La Palma

Far, mor og to børn. Fredrik, Jennifer, syttenårige Sara og den autistiske dreng Tobias. Den norske familie skal for syvende gang holde jul på den kanariske ø La Palma.

Der er lidt knas ved indtjekningen, men det er i småtingsafdelingen. Lige før deres ankomst i en form for ouverture har vi set en anden norsk familie fatalt finde ud af, at vandet visse steder er kogende varmt og såre giftigt. Og så møder vi nogle geologer og vulkanologer, heriblandt norske Marie, som er ved at erkende, at øens store vulkan skæbnesvangert er ved at komme til live.

Gas stiger op, og den spanske ø begynder at ryste. Hvis det ender med et vulkanudbrud, vil det forårsage en tsunami. Måske den største i menneskehedens historie.

Danske Kasper Barfoeds Netflix-katastrofeserie La Palma begynder helt klassisk for genren. Tegn og symptomer danner pø om pø et mere og mere ildevarslende truende og apokalyptisk ildevarslende mønster.

Undervejs får vi glimt af den norske families trakasserier med introverte Sara og den autistiske Tobias. Lidt ægteskabsfnidder a la det, vi kender fra Ruben Östlunds Force Majeure, fordi den lade farmand mest er til fadbamse og farniente.

Historien tager sig sin tid, uden at den på noget tidspunkt slækker på den dramatiske spænding. På sæt og vis var det jo også nordmanden Henrik Ibsen, som med En folkefjende i 1882 skabte verdens første klimatiske katastrofeskuespil. Ligesom i dette stykke – og i Spielbergs Jaws – lytter myndighederne på grund af turisme ikke på advarslerne, før det er for sent.

Først kommer asken og derpå lavaen, som får et stykke af øen på størrelse med Manhattan til at falde i havet. Dermed skabes tsunamien, den altødelæggende kæmpebølge, som vil molestere det meste af verden uden for øen.

Det gælder også naboøen Tenerife, der ellers skulle være nærmeste tilflugtssted for de mange spaniere og turister, som panikslagne forsøger at forlade øen. Også bevæbnede forbrydere og andre desperate folk.

La Palma er på alle måder megaflot med sine specielle, kaotiske effekter i storslåede scener og tableauer. Der er flere cliffhangere end klipper på Bornholm. Alt imens voluminøse Fredrik alias Anders Baasmo træder i karakter som andet end en skvattet familiefar, så hans hustru, spillet af Ingrid Bolsø Berdal, tænder på ham igen.

Marie gestaltes af Thea Sofie Loch Næss som en handlekraftig storesøster, hende der før alle andre bogstaveligt har lugtet lunten til vulkanudbruddet.

Alma Günther er den mutte teenager Sara, som i mødet med Charlie (Jenny Evensen) både finder sit livs kærlighed og sin egen seksualitet.

Hjemme i Oslo finder vi Jennifers handlekraftige storbror Jens, der ansat i udenrigsministeriet er lidt for emsigt sættet sin karriere på spil ved at varsko og redde sin egen familie.

Han spilles med stiv overlæbe, rank ryg og vredt vikingeblik af Thorbjørn Harr. Men som vi i hvert fald synger her i Danmark: De varme lande er noget lort. Så det bliver selvfølgelig hjemme i Norge, at man skal finde forløsning og frelse, når vejret bliver for voldsomt, og ferieparadiset forvandles til et helvede.

Mod slutningen synes trængslerne at stå for meget i kø. Det, der kan gå galt, går galt i hobevis og ustandseligt. Katastrofen bliver lidt for meget i sin vælde og lidt for norsk i sit væsen. Som om vi ikke kan få nok af ulykker og strabadser.

Men mens La Paloma lever op til genrens både gode og mindre gode klichéer og sætstykker, mister den aldrig sit skandinaviske islæt.