La belle époque

Det kan godt være, at Nicolas Bedos – først skuespiller, siden forfatter og nu instruktør – giver den franske sovekammerfarce en intellektualiseret, metabevidst makeover i La belle époque. 

Men han gør intet forsøg på at forny de tyndslidte konventioner, der i årtier har holdt galliske mainstreamkomedier oppe som et korthus. 

Historien følger Victor (veteranen Daniel Auteuil), en depressionsramt tegner, som for nylig er blevet kasseret af sin kone til fordel for en mere livlig model. 

Alene og tynget af weltschmerz bliver han reddet af sin søn, der giver ham et gavekort til et selskab, som specialiserer sig i skræddersyede luksusoplevelser: ”Vælg en historisk periode, frit valg i historiebøgerne, så står en hær af teknikere og skuespillere parat til at føre dig tilbage i tiden!” 

Victor kunne boltre sig i solkongens hof eller diskutere eksistentialisme med 1940’ernes litterater. Men han beslutter sig for et gensyn med de løsslupne 70’ere – nærmere bestemt den dag, hvor han mødte sin kone. 

Oplevelsen giver ham nyt liv, men den er også dybt forvirrende. Er hans livs store forelskelse blusset op igen? Eller blev han bare forelsket på ny i den skuespiller, der agerer hans ekskone som ung?

Med så kringlet en idé er det svært ikke at tænke på Charlie Kaufman – især Synecdoche, New York, der også genskaber en hel verden i miniatureformat. 

Men hvor Kaufmans værk er gennemstrømmet af skælvende angst og smertefuld sorg, er Nicolas Bedos’ film båret af falsk nostalgi og pladderromantik. 

Da Victor spilles tilbage til sin ungdom af Dionne Warwicks Always Something There to Remind Me – en af musikhistoriens mest kvidrende banaliteter om hjertesorg – sætter det tonen for en film, der altid ser fortiden gennem rosenrøde briller. 

Victors minder bliver ikke blot genskabt ned til mindste detalje, men selskabet bruger også alle filmkunstens regler til at forbedre dem. De fader op og ned for musikken på de helt rigtige tidspunkter, og i en morsom scene kommer en overivrig tekniker til at hælde en spandfuld rosenblade ned over en dansende pige. 

Handlingen bliver mere forknudret, da det viser sig, at skuespilleren Margot – der spiller Victors kone – plejede at være kæreste med Antoine, instruktøren af disse fabrikerede oplevelser. Da han ser sin tidligere elskede tilsyneladende falde pladask for Victor (hun, i tyverne, kan ikke modstå ham, i 60’erne), skriger han rasende giftigheder i hendes skjulte øresnegl. 

Antoine (Guillaume Canet) er en af filmens mest utaknemmelige roller. Hans forhold til Margot skal virke lidenskabeligt og stormfuldt, men fremstår som sexchikane og voksenmobning. Apropos sidstnævnte har Nicolas Bedos valgt at lade Antoine halte og gå med stok, som om et fysisk handicap er et tegn på emotionelle problemer. 

Skuespillerne er talentfulde nok. 

Pålidelige Daniel Auteuil er naturligvis sympatisk og troværdig i rollen som en mand, der finder tilbage til sig selv ved at besøge sin ungdom. Og Fanny Ardant er underholdende ubarmhjertig som Victors kone. Hun har fået nok af hans ulidelige tristesse og pyjamas som depressionsuniform, men ser ham med nye øjne, da han bliver opkvikket af en flirt med en yngre kvinde. 

Filmens budskab er, at selv det mest udtørrede ægteskab rummer en kærlighed, der aldrig dør. Det er velmenende og – som de fleste romantiske komedier – gennemført eskapistisk. 

Men de uelegante påfund og anstrengte forviklinger frarøver historien enhver spontanitet. La belle époque er en tilsukret trasketur mod en lige så fantasiløs som uafvendeligt lykkelig slutning.