Kvinden i buret

Den store succes ved bestsellerforfatter Jussi Adler-Olsens krimier om Carl Mørck og Afdeling Q ligger i deres burleske og blodige cocktail, et miks mellem den iskoldt hævnende thriller og den skandinaviske politiroman made in Denmark.

Med sine groteske og gotiske plots er Adler-Olsen langt mere i familie med den amerikanske noir-forfatter Cornell Woolrichs sorte og misantropiske romaner om fanatisk hævn og psykopatisk besættelse (bedst kendt fra Truffauts kongeniale filmatisering Bruden var i sort) end med den socialrealistiske politirutineroman a la Sjöwall og Wahlöö.

Han er ikke signifikant original i sin opsætning af en særlig afdeling inden for politiet, for hånden på politistaven, hvor mange gange har man ikke mødt en sådan loge i logen, som undersøger uafklarede mord og mystiske sager arkiveret lodret på politimesterens kontor? Hans seriøse strømerhelt med gusten fortid, Carl Mørck, er blot én blandt mange i rækken af bittert fraskilte og stærkt transpirerende politifolk med for mange cigaretter i munden og sjusser i maven samt evig hårskæl på skuldrene af det billige jakkesæt. Og arabiske Assad er den typiske etnisk anderledes partner, som vi kender fra utallige seriefilm såsom Dødbringende våben.

Nej, styrken ved bøgerne er deres fatale og brutale ondskab sat op mod dansk hverdagsrealisme, den djærve folkelighed og kolonihaveagtige biedermeier i parcelhusparadiset Allerød nord for København.

Ligesom Stieg Larsson på svensk viser velfærdssamfundets vrangside, viser Adler-Olsen dæmonerne midt i vor socialdemokratiske dagligdag. Larsson gør det måske mere svensk og socialt, mens vor Jussi udforsker det afskyelige grænseland mellem normaldanskere og skingrende sindssyge.

Kvinden i buret er den første i serien på nu fem bøger og altså den første, hvor Carl og Assad i fællesskab løser en sinister uopklaret sag om en på femte år forsvunden kvindelig politiker. Vi følger hendes uvisse skæbne som indespærret af en ukendt psykopat, mens vi synkront er på sporet sammen med Carl og Assad.

Første bind i en serie skal som regel nå en masse – anslå gennemgående stemning, stil og plot og opbygge et galleri af personer, vi siden skal møde igen og igen. Så den ferme instruktør Mikkel Nørgaard, hvis berømmelse især hviler på den overraskende gode folkekomedie Klovn: The Movie, har bestemt ikke haft det nemt, da han skulle overføre romanopus nummer ét til film. Han skal både indfange forfatterskabets unikke særegenhed og introducere udenforstående til universet.

Nørgaard har som manusforfatter haft Nikolaj Arcel, hvis manuskript til Mænd der hader kvinder blev omsat af Niels Arden Oplev til en fremragende udgave af Stieg Larssons første roman i Millenium-trilogien.

Men hvor Oplev havde 152 minutter at gøre godt med, får Nørgaard kun 100. Og det mærkes meget hurtigt i Kvinden i buret, at tiden – og pengeposen – er knap. At filmen virker klaustrofobisk, ligger selvfølgelig i selve indespærringstemaets essens. Men denne vinkel bredes ikke særlig meget ud i sin absurde grusomhed.

Snarere nærmer filmen sig fjernsynets mainstream-pilot-afsnit til en moderne tv-serie end en gedigen og grundig film, som kender sin genre og ved, at det kan være tidskrævende at skulle artikulere både gådens og opklaringens spænding på forsvarlig og fornuftig vis. Romanen er en deadline­thriller: Når Carl Mørck at redde den stakkels pige, før hendes psykopatiske fangevogter så at sige lukker luften ud af hende? Samtidig skal vi lige lære Carl og Assad at kende – hvordan de mødtes over en kop stærk kaffe og siden netop indgik i det latent homo-erotiske kammeratskab, alle bilkørende makkerpar i politifilm er præget af.

Men forholdet udfoldes labilt henkastet mere end med en psykologisk og naturlig logistik. Omgivet af smitsomme skabeloner som den bøse politichef, den sleske kollega, den tidligere makker, den liderlige ekskone og stedsønnen, som ryger hash, er de lige ved selv at blive nedsmeltet til rene klicheer.

Heldigvis spilles Carl og Assad af Nikolaj Lie Kaas og Fares Fares. Kaas er fin som desillusioneret og rapkæftet privatdetektiv forklædt som professionel politimand, en dansk udgave af Dominic Wests McNulty fra alle politiseriernes politiserie, The Wire. Lige så god er svenske Fares, og Sonja Richter spiller nydeligt og siden rørende den bortførte kvinde. Mikkel Boe Følsgaard som hendes hjerneskadede bror er lige ved at blive (for) typecastet som endnu en samspilsramt stakkel, denne gang mindre royal end i En kongelig affære. Der er solide biroller til rigtigt mange.

Men der er også en del genremæssige skønhedspletter. Tre strissere med våben i hånd trænger ind i et farligt hus uden skudsikker vest, som ellers selv en gadebetjent bærer, når han anholder en cyklist uden lygte. En klodset uforløst skudduel bliver aldrig sat på plads i filmen. Mærkelige, stilistisk manierede erindringsbilleder om den skæbnesvangre hændelse, som ligger bag forbrydelsens element, er ganske effektive og flotte, men sløver spændingen uden årsag. ”Arty-farty,” som de siger på amerikansk, når noget er mere kunstigt end kunst.

Men der er også perler for aficionados af historier om ofre for samlere. Sonja Richter læser før kidnapningen Paul Austers mesterroman Tilfældets musik om tilfældige hændelser og ufrivillig fængsling. Adler-Olsens groteske gyserunivers gestalter hun glimrende som desperat fange i et iltfattigt mørke, især når det gælder om at trække en tand ud. Sitrende flashbacks af en mystisk mand i grøn regnfrakke på den fatale færge, hvorfra kvinden i buret sporløst forsvandt, giver noget af den samme suggestive stemning som Jodie Fosters drømmende billeder af voldsmanden i seriemorderklassikeren Ondskabens øjne. Og mod slutningen rammes filmen omsider af den spændingskurve, som har ligget i dvale det meste af vejen.

Du mærker konstant, at Nørgaard og Arcel er særdeles god til rappe replikker og kvik dialog. Og da plot og persontegning træder bedre i karakter længere henne i forfatterskabet, er det slet ikke umuligt, at de næste film i serien for alvor indfrier potentialet i Adler-Olsens sortladne og skæbnetunge spændingsromaner.