Kvinder i for store herreskjorter

”Den var rar at have på.”

”Ja, sådan er det med klichéer.”

Det sidste siger 23-årige Sigrid, der er feminist og digter.

”Den” er en herreskjorte. Sådan en skjorte, som vi alle sammen har set utallige gange i banale, romantiske film, hvor kvinden efter en svedig hyrdestund ifører sig sin Darios skjorte og ser forførende fræk ud med bare ben og sex-uglet hår.

Ved at lege lystigt med klichéerne hæver filmens sig over dem, og så har den en skæg dobbelthed.

På den ene side er filmen så sprængtfyldt med referencer til kunst og kultur, at gymnasielærere landet over vil kunne analysere den til døde. Ønsker man at hævde sit intellekt, kan filmen udmærket være katalysator for ens viden om van Gogh, Ibsen og naturalisme.

På den anden side er det bare en morsom film. Sjov på den søde måde, når Sigrid bestiller to glas hvidvin i sin befippelse over at være på date. Og sjov på den grove måde, når kvinden Agnes resigneret kigger på toiletpapiret, der er både brunt af lort og rødt af blod, hvilket de fleste nok ville blive forskrækkede af. Men hun ser det som en mulig løsning på sit triste liv.

Vi møder tre kvinder i forskellige stadier af deres liv. Og en enkelt mand. Succesforfatteren Kåre er i starten af 40’erne og fanget i en ordentlig midtvejskrise. Når han på scenen læser op af sin roman, er han så glat og selvsmagende – men i virkeligheden selvhadende – at det udløser stor latter.

For ham er intet autentisk. Og så møder han unge Sigrid på et kunstmuseum, hvor hun står og græder over et maleri.

Det viser sig, at hun for nylig har skrevet en anmeldelse af hans ungdomsdigte, som han netop har læst. De kammer over af gensidig beundring for hinandens skriveevne: ”Du forstår mig!” Det er uden tvivl skæbnen. En halv dag sammen i Trondheim senere kysser de.

Den ældre, erfarne mand og den unge, uskyldige kvinde – har vi hørt det før? Sigrid ender selvfølgelig selv i den for store herreskjorte.

Performancekunstneren Trine er så helliget sin kunst, at hun ikke vil have børn. Men efter et knald med en kurator i New York hænger hun i graviditetssaksen, selv om hun ikke helt kan forstå det og mest tænker på at bruge den kommende unge som rekvisit.

Agnes, med blod i afføringen, arbejder på en kagerullefabrik. Da hun var i 20’erne, bortadopterede hun sin egen hovsa-søn, fordi hun netop havde debuteret med sin bog og ville fokusere på at skrive. Siden har hun haft skriveblokering i 40 år.

Deres veje krydses, og selvfølgelig fatter Agnes sympati for Trine, fordi deres fejl på baby- og livsstilsfronten spejler hinanden. Da Trines lejlighed braser sammen under et råddent loft, flytter hun ind hos Agnes vel at mærke samme dag, som de har mødt hinanden.

Agnes tror, Kåre kan være hendes bortadopterede søn, og Sigrid og Trine sidder på et tidspunkt i samme tog, men derudover har de to forskellige ”par” ikke videre med hinanden at gøre. Befriende, at de fire hovedpersoners liv ikke partout skal gå op i en højere enhed.

Kæk musik og staccato-agtig klipning i starten kan minde om pulsen i et digt. Det er dog lidt for indie-sødt, når filmen indledes og afsluttes med optagelser af vandmænd samt noget pseudo-sammenligning om mennesker og de hvirvelløse bløddyr. Der er også spredt små animerede pipfugle ud over filmen, og de er overflødige.

Den debuterende, kvindelige instruktør Yngvild Sve Flikke har tidligere arbejdet som tv-journalist, men springet til fiktion er gnidningsløst, godt hjulpet på vej af de dygtige skuespillere.

Fælles for personerne er, at de står over for store valg. De må tage deres liv op til revision, og deres overvejelser er genkendelige. Vi må leve med vores fejl, før vi lærer af dem.