Serieanmeldelse
20. sep. 2024
La Maison

Lambert Wilson er en oplevelse i sig selv som modeskaberen Vincent LeDu, der er gjort bedaget på en subtil måde. 

Foto | Apple TV+

La Maison

Serie om parisisk modehus, hvis designer ryger ind i en shitstorm, byder på opsigtsvækkende kostumer og kedelig politisk korrekthed.

Af Kristian Ditlev Jensen

Hvis man ikke fik stillet sine frankofile lyster under åbningen af Olympiaden, er der håb. Med serien La Maison får man en skræddersyet tur til modebyen Paris, som er overraskende dramatisk og ganske stilfuld. 

I hovedrollen som homoseksuelle Vincent LeDu ses Lambert Wilson, der fik sit internationale gennembrud i The Matrix Reloaded som Merovingian. Her har en legendarisk replik, hvor han sammenligner det at bande på fransk med at tørre sin røv i silke. 

Kombinationen af det vulgære og det skønne går igen i serien, der handler om et generationsskifte i et stort, fiktivt modehus i Paris. Familien LeDu har i hundrede år lavet modetøj, men nu møder patriarken efter 40 år modstand. 

Vincents partner Gino, der døde af aids, efterlod sig en pige, som han fik med en sort kvinde, da han var Vincent utro. Og pigen Paloma Castel dukker pludselig op. 

Paloma – spillet ret irriterende af Zita Hanrot – er en woke, neomarxistisk aktivist, som vil opløse alle grænser og se bort fra alle køn og hudfarver og klasser. Hun spraymaler med barnlig aggressivitet på Rovels facade. 

Modehuset Rovel er LeDus rival. At en af sønnerne fra familien LeDu er involveret i Rovel, gør det ikke bedre. Pierre Deladonchamps spiller en classy familieforræder. 

Samtidig ses Antoine Reinartz i en godt udfyldt rolle som en anden søn, Robinson LeDu, der pønser på at hoppe over til Rovel. Det hele lugter lidt af serien Succession

Især er Lambert Wilson en oplevelse i sig selv. Han er flot, og hans stil er gennemført. Samtidig er han gjort bedaget på en subtil måde. Hans kreationer er monokrome som Karl Lagerfelds, og han har mindst plus fire i sine briller, så han virker ældre. 

Det store brud kommer, da temperamentsfulde Vincent får sagt noget racistisk og ryger ud i en brusende shitstorm. Som en anden Napoleon trækker han sig tilbage i sit sommerhus på en ø. 

Samtidig indsættes Paloma Castel som den unge, brune og lesbiske modeskaber, der skal fremtrylle fremtidens haute couture. Hendes greb er at fortsætte sin aktivisme. Hun vil remixe Vincent LeDus tøjlinje og gøre den til sin egen ved at upcycle hans produkter, og Perle Foster (Amira Casar), som har været Vincents muse, øjner sin chance. 

Kastrationen er så gennemført, at vi frygter for mandens liv. Han er en udskammet ronkedor. 

”Se, det er ham den racistiske franske designer,” hvisker folk, da han er på wellnessophold i Schweitz for at komme sig. 

Serien er langt hen ad vejen kvalmende politisk korrekt, men undervejs ændrer noget sig. Man forstår langsomt, at serien faktisk også gerne vil behandle det politisk korrekte, og det er jo en lille cadeau til seerens intelligens. 

Pointen understreges i et helt afsnit, hvor man – med en vis succes – vender historien på vrangen og inddrager et af de hotteste emner, nemlig begrebet ”nepo baby”, som et afsnit også hedder. 

For er Paloma ikke bare hentet ind, fordi hun er i familie med Vincent, som hun påstår at ville bekæmpe? Og er hun ikke det, man kalder ”token-brun”? Altså en minoritet, der lige er sat ind på ledelsesplads, så det med hudfarver lige kan hakkes af, inden man fortsætter ufortrødent med at tjene penge? 

Det pynter på en serie, der i de første fem afsnit (ud af ti) ellers er forbavsende forudsigelig og kedsommeligt medløbende trods flotte interiører og de i sagens natur opsigtsvækkende kostumer. 

Især er Zita Hanrots skildring af Paloma ulidelig. Den unge kvinde boltrer sig i sin uventede succes, men er hele tiden modig, speciel og kontroversiel, når hun sidder i skrædderstilling på sin kontorstol eller i en tegneserieagtig raptus af kreativitet finder på nye tasker. 

Kronen på karikaturen er, da hun som en slags ajourført, lysebrun Amélie cykler fandenivoldsk igennem Paris’ gader.

Femte afsnit slutter højdramatisk, så serien kan nå at blive bedre. Indtil videre er den lidt krøllet.

Titel:
La Maison

Land:
Frankrig

År:
2024

Instruktør:
Fabrice Gobert, Daniel Grou

Manuskriptforfatter:
José Caltagirone, Valentine Milville, Camille Bertrand

Medvirkende:
Lambert Wilson, Amira Casar, Carole Bouquet, Zita Hanrot

Spilletid:
Ti afsnit af cirka 50 minutter

Anmeldelse:
Fem afsnit

Premiere:
19. september på Apple TV+

Relevante artikler

Serieanmeldelse
18. jan. 2021
Lupin

Lupin

Serieanmeldelse
20. feb. 2019
Ring til min agent!

Ring til min agent!

Fra samme skribent

Tv-anmeldelse
04. dec. 2025
Hvem passer på grisene?

Hvem passer på grisene?

Serieanmeldelse
01. dec. 2025
Valdes jul – Vintermiraklet

Valdes jul – Vintermiraklet

Serieanmeldelse
28. nov. 2025
Blossoms Shanghai

Blossoms Shanghai

Serieanmeldelse
24. nov. 2025
The Beast in Me

The Beast in Me

Nyhed
15. dec. 2025
Disney indgår stor AI-aftale

Disney indgår stor AI-aftale

Disney investerer over seks milliarder kroner i selskabet bag AI-tjenesten Sora, som får adgang til at generere videoer med det enorme galleri af figurer fra Star Wars og Marvel.

Nyhed
15. dec. 2025
Dansk film leverer flotte tal for 2025

Dansk film leverer flotte tal for 2025

Nekrolog
15. dec. 2025
Rob Reiner er død

Rob Reiner er død

Den gode stemning
Serieanmeldelse
14. dec. 2025

Den gode stemning

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Rob Reiner er død
Nekrolog
15. dec. 2025

Rob Reiner er død

Dansk film leverer flotte tal for 2025
Nyhed
15. dec. 2025

Dansk film leverer flotte tal for 2025

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten