Last Year in Utopia

Det begynder faktisk utroligt tillokkende. Et tåget skovlandskab. Det ligner noget, der er uægte, en skov lavet af skum og pap.

Så ser man en kvinde. Hun går rundt i en skov – nu er det en rigtig skov – fulgt af et kamerahold. Hun taler om, at det er mærkeligt, at man ikke kan se noget længere. At bygningerne ikke har efterladt aftryk. Hun frøs altid.

Som tilskuer begynder spørgsmålene at hobe sig op: Hvad har hun oplevet der? Det lyder, som om det ligger mange år tilbage. Måske har det været en slags børnehjem.

Så ser man andre mennesker. De taler også om stedet. Om indhegning. Ensomhed. Overvågning.

Det lyder traumatisk.

Der er også noget med folk, der står uden for hegnet og gerne vil ind, mens dem indenfor bare gerne vil ud. Så er det nok ikke et børnehjem …

Pludselig begynder der at optræde mennesker i hvidt joggingtøj. De er også pudret hvide i ansigterne. Og så har de et stort bogstav på trøjen. Der bliver krydsklippet mellem et ”normalt” menneske og et hvidt menneske. Alt det, kvinden fortæller, bliver genfortalt af ”L” i hvidt.

Jeg ser ”heldigvis” Last Year in Utopia via presselink og kan derfor stoppe op og se dialogen forfra. For jeg blev så perpleks over hop fra person til person, at jeg ikke forstod, hvad der egentlig blev sagt.

Havde jeg siddet i biografen, havde jeg ikke haft den mulighed.

Ikke at det hjælper mig særligt meget at se det igen. Men jeg begynder dog at forstå, at det handler om et tysk reality-show. Deltagerne skulle skabe et samfund.

Det er noget med, at femten mennesker vil skabe et nyt samfund. Men hvad var deres benspænd, hvad var præmissen?

Der er også noget med penge. Folk i hvidt nævner et beløb. Bliver chokerede – har de betalt for at få lov at være med? Eller hvad foregår der?

Hen mod slutningen finder man ud af, at showet brød sammen. Men hvorfor det egentlig brød sammen, får man ikke at vide. De er utilfredse, da de får at vide, at de bliver holdt for nar og udnyttet via en sms fra en af deltagernes kæreste uden for murene.

En del deltagere forlod af samme grund programmet, men det var vist ikke dem alle. Var sms’en overhovedet ægte, eller var den ment som en test?

De ægte deltagere kigger på rekonstruktioner af deres samtaler. De griner. De græder. De kigger på et kamerahold, der filmer folkene i hvidt, mens de selv bliver filmet. Det er helt ulideligt meta.

Der er en fortæller i sort joggingsæt. Der er et par musikanter. Også i sort.

Skoven i begyndelsen var kunstig. Indimellem ser man optagelser af en kunstig bebyggelse lavet ud af hvidt pap. Det ligner sådan en model, man viser frem i skolen. Der står et hvidt menneske inde i huset. Der er en dør, som klaprer i en kunstig vind.

Bogstavet på de hvide menneskers trøje er forbogstavet på den person, de spiller. Var de ægte personer også navne-anonyme i programmet? For ellers giver det da ikke nogen mening at skjule deres navne, når de har optrådt i et landsdækkende tv-program.

Det er kunstgreb uden mening. Det forvirrer kun, det skaber ikke et nyt lag til kritik eller refleksion over reality-programmer og idealsamfund.

Og kender man ikke det oprindelige program, er man totalt fortabt.

Det kunne ellers have været en utroligt spændende tilgang til at skabe debat om utopi. Hvorfor kunne de ikke skabe et harmonisk samfund? Hvad har deltagerne lært siden? Hvilke ting ville de have gjort anderledes? Nogle af dem følte ikke, at de var sig selv, men hvad fik dem til at være anderledes?

Fordi jeg kan streame Last Year in Utopia, burde jeg måske se den igen. Det kunne være, at det gav mere mening anden gang. Men filmen, som af uransagelige årsager til hovedkonkurrencen på Cph:Dox, er så gudsjammerligt kedelig og opblæst, at jeg ikke har lyst.

Eksperimentet rejser mange spørgsmål, men man får stort set ikke svar på et eneste af dem. En af de mest ligegyldige filmoplevelser nogensinde.