Streaminganmeldelse
29. jan. 2021
The Last Black Man in San Francisco
Vennerne Jimmie (Jimmie Fails) og Mont (Jonathan Majors) har ikke de bedste fremtidsudsigter, men øjner håbet i form af et luksuriøst hus. Foto | Laila Bahman

The Last Black Man in San Francisco

Fremragende debutfilm om venskab og racespændinger i San Francisco er et sanseligt spabad for sjælen.

Af Claus Nygaard Petersen

Vennerne Mont og Jimmie er to afroamerikanske mænd med et særligt forhold til et stort, luksuriøst hus midt i et rigt, hvidt kvarter i storbyen San Francisco.

Jimmie fortæller stolt til gud og hvermand, at det er hans bedstefar, der har bygget huset.

De bor selv i et langt mere beskedent hus sammen med Monts bedstefar (Danny Glover). Men det er et fast ritual for dem at lave forskellige små renoveringer på store hus.

Ejerne var dog mildest talt ikke helt tilfredse med at have de to mænd rendende rundt på ejendommen hele tiden. Men et dødsfald gør, at huset pludselig står ledigt, og de to gutter beslutter at flytte ind, for hvem skal stoppe dem?

Instruktør og manuskriptforfatter Joe Talbots debutfilm The Last Black Man in San Francisco har været længe ventet på disse breddegrader, siden Ekkos udsendte på Sundance-festivalen begejstret berettede om den for to siden.

Og ventetiden har i den grad været det værd.

For det første har Talbot og medforfatter Rob Richert formået at kreere et sublimt univers, der føles naturligt, men samtidig emmer af en sanselighed, som man kun finder i mere ekspressionistiske værker.

Når Jimmie og Mont cruiser på skateboard i starten af filmen, fanges øjeblikkene i slowmotion, mens komponisten Emile Mosseris strygermusik bygger op til et crescendo.

Ind over de hvinende violiner høres en demonstrant, der harcelerer over den tiltagende gentrificering, som sender fattige sorte ud i forstæderne, så de rige kan hygge sig inde i midtbyen.

”Det er vores hjem! Vores hjem!” råber stemmen, mens de to mænd kigger drømmende op på huset.

For Jimmie er det symbolet på en vej fremad, men samtidig også et fast holdepunkt i en ellers rodløs tilværelse.

Hans mor og far gider ham ikke og har aldrig rigtig været der for ham, og hans arbejde som plejer for ældre mennesker er en trist omgang.

Inspirationen til historien kommer delvis fra situationer i skuespilleren Jimmie Fails’ eget liv. Han spiller filmens ene hovedrolle under eget navn og er sympatisk, når han perfekt formidler den længsel, som er så indgroet i personen, men sjældent kommer frem til overfladen.

Øjnene afslører ham dog, når han eksempelvis ser henført på huset.

Makkeren Mont er en anden type, men længslen har også et solidt greb i ham. Han vil skrive skuespil og skribler i sine notesbøger om de oplevelser, han har i løbet af en dag. Mont prøver at finde ind til det ”jeg”, der vil fungerer bedst for ham i hverdagen.

Det er til tider skamfuldt genkendeligt at se, hvordan han sidder for sig selv og øver sig på samtale, så han kan sige præcis det rigtige i det korrekte tonefald. Små nuancer kan gøre forskellen på hyggelig snak og voldsomt skænderi.

Jonathan Majors, der sidste år brillerede i Lovecraft Country og skal overtage superskurketronen fra den gale titan Thanos i Marvel-filmene, er ligesom sin medspiller en udsøgt fornøjelse.

Mont giver den kommende superstjerne mulighed for både at dvæle i rolige, intime stunder og give den fuld gas. Mont ynder i hverdagen at påtage sig forskellige, opsigtsvækkende roller, og Jonathan Majors har en fest med at give liv til de farverige figurer.

Titlen har en særlig betydning i universet, men den skal ikke afsløres her. Der er tunge emner som svigt, længsel, racisme og gentrificering på spil, men alligevel formår Joe Talbot at indgyde en underliggende tone af håb.

Med Adam Newport-Berras kameralinse fuld af blændende billeder fungerer The Last Black Man in San Francisco som et spabad for sjælen.

Titel:
The Last Black Man in San Francisco

Land:
USA

År:
2019

Instruktør:
Joe Talbot

Manuskript:
Joe Talbot, Rob Richert

Medvirkende:
Jimmie Fails, Jonathan Majors, Tichina Arnold, Rob Morgan, Mike Epps, Finn Wittrock, Danny Glover, Thora Birch

Spilletid:
121 minutter

Premiere:
12. november 2020 på Viaplay

Relevante artikler

Serieanmeldelse
07. aug. 2020
Lovecraft Country

Lovecraft Country

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
27. nov. 2023
Thanksgiving

Thanksgiving

Nyhed
28. juli 2026
Alle vil se den trojanske giraf

Alle vil se den trojanske giraf

Christopher Nolans filmatisering af et over flere tusind år gammelt digt har vist sig som en overraskende provokation, der tilsyneladende omsætter debatten til billetsalg.

Nyhed
27. juli 2026
Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

venedig 2026
23. juli 2026
Hollywood vender Venedig ryggen

Hollywood vender Venedig ryggen

The Return
Dvd-anmeldelse
25. juli 2026

The Return

Aisha Can’t Fly Away
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Aisha Can’t Fly Away

Mārama
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Mārama

Amira
Boganmeldelse
22. juli 2026

Amira

Mest læste

Alle vil se den trojanske giraf
Nyhed
28. juli 2026

Alle vil se den trojanske giraf

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie
Nyhed
27. juli 2026

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

”Christopher Nolan ville være rasende”
Nyhed
15. juli 2026

”Christopher Nolan ville være rasende”

Ekko
Magasin · april 2026

Ekko #100

Intro