Boganmeldelse
04. nov. 2025
Lange skygger

Blandt de flamboyante og visuelt imponerende film om besættelsestiden er Ole Christian Madsens Flammen & Citronen (2008) med Thure Lindhardt og Mads Mikkelsen.

Foto | Britta Krehl

Lange skygger

Gunhild Moltesen Aggers brillante og forbilledlige bog er det absolutte hovedværk om danske film og serier, der behandler besættelsen.

Af Bo Tao Michaëlis

En tjekkisk modstandsmand og hans norske hustru ankommer på flugt i 1941 til Casablanca. Her støder de ind i mange andre strandede flygtninge. Marokko er en koloni i det fascistiske Vichy-Frankrig. Forholdene i Vichy er i 1941 betydeligt beskere og mere brutale end hjemme i det tyskbesatte Danmark.

Selvfølgelig er det ikke den historiske virkelighed, man forbinder med den romantiske og melodramatiske klassiker Casablanca. Men faktisk er det netop filmens historiske og intrigante baggrund.

I professor Gunhild Moltesen Aggers fremragende bog Lange skygger – Besættelsen i film og serier, hvor hun på fornem vis tematiserer Anden Verdenskrigs danske modstandsfilm og -serier, hører Casablanca hjemme i kategorien ”flugtfilm” sammen med film om jødernes flugt over Øresund i efteråret 1943, både i dansk og international sammenhæng.

Men som Agger meget rigtigt anfører, er det overvejende trekantsdramaet i Casablanca – dansk premiere 1946 – som ses i den tidligste og en af de bedste besættelsesfilm Den usynlige hær fra oktober 1945. En kvinde stedt mellem to mænd, som begge går ind i modstandskampen. Og et par måneder efter Den usynlige hær havde en anden og mere heroisk modstandsklassiker De røde enge premiere.

Det er disse to film fra befrielsesåret 1945, som på sæt og vis bliver grundsten og kanon for alle senere besættelsesfilm.

Op gennem eftertiden har blikket på de fem forbandede år skiftet karakter, men som Agger konkluderer efter sin såre brillante og forbilledlige gennemgang af alle danske film og serier om besættelsen, er der ingen, der overdriver heltemodet og patriotismen – eller som fortier samarbejdet og kollaborationen.

I modsætning til for eksempel norske besættelsesfilm såsom det oppustede helteepos om nordmanden Max Manus.

Selv om Tyskland nødvendigvis er skurken, dukker der tidligt i den danske del af genren sympatiske tyskere op på film. I TV 2’s folkekomedieserie Badehotellet, som forfatteren synes at have en faible for, får vi sågar en romantisk tysker over for anløbne danskere.

Samtidig argumenteres der rationelt og indlysende for alle synspunkter på dette område. Gennemgangen spænder fra forglemmelige lystspil om krigens gang som Sorte Shara og Venus fra Vestø til mere seriøse film som Der kom en dag og Den sidste vinter. Serien Matador berøres også, hvor forholdet til besættelsen især handler om borgerskabets dobbeltspil og moderat modstand.

Så følger de flamboyante og visuelt imponerende film: Flammen & Citronen samt De forbandede år 1 og 2 (med en 3’er på trapperne). Førstnævnte mener forfatteren er inspireret af Tarantinos gangsterfilm, men det er nok snarere Jean-Pierre Melvilles mesterværk En hær af skygger, der har præget den. Begge manierede film hører til blandt de første, der problematiserer stikkerlikvideringer.

Bogen fremhæver også små ungdomsperler som Der var engang en krig og Drengene fra Sankt Petri.

Forfatteren perspektiverer alle danske film både ud fra deres samtids opfattelse af perioden og i sammenligning med udenlandske modstandsfilm.

Bogen rummer en solid portion filmhistorie. Skal man pege på en mindre mangel, er det John Steinbeck-filmen Månen er skjult fra 1943 – Hollywoods engagerede forsøg på at skildre modstandskamp i et land, der ligner Norge.

Men det er flueknepperi i en myreture af saglig og faglig viden i en bog, som samtidig er velskrevet og formidlende.

I det hele taget er det umuligt at sætte en modstandsfinger på Lange skygger. Den er skabt og skrevet til at blive det absolutte hovedværk om de danske film og serier, der reflekterer epoken i alle nuancer. Omhyggeligt og grundigt gennemgås alt på film, der på nogen måde har forbindelse til de fem besættelsesår.

Således er bogen på alle måder den oplagte filmjulegave til alle os, som endnu sætter lys i vinduet om aftenen den 4. maj.

Titel:
Lange skygger
– Besættelsen i film og serier

År:
2025

Forfatter:
Gunhild Moltesen Agger

Forlag:
Nordic Academic

Omfang:
352 sider

Pris:
400 kroner

Relevante artikler

Biografanmeldelse
13. aug. 2023
Når befrielsen kommer

Når befrielsen kommer

Biografanmeldelse
13. apr. 2022
De forbandede år 2

De forbandede år 2

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
10. dec. 2025
Mand op

Mand op

Serieanmeldelse
08. dec. 2025
The Abandons

The Abandons

Biografanmeldelse
05. dec. 2025
Eternity

Eternity

Serieanmeldelse
01. dec. 2025
Tak for ingenting

Tak for ingenting

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Apple Tree Productions lukker
Nyhed
09. dec. 2025

Apple Tree Productions lukker

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten