Læreren der lovede havet

Det er svært for alvor at blive vred på en film, der har hjertet så meget på rette sted som Patricia Fonts Læreren der lovede havet. 

Det er en velment, autentisk fortælling om en nytænkende underviser, der åbnede verden for sine elever, selv om det på ingen måde var opgaven for skolevæsnet i 1930’ernes Spanien. 

Men det er desværre også en lidt tør film om de mange tilbageværende massegrave fra den Spanske Borgerkrig og de pårørende, der stadig leder efter deres slægtninge. 

Antonio ankommer fra Catalonien til den lille, nordspanske by Bañuelos de Bureba i 1935. Med sig har han en banebrydende undervisningsmetode, hvor eleverne lærer ved at lave egne bøger på en trykpresse i stedet for at blive doceret under truslen fra spanskrøret. 

Straks gør den ukonventionelle idealist sig uvenner med den lokale præst ved at fjerne korset fra skolestuen. Byens borgmester er også kritisk over for den fremmedes metoder og ikke mindst hans kommunistiske skriverier i landsbyens avis. 

Som publikum overbevises man om Antonios fortræffelighed af spanske Enric Auquer, der ligner en ung Adrian Brody. Auquer spiller med en blanding af naivitet og snuhed, som er svær at stå for. Karakteren har dog det problem, at mens man forstår hans dedikation til lærergerningen, er det uklart, hvorfor han ikke bare holder lav profil med sine kontroversielle, røde synspunkter. 

Antonio Benaiges’ historie pakkes ind i en rammefortælling, der foregår i nutiden. Arbejdsløse Ariadna lærer, at hendes oldefars jordiske rester måske findes i en af Franco-troppernes mange uåbnede massegrave. Mens hun leder efter spor, støder hun på historien om Antonio, idet det viser sig, at hendes morfar sad i den skoleklasse, som vi følger i 1930’erne. 

Det er ganske uklart, hvorfor Ariadna forlader sit barn i dagevis for at grave i fortiden, og minutterne med hende snegler sig afsted, fordi hendes forbindelse til hovedhistorien mildest talt er vag. 

Filmens titel kommer af, at Antonio til det sidste kæmper for at arrangere en studietur, så hans klasse fra midten af Spanien kan få lov at se havet. Et nobelt ærinde, som dog mister noget af sin poesi på grund af scenerne i den grå, gennemasfalterede nutid, hvor Ariadna rask væk tilbagelægger den tredobbelte distance fra Barcelona. 

Historien har mange karakterer, der optræder for kort til, at man for alvor investerer sig i dem. Mange føles reduceret til en funktion i historien. Præsten hedder eksempelvis Primitivo, så man nemt kan afkode, at han er formørket og tilbagestående. 

Byens borgmester, der står i et dilemma mellem at beskytte byen og hjælpe den sympatiske lærer, kunne have været spændende, men ender med at være underfortalt. Hans småsnobbede datter Josefina virker interessant, fordi Antonio ser et kunstnerisk lys i hende. Men selv da Ariadna opsøger nutidens ældre Josefina med spørgsmål om sin oldefar, bliver vi ikke klogere på hende. 

Ønsket om historisk akkuratesse synes at have dikteret filmens stilistiske valg – fra kostumer og sets til billeder. Scenerne i 1930’erne er let sepiatonede, men de mange halvnære beskæringer kommer hverken tæt nok på til at vise følelser og sanselighed eller langt nok væk til, at man kan fornemme den smukke landsbys arkitektur. 

Hen mod slutningen er der dog en fin visuel sammenstilling af Nordspaniens store, støvede vidder og det hav, der drømmes og tales så meget om. 

Sætter man pris på inspirerende historier fra det virkelige liv, er der et ganske fint drama at komme efter i størstedelen af Læreren der lovede havet, som foregår i 1930’erne. Men filmens 105 minutter ender med at blive noget træge, fordi meget af handlingen føles mere meningsbekræftende end reelt dramatisk. 

Det samlede resultat er en film, der ofte informerer i stedet for at fortælle – modsat en dygtig lærer.