A Late Quartet

Mig bekendt betyder det at spille andenviolin det samme på de fleste sprog, nemlig ikke at være i første række eller nummer ét.

Inden for klassisk musik og især kammermusik er andenviolinen dog det vigtige, akkompagnerende bindeled mellem de øvrige strygere og førsteviolinisten.

I A Late Quartet har Robert i 25 år været denne violinist nummer to i den verdensberømte kammermusik-kvartet The Fugue. Men da en anden i ensemblet, Peter, fortæller de tre andre, at han agter at trække sig ved næste sæson på grund af Parkinsons-syge, skal der findes en erstatning, et nyt medlem og muligvis en ny stil.

Og det får Robert til at fortælle de to andre medlemmer – hans kone Juliette og vennen og studiekammeraten Daniel – at han også gerne vil spille førsteviolin en gang imellem. Det er en tanke, der er blevet antændt af en konversation med en underskøn kondiløber og flamencodanser, som han får et fatalt fuldemands- og engangsknald med, skuffet over, at ingen synes, at hans drømme om at spille etteren er nogen særlig god ide.

A Late Quartet er på alle måder dét, en anden filmanmelder har kaldt for en voksenfilm. Borte har taget biljagter, blondiner og bazookaer.

I stedet får man her alle de eksistentielle emner fra livets store katalog, vendt og drejet i lyset af alderdommens kommen og tidens tand, følelsernes flygtighed og tilværelsens ulidelighed.

Det handler om dumme voksne, som opfører sig som børn, men bliver irettesat af et voksent barn i form af Robert og Juliettes violinspillende datter Alexandra, der måske kan få spændt strengene, så kvartetten lever videre.

Filmen er første spillefilm af Yaron Zilberman, der i 2004 stod bag den roste dokumentar Watermarks om jødiske svømmepiger i 30’ernes Østrig. Hans film om kvartetten, der er i færd med at sprænges på grund af sygdom, sidespring og diskussioner om, hvordan Beethovens opus 131 skal spilles, er da også en meget europæisk historie optaget i et ualmindelig smukt og snedækket New York.

Det er bogstaveligt et kammerspil, og selvom intrigen spindes i Woody Allens metropol, er vi i anslag nærmere Ingmar Bergman end denne hans amerikanske elev.

Filmen er totalt humorforladt og blottet for ironi. Livet er kort, og kunsten er lang, og musikere må som alle kunstnere lide den skæbne aldrig at kunne leve som normale (små)-borgere. Det er for så vidt en ældre romantisk og småarrogant banalitet, men Zilbermans bagatel bæres igennem af gnistrende gode skuespillere.

Christopher Walken må komme i Oscar-betragtning som gruppens Parkinsons-ramte oldermand. Philip Seymour Hoffman og Catherine Keener spiller smerteligt ægteparret, som kanske kun kan spille sammen i velklang uden for murene. Mark Ivanir er tilpas sinister og skrydende som klikens ungkarl og kontrolfreak.

Men allerbedst er den britiske skuespiller Imogen Poots som datteren, der har ben i næsen, når hendes forældre bliver til bløddyr. Hendes spil på en ung piges seksuelle sårbarhed, hang til perfektionisme samt en besynderlig, sofistikeret indsigt i prisen på jordbær og andre jordiske fænomener er rørende og facetteret.

Hun minder om Woody Allens gammelkloge, musicerende purunge kæreste, spillet af Mariel Hemingway, i mesterværket Manhattan.

A Late Quartet er et sympatisk amerikansk forsøg på at dreje en europæisk talefilm a la Rohmer og Bergman. Som så ofte før med den slags ender det i en skrækkelig sentimental konklusion uden den dialektiske distance og elegance som på vor side af Atlanten. Men det er sådan set eneste mislyd og falskspil i en ellers seværdig film.