La Maison

Hvis man ikke fik stillet sine frankofile lyster under åbningen af Olympiaden, er der håb. Med serien La Maison får man en skræddersyet tur til modebyen Paris, som er overraskende dramatisk og ganske stilfuld. 

I hovedrollen som homoseksuelle Vincent LeDu ses Lambert Wilson, der fik sit internationale gennembrud i The Matrix Reloaded som Merovingian. Her har en legendarisk replik, hvor han sammenligner det at bande på fransk med at tørre sin røv i silke. 

Kombinationen af det vulgære og det skønne går igen i serien, der handler om et generationsskifte i et stort, fiktivt modehus i Paris. Familien LeDu har i hundrede år lavet modetøj, men nu møder patriarken efter 40 år modstand. 

Vincents partner Gino, der døde af aids, efterlod sig en pige, som han fik med en sort kvinde, da han var Vincent utro. Og pigen Paloma Castel dukker pludselig op. 

Paloma – spillet ret irriterende af Zita Hanrot – er en woke, neomarxistisk aktivist, som vil opløse alle grænser og se bort fra alle køn og hudfarver og klasser. Hun spraymaler med barnlig aggressivitet på Rovels facade. 

Modehuset Rovel er LeDus rival. At en af sønnerne fra familien LeDu er involveret i Rovel, gør det ikke bedre. Pierre Deladonchamps spiller en classy familieforræder. 

Samtidig ses Antoine Reinartz i en godt udfyldt rolle som en anden søn, Robinson LeDu, der pønser på at hoppe over til Rovel. Det hele lugter lidt af serien Succession. 

Især er Lambert Wilson en oplevelse i sig selv. Han er flot, og hans stil er gennemført. Samtidig er han gjort bedaget på en subtil måde. Hans kreationer er monokrome som Karl Lagerfelds, og han har mindst plus fire i sine briller, så han virker ældre. 

Det store brud kommer, da temperamentsfulde Vincent får sagt noget racistisk og ryger ud i en brusende shitstorm. Som en anden Napoleon trækker han sig tilbage i sit sommerhus på en ø. 

Samtidig indsættes Paloma Castel som den unge, brune og lesbiske modeskaber, der skal fremtrylle fremtidens haute couture. Hendes greb er at fortsætte sin aktivisme. Hun vil remixe Vincent LeDus tøjlinje og gøre den til sin egen ved at upcycle hans produkter, og Perle Foster (Amira Casar), som har været Vincents muse, øjner sin chance. 

Kastrationen er så gennemført, at vi frygter for mandens liv. Han er en udskammet ronkedor. 

”Se, det er ham den racistiske franske designer,” hvisker folk, da han er på wellnessophold i Schweitz for at komme sig. 

Serien er langt hen ad vejen kvalmende politisk korrekt, men undervejs ændrer noget sig. Man forstår langsomt, at serien faktisk også gerne vil behandle det politisk korrekte, og det er jo en lille cadeau til seerens intelligens. 

Pointen understreges i et helt afsnit, hvor man – med en vis succes – vender historien på vrangen og inddrager et af de hotteste emner, nemlig begrebet ”nepo baby”, som et afsnit også hedder. 

For er Paloma ikke bare hentet ind, fordi hun er i familie med Vincent, som hun påstår at ville bekæmpe? Og er hun ikke det, man kalder ”token-brun”? Altså en minoritet, der lige er sat ind på ledelsesplads, så det med hudfarver lige kan hakkes af, inden man fortsætter ufortrødent med at tjene penge? 

Det pynter på en serie, der i de første fem afsnit (ud af ti) ellers er forbavsende forudsigelig og kedsommeligt medløbende trods flotte interiører og de i sagens natur opsigtsvækkende kostumer. 

Især er Zita Hanrots skildring af Paloma ulidelig. Den unge kvinde boltrer sig i sin uventede succes, men er hele tiden modig, speciel og kontroversiel, når hun sidder i skrædderstilling på sin kontorstol eller i en tegneserieagtig raptus af kreativitet finder på nye tasker. 

Kronen på karikaturen er, da hun som en slags ajourført, lysebrun Amélie cykler fandenivoldsk igennem Paris’ gader.

Femte afsnit slutter højdramatisk, så serien kan nå at blive bedre. Indtil videre er den lidt krøllet.