The Last Panthers

Tre mænd iført hvide malerdragter styrter ind i en bank i Marseille, nikker vagten en skalle og peger pistoler mod de ansatte.

Uden et ord, så de ikke kan blive genkendt på deres østeuropæiske accent, truer de personalet til koden på bankboksen. Herinde går de direkte efter diamanter for et tocifret millionbeløb – i euro, vel at mærke. Alt er med andre ord, som Egon Olsen ville sige det, timet og tilrettelagt.

Det lyder som en hvilken som helst action-thriller fra Hollywood, der siden ville følge en plaget efterforsker i jagten på skurkene. Det er heller ikke meget galt, men The Last Panthers er altså en engelsk-fransk miniserie i seks afsnit, der rejser med de stjålne diamanter rundt i Europa.

I kølvandet på forbrydelsen følger vi tre hovedpersoner med hver deres tilknytning: Serbiske Milan (Goran Bogdan) – af venner og fjender kaldet ”Dyret” for sine barske metoder – er en af de tre diamantrøvere, hvis opvækst som krigsbarn i 90’ernes Bosnien har gjort ham hensynsløs som voksen.

”Ved Allah, er du lige så sulten som mig?” spørger hans lillebror i et flashback. ”Glem Allah, vi er serbere nu,” svarer den unge Milan stoisk. Han er typen, der tilpasser sig.

Fra den anden ende af den europæiske verden kommer Naomi (Samantha Morton), der arbejder som forsikringsagent for den røvede bank fra sit kontor i London. Også hun har flashbacks til krigen i Balkan, hvor hun var udsendt som fredsbevarende FN-soldat. De er dog for korte til for alvor at gøre hende medrivende.

Mere interessant er den franske betjent med de algeriske rødder, Khalil (Tahar Rahim). Han filmes i koldt blåt lys, mens familien – som han stadig bor hos – vises i varmere gule nuancer. Der er en dissonans mellem dem. Han er også en lus mellem to negle, fordi hans gamle venner er kriminelle, mens han har valgt dydens smalle sti.

Seriens titel henviser til virkelighedens bande De Lyserøde Pantere, som har begået organiseret kriminalitet siden de tidlige 90’ere. Tv-inspiration kunne man også forestille sig er hentet i Danmark. The Last Panthers er et paneuropæisk projekt i stil med DR-serierne Ørnen, Livvagterne og især Mord uden grænser, alle af Mai Brostrøm og Peter Thorsboe.

Men modsat sidstnævnte forsøger The Last Panthers ikke at genopbygge babelstårnet gennem moderne kommunikation. Et samlet Europa er et nærmest umuligt projekt, og serien anerkender det i sit fatalistiske udtryk.

Den voldelige handling til trods er første afsnit af The Last Panthers æstetisk en kende for pæn, som havde Inspektør Morse valgt at skifte Oxford ud med en Interrail-tur rundt i Europa.

Billederne er ganske vist smukke, men man savner en mere personlig stil fra den svenske instruktør Johan Renck, som har instrueret alle afsnit. Han har tidligere instrueret tre afsnit af den visuelt nyskabende serie, Breaking Bad, og man havde derfor forventet sig noget mere eksperimenterende.

En nærmest auteur-specifik instruktion er ellers netop, hvad der har kendetegnet de serier, hvor dygtige instruktører har fået frit spil med en hel sæson. Steven Soderbergh (The Knick), Jane Campion (Top of the Lake) og Cary Joji Fukunaga (True Detective) har alle leveret noget af karrierens bedste arbejde inden for det format, men derop har Renck endnu et stykke vej.

Det bliver dog en del bedre allerede i andet afsnit, og det skyldes ikke alene, at vores egen David Dencik spiller en korrumperet politiker.

I afsnittet rykker politiet ind i Marseilles hårdt plagede sociale boligbyggeri Les Agnettes, hvor alt fra vaskemaskiner til indkøbsvogne vælter ned over dem, så snart de viser sig.

Denne socialrealistiske vinkel giver både Renck og serieskaber og forfatter Jack Thorne fornyet energi. Ved afsnittets udgang glæder man sig derfor til at se, hvad det er for en Europa-historie, de vil fortælle over de sidste fire afsnit.