Biografanmeldelse
03. nov. 2016
Kvinden i toget
Emily Blunt gør, hvad hun kan som titlens kvinde i toget. Men fremstår feljcastet med sin britiske accent i et meget amerikansk miljø. Foto | Barry Wetcher

Kvinden i toget

Filmatisering af bestseller-thriller begår dødssynden at være kedelig, og man skal være født i går og tørret på varmeapparatet for ikke tidligt at gennemskue, hvem der er skurken.

Af Bo Tao Michaëlis

Rachel er blevet skilt og fyret fra jobbet. Mestendels på grund af druk, men nok også, fordi hun ikke er fertil og ung nok for husbonden, som har taget en yngre model som moder for sit barn.

Hver dag tager Rachel med toget ind fra forstaden til storbyen, som om hun stadigvæk har et job. For at narre veninden, hun bor hos, og sig selv i sidste ende. Som en færdig kvinde og sin egen værste kvinde.

På togturen holder hun øje med en smuk, blond kvinde i et tilsyneladende harmonisk ægteskab med vidundermand i et pænt parcelhus tæt ved togskinnerne. Men en dag er kvinden forsvundet. Og snart er Rachel blandt de mistænkte, da man finder den forsvundnes lig.

Sådan er i grove træk handlingen i den britiske forfatter Paula Hawkins’ bestseller-thriller Kvinden i toget. Kernen i hele sagen er, at den alkoholiserede Rachel både er lystløgner og får blackouts, hvorfor ingen tror på hendes vidnesbyrd, endsige uskyld.

Instruktøren Tate Taylor og manusforfatteren Erin Cressida Wilsons filmatisering af romanen er langt mere en dekonstruktion end en adaption.

Historiens fokus via Rachels øjne er strikt splittet op på de to andre vigtige kvinder i sagen: eksmandens hustru, Anna, og Megan, den smukke kone i huset ved banelegemet. Man har flyttet miljøet geografisk og socialt en klasse op. Fra middelklassens parcelhuskvarter uden for London til en mere mondæn velhaverghetto ved New York.

Plottets tema er typisk for genren om hjemlig uhygge – domestic noir. Den mageløse mand, kvinden gifter sig med om lørdagen, viser sig at være et morderisk monster om mandagen. Bag noget sundt og trygt gemmer sig en styg verden, hvor mænds liderlighed enten er skumpervers, outreret promiskuøs eller begge dele.

Illusionen om det gnidningsløse giftemål omkalfatret til et gotisk mareridt.

Denne intention i romanen er næsten det eneste, der er tilbage i filmatiseringen. Ved at dele plottet op på forskellige stemmer og psykologisere det meste med kausale monologer og tilmed ustandseligt springe frem og tilbage i tid, sker der det, som aldrig må ske i en thriller:

Den bliver kedelig.

Og forvandler sig til et skingert femidrama udsat for tre mere eller mindre samspilsramte kvinder, som beretter om tragisk barnløshed, moderskabets byrder, aggressive mænd og alkoholens skadevirkninger.

Pludselig så jeg en ganske sympatisk og realistisk reklame for Anonyme Alkoholikere frem for en snedig thriller om sleske personer stedt i grænselandet mellem løgn og latin.

Værst af alt: Selv om man ikke har læst bogen, skal man være født i går og tørret på varmeapparatet i nat for ikke midt i filmen at finde ud af, hvem der er skurken.

Britiske Emily Blunt spiller Rachel. Men hun er fejlcastet med sin udstråling som drengepigen (som stædig dronning i The Young Victoria eller sej narkostrisser i Sicario) til at agere en kvinde under så megen maskulin indflydelse.

Og hun er tilmed malplaceret med sin delikate pænhed og stille sexappeal, når en mand i historien med afsky snerrer, at han ikke vil røre hende med en ildtang. Men ellers er hun et delikat plus ved filmen, selv om hun tumler rundt i plottet med sin meget britiske accent i et meget amerikansk miljø.

Men Haley Bennett, som vi sidst så som skarpskydende cowgirl i The Magnificent Seven, er faktisk bedre og brager mere interessant og overbevisende igennem som den gådefulde Megan med en mystisk fortid samt et problematisk forhold til børn.

Kvinden i toget er yderst skuffende. Simpelthen for meget mainstream, for meget melodrama.

Titel:
Kvinden i toget

Originaltitel:
The Girl on the Train

Land:
USA

År:
2016

Instruktør:
Tate Taylor

Manuskript:
Erin Cressida Wilson

Medvirkende:
Emily Blunt, Haley Bennett, Rebecca Ferguson, Justin Theroux, Luke Evans

Spilletid:
112 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 15 år

Premiere:
3. november

Fra samme skribent

Dvd-anmeldelse
25. juli 2026
The Return

The Return

Boganmeldelse
22. juli 2026
Amira

Amira

Biografanmeldelse
16. juli 2026
The Odyssey

The Odyssey

Serieanmeldelse
07. juli 2026
Hundene

Hundene

Nyhed
28. juli 2026
Alle vil se den trojanske giraf

Alle vil se den trojanske giraf

Christopher Nolans filmatisering af et over flere tusind år gammelt digt har vist sig som en overraskende provokation, der tilsyneladende omsætter debatten til billetsalg.

Nyhed
27. juli 2026
Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

venedig 2026
23. juli 2026
Hollywood vender Venedig ryggen

Hollywood vender Venedig ryggen

The Return
Dvd-anmeldelse
25. juli 2026

The Return

Aisha Can’t Fly Away
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Aisha Can’t Fly Away

Mārama
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Mārama

Amira
Boganmeldelse
22. juli 2026

Amira

Mest læste

Alle vil se den trojanske giraf
Nyhed
28. juli 2026

Alle vil se den trojanske giraf

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie
Nyhed
27. juli 2026

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

”Christopher Nolan ville være rasende”
Nyhed
15. juli 2026

”Christopher Nolan ville være rasende”

Ekko
Magasin · april 2026

Ekko #100

Intro