The Last Stand

”I’ll be back,” er Arnold Schwarzenegger kendt for at love, og nu indfrier han løftet.

Efter otte år som Governator i Californien vender hantilbage til det store lærred med hovedrollen i The Last Stand, der er hans første siden 2003, hvor han igen spillede mere på musklerne end mimikken som dræberrobot i den tredje Terminator-film.

Med film som Commando, Predator – jagten er begyndt, Sidste udkald og Livsfarlig løgn var Arnold Schwarzenegger med til at definere den moderne actionhelt i 80’erne og 90’erne sammen med åndsfællerne Sylvester Stallone og Bruce Willis.

Mens Stallone også kastede sig ud i seriøse dramaer som Rocky og Rambo-filmen First Blood, og Willis skabte menneskelige og mindeværdige karakterer som Die Hard-seriens John McClane, holdt Schwarzenegger i langt de fleste tilfælde sig til samme actionformular i varierende universer.

Han gjorde det til sit storsælgendebrand at være den veltrænede soldat/agent/politimand, der ene mand besejrer the bad guys med kindheste, maskingeværer og de obligatoriske oneliners.

Det varemærke holder han fast i sin comebackfilm, The Last Stand, hvor han spiller Ray Owens, der efter en karriere hos politiet i Los Angeles nu er sherif i en lille amerikansk flække tæt ved grænsen til Mexico.

Tilfældigvis er byen afgørende for narkobaronen Gabriel Cortez’ plan om at flygte fra USA, og Ray bliver advaret af FBI om, at forbryderen er på vej, og at han skal blande sig uden om forløbet.

Det vil den ærefulde Ray selvfølgelig ikke være med til, og sammen med sit team af medhjælpere – herunder den lækre politikvinde, den fordrukne ekssoldat og den ansvarlige for byens våbenmuseum, sidstnævnte spillet med kikset komisk timing af Johnny Knoxville fra Jackass – tager de lokale sagen i egen hånd.

Alt forløber akkurat, som man forventer i The Last Stand, der fint passer på betegnelsen retro-action, som Ekkos Rikke Schubart kaldte undergenren i sin anmeldelse af A Good Day to Die Hard, som havde premiere i sidste måned.

Disse film skuer tilbage til de gode gamle 80’er- og 90’er-actionfilm, og det kan fungere, når man gør det til et bombastisk, ironisk udstyrsstykke, ja nærmest en event, som The Expendables-filmene med alle de gamle actionkoryfæer, inklusive Schwarzenegger.

Set i det lys er The Last Stand alt for selvhøjtidelig og uopfindsom. Der er ingen ironisk distance til løjerne, og man tvinges derfor til at tage alskens usandsynligheder alvorligt, som da Cortez slipper ud af de nonchalante og lettere uduelige FBI-folks klør ved, at hans fangevogn løftes ud af en konvoj med en kæmpemagnet. For ikke at tale om narkobaronens flugtfartøj, en superbil, der kan køre over 300 kilometer i timen, og som minder om noget fra overskudslageret fra en gammel James Bond-film med Roger Moore.

Arnold Schwarzenegger har tidligere haft næse for veltimede karriereskift – fra bodybuilder til skuespiller, fra skuespiller til politiker – men denne gang slår det fejl. Han forekommer mildest talt rusten, han flakker med øjnene og læser sine replikker i stedet for at spille dem. Hans oneliners har ikke samme pondus længere, hvilket dog ikke kun er hans skyld, men også bunder i det bovlamme manuskript, der excellerer i replikudvekslinger som: ”How do you feel?” – ”Old” og ”Who are you?” – ”I’m the sheriff.”

Filmens produktionsværdi er høj, og den sidste duel mellem Ray og Cortez er veleksekveret og sjov. Da Arnold siger, at den mexicanske narkohandler stiller ham og andre immigranter i dårligt lys, er det den eneste gang, østrigsk-amerikanske Schwarzenegger tager en smule pis på sig selv.

Man forstår således godt, hvorfor The Last Stand kun har indspillet en tredjedel af sit budget i USA. 80’ernes drengerøve er blevet gamle, og nutidens unge vil hellere have effekttunge superhelteeposser eller kyssende vampyrer.