden kontrollen over internet- og satellitforbindelser.

I flere scener gøres deres desuden brug af mesterlig krydsklipning, som leder personer i forskellige situationer hen imod et fælles, foreløbigt klimaks.

Leave the World Behind foregår i et realistisk univers tilsat noget overnaturligt eller i hvert fald meget usandsynligt.

Dyrere opfører sig eksempelvis helt bizart, hvilket bidrager til undergangsstemningen, men de piller også en smule af realismen ud. Det gør universet større, idet man ikke ved, om den kraft, der smadrer alt, er menneskeskabt.

Scener fotograferes ofte ovenfra og sågar fra rummet – som for at gøre publikum opmærksom på den store indflydelse, satellitterne har på vores dagligdagsliv. Sammen med kollapset af hovedpersonernes verden bidrager det livlige kamera til en stemning af, at nogen eller noget overvåger hele situationen.

Det er lige før, Leave the World Behind får saboteret sig selv med sin uhyggeligt effektive opbygning. Der findes formentlig ikke en slutning, der kan udløse spændingen, som filmen skaber, men den slutning, der trods alt er, fungerer som punktum for historien.

Hvis Jenna Ortegas dans i Wednesday var et højdepunkt i 2022, har Netflix i år et godt modstykke: Julia Roberts og Mahershala Ali danser som midaldrende forældre akkompagneret af et af de mest lumre r’n’b-numre nogensinde, nemlig Nexts Too Close.

Et velkomment afbræk fra undergangen.

Leave the World Behind er en thriller, der arbejder på alle niveauer fra jump scares til eksistentiel grundangst.

Hvis internettet ellers virker, skal man give sig selv chancen for at finde ud af, hvad der er op og ned i historien om næsten helt almindelige mennesker, der udsættes for en banal hændelse eller selveste dommedag.