The L Word: Generation Q

Da første sæson af The L Word fik premiere tilbage i 2004, herskede der ingen tvivl om, at serien var banebrydende. 

Vi følger en flok venner og deres dagligdag i Los Angeles – fra den sofistikerede karrierekvinde Bette Porter, en benhård perfektionist med en blødere side, til den flamboyante Shane, der trods en alder på snart 40 stadig kan få alle byens kvinder med sig hjem ved bare at løfte det ene bryn. 

Primetime-serien om lesbiske kvinder fra LA, der lever ufortrødent i parforhold med hinanden eller knalder på kryds og tværs, var så sandelig et friskt pust. 

Serien – produceret af lesbiske kvinder og primært for et lesbisk publikum – kørte frem til 2009 og fik en trofast fanskare. Den blev både berømt og berygtet. Især de mandlige anmeldere havde det svært med underholdning, der kredsede om kvinder og nærmest gjorde mænd overflødige. 

Nu ti år senere kommer en opfølgningsserie på HBO Nordic, men efter de første tre afsnit føles The L Word: Generation Q skuffende vattet. 

Bette Porter er blevet toppolitiker. Hun er mor for en teenagedatter og stort set ikke i kontakt med sin ekskone Tina, som fans vil huske fra de tidligere sæsoner. Bette stiller op som politisk kandidat i LA og har tårnhøje chancer for at blive den første homoseksuelle borgmester. 

Den kejtede Alice har fået sit eget talkshow, hvor hun inviterer diverse celebre queers ind på en kop kaffe og en sludder. Mens promiskuøse Shane roder rundt i nattelivet med sin kyniske attitude, som dækker over et sønderknust hjerte.

Hun kaster sig impulsivt over et nyt, dyrt projekt og opkøber en sportsbar, som skal renoveres og relanceres som byens hotteste lesbiske bar. I 2019 er klubber eksklusivt for lesbiske stadigvæk et særsyn i nattelivet.

Samtidig bliver vi præsenteret for den nye generation Q eller queer, som Q’et er en forkortelse for. Og de unge queers kæmper med deres egne problemer, som desværre aldrig bliver lige så interessante som de ældre karakterers. De unge føles ufærdige og en smule upersonlige.

Man forsøger tydeligvis at appellere til det yngre publikum, men hvorfor skulle serien ikke kunne få de unge med, bare fordi den primært handler om kvinder i slutningen af 40’erne?

Der var noget fandenivoldsk over de første sæsoner af The L Word med den eksplicitte sex og den overdrevne sæbeopera-stil. Men efter tre glimrende sæsoner bevægede serien sig ud i tykke klichéer og tvivlsomme plottwists.

Den samme kritik kan rettes mod Generation Q.

Men hvor den oprindelige serie trods svaghederne formåede at fastholde interessen, fordi der dengang var småt med alternativer, er der løbet meget vand i åen siden.

Og The L Word: Generation Q føles ikke på samme måde kæk, fræk og banebrydende, selv om der stadig er mangel på serier med kvinder og queers, der elsker med andre kvinder og queers.

Man savner den sprudlende energi fra de første sæsoner og oprøret mod de gængse serier, hvor kvinders primære funktion er at være gevinster for mænd.

Bette Porter har problemer med politiske modstandere, der bruger ufine metoder, hvilket hun takler med værdighed og integritet. Alice er flyttet sammen med en kvinde, som kommer lidt for godt ud af det med sin ekskone, men rigtigt medrivende er det ikke.

The L Word: Generation Q kan vokse sig bedre over sæsonens otte afsnit, men i de første tre er den for konfliktsky og en smule forudsigelig.