Streaminganmeldelse
06. okt. 2023
Last Stop Larrimah

Da tilflytteren Paddy Moriarty og hans hund forsvinder fra Larrimah, er den australske flækkes resterende ti indbyggere alle mistænkte. 

Foto | Duplass Brothers Productions

Last Stop Larrimah

True crime-dokumentar om en mands forsvinden i et australsk minisamfund byder på Crocodile Dundee-agtigt persongalleri, men der sker for lidt.

Af Kristian Ditlev Jensen

Egentlig lyder det som opskriften på en fantastisk true crime-dokumentar. 

Det lille samfund i byen Larrimah i Northern Territory i det centrale Australien udgøres af bare elleve mennesker. Bosættelsen ligger helt ekstremt langt ude i bushen, så totalt isoleret, at en af indbyggerne i Larrimah afsætter ni timer i alt, når hun skal til frisøren.

Tre timer hver vej til den større by Katherine og ellers tre timer til at få sat håret og ”rende lidt rundt” i byen, når man nu endelig er der.

Af samme grund er Larrimah helt afhængig af sin pub, som både er vandingshul, posthus, hotel – og krokodilleshow, om end et lidt fesent ét af slagsen med kun én gammel, fed krokodille.

Indbyggerne er afhængige af hinanden. Eftersom adskillige er gamle og syge – flere har galopperende kræft – hjælper de hinanden hver dag. Men man er ikke så intime, uden at maskerne falder. Når alle kender alle, har alle også noget på alle. Og så kommer konflikterne.

De blev mest tydelige i december 2017, da ”nytilflytteren” Paddy Moriarty, der oprindelig kom fra Irland som helt ung, en dag forsvinder. Døren til hans hus er ulåst. Hundehalsbåndet ligger endnu på kommoden i entreen. Både Paddy og hunden Kellie er pist væk.

Det er en flot start på en mordgåde, som udfolder sig som en bartskærers grove obduktion af et enestående miljø. Den australske bush giver smukke billeder, og instruktøren har en fest med at flyve og filme med droner.

Vi lærer hurtigt indbyggerne at kende. Den ene er mere excentrisk end den anden. Måske skal morderen findes blandt byens nu ti indbyggere?

Er det pubejeren Barry, som i raseri har slået skallen ind på Paddy, siden parteret ham og brugt ham som foder til kælekrokodillen omme bag pubben? 

Er det Fran, der har et tea house med berømte kødtærter og som en anden Mrs. Lovett i historien om barberen Sweeney Todd har bagt Paddy ind i de mundrette serveringer?

Eller hvad med gartneren? Naboen Owen ordner Frans have og har en fortid som en lyssky, omrejsende personage, der blandt andet levede af boksekampe udkæmpet med de bare næver i såkaldte boxing tents – en omrejsende forlystelse, hvor lokale kunne udfordre et team af ”boksere” og betale for at få et par på skrinet.

Er der på Agatha Christie-vis andre mistænkte ud af de ti? Ork ja. Billy, som er Frans eksmand, hader hende af et godt hjerte og har købt et hus lige over for hendes, ”just to piss her off”. 

Til dette Crocodile Dundee-agtige persongalleri eller freakshow – tænk på Tiger King– skal man lægge det nærmest farceagtige i efterforskningen og pressedækningen.

Filmen lever i høj grad af halvsyrede nyhedsklip, der virker som decideret lokal-tv. Og interviews med nogle af de efterforskere, som efter mange dage endelig satte massivt ind. Der var mange flere politifolk end indbyggere, da Larrimah omsider blev belejret af betjente ogfrivillige i firehjulstrækkere og på motocrossere.

Filmens svaghed er fortællingen.

Fremstillingen er meget gentagende, og materialet ville, både i omfang og billedkvalitet, egne sig bedre til en tv-film på en times tid. Man ender med at kede sig bravt, imens man ser den ene grynede optagelse efter det andet med Paddy og hans hund fra dengang, hvor han levede og kørte rundt på sin ATV.

Man mistænker instruktøren for at være på det, som Australiens urbefolkning kalder for en walkabout. En vandring på må og få.

Titel:
Last Stop Larrimah

Land:
USA

År:
2023

Instruktør:
Thomas Tancred

Medvirkende:
Paddy Moriarty, Barry, Fran, Owen, Billy

Spilletid:
118 minutter

Premiere:
8. oktober på HBO Max

Relevante artikler

Serieanmeldelse
27. juli 2017
Room 104

Room 104

Top 5
12. juli 2017
Du­p­lass-​brød­re­ne

Top 5: Du­p­lass-​brød­re­ne

Fra samme skribent

Tv-anmeldelse
04. dec. 2025
Hvem passer på grisene?

Hvem passer på grisene?

Serieanmeldelse
01. dec. 2025
Valdes jul – Vintermiraklet

Valdes jul – Vintermiraklet

Serieanmeldelse
28. nov. 2025
Blossoms Shanghai

Blossoms Shanghai

Serieanmeldelse
24. nov. 2025
The Beast in Me

The Beast in Me

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Apple Tree Productions lukker
Nyhed
09. dec. 2025

Apple Tree Productions lukker

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten