Lazzaro den lykkelige

Det er ikke kun journalister, der spørger hvem, hvad, hvor, hvorfor og hvordan. Biografgængere gør det samme. Det er ikke altid, filmskabere besvarer dem i den rækkefølge, men vi forventer i hvert fald temmelig hurtigt at have styr på hvor og hvornår.

Det får vi ikke i Alice Rohrwachers sære, uforglemmelige tredje film, Lazzaro den lykkelige, der fuldender og ophøjer den landlige magiske realisme, der gennemstrømmer hendes seneste film, Miraklerne.

Vi får kun at vide, at det er sommer, og at vi lader til at befinde os et sted på landet i Italien. På en stor, faldefærdig landejendom, der kaldes Inviolata (”urørlig”), plukker en gruppe fæstebønder tobaksplanter for en hoven aristokrat, la marchesa, totalt afsondret fra omverdenen.

Visse tegn på den moderne verden dukker op, særligt da la marchesa kommer på sommervisit med sin søn Tancredi, en rank, selvcentreret, afbleget byboer. Han har en Walkman og en klodset mobiltelefon, men kan det her virkelig være start-90’erne?

Koblingen mellem feudalisme og Motorola­-telefoner bliver forklaret, men inden da har Alice Rohrwacher allerede diskret ført os ind på et tåget overdrev mellem fabel og folkeeventyr. Her besvares hvor og hvornår måske bedst med hvorsomhelst og nårsomhelst.

Det er Lazzaro, en ren og enkel sjæl, der mest tydeligt udstråler denne tidløse kvalitet.

Han bevæger sig omkring ved at læne sig forover med armene hængende ned langs siden. Ttil tider får han katatoniske anfald, og så udnyttes han af sin familie lige så groft, som de bliver udnyttet af la marchesa.

Med sit uskyldige, simple ansigt kunne han hurtigt blive irriterende, men der er en ynde i portrættet, som gør ham troværdig. På autismeskalaen ligger han vel i nærheden af Aspergers, men i filmen er han en slags helgenagtig dåre, hvis tankeløse uskyldighed forundrer, charmerer og foruroliger de folk, han møder.

Filmen springer pludselig frem i tid omkring halvvejs for at følge bønderne mange år senere, hvor de hutler sig gennem tilværelsen med småsnyderi og småtyveri i udkanten af en unavngiven storby.

Lazzaro dukker også op og bliver øjeblikkeligt hilst som et helligt gespenst af Antonia (hun spilles af instruktørens søster Alba Rohrwacher), der var en teenagemor på Inviolata, sidst hun så Lazzaro. Men ingen andre synes at være specielt imponerede, allermindst hendes nye partner og hendes søn, selv om hun får dem tvunget ned på knæ foran denne ”Lazarus”, der er vendt tilbage fra de døde.

Genistregen i Lazzaro den lykkelige er måden, hvorpå filmen sammenfletter en virkelighedsnær historie om udnyttelse, modgang og kynisme med mirakler, skrøner, plantekendskab og magiske visioner.

Hvis bibelhistorier som flugten fra Egypten glimrer lige under overfladen, så mærker man også de franske chansons de geste: fortællinger om skinnende riddere, smukke ungmøer og onde troldkarle, som middelalderens og renæssancens poeter spandt for at pynte på et skamfuldt mordtogt: korstogene.

Alice Rohrwacher favner også både samvittighedsløs udnyttelse og eventyrlig fantasi.

Den talentfulde franske fotograf Hélène Louvart skaber lysfagre, flydende billeder, der er en ren fryd. Sammen med Alice Rohrwacher skaber de en sælsom oplevelse et sted mellem intimitet og fremmedgørelse, mellem nære, håndholdte indstillinger og fjerne, statiske optagelser, der giver indtryk af en guddommelig distance til den menneskelige fejlbarlighed.

Lazzaro den lykkelige er allerbedst, når den lader sig rive med af karakterernes og begivenhedernes stilfærdige strøm. Og værst i en slutscene i en bank, hvor allegorien overtrumfer troværdigheden.

Men først og fremmest er den en af de seneste års mest originale film og en oplevelse, man bør unde sig selv.