Kvindefængslet

To fængselsbetjente tøffer rundt inde i en celle. Det er en visitation, og de leder vel efter narko, men finder mest tandpastatuber, der mangler skruelåget. De indsatte er gode til at bygge en hjemmelavet bong, nævner den ene betjent.

”Er det her ikke en af vores kaffekopper?” siger den anden ude fra toilettet, hvor de topløse tuber står i en kop. ”Tjo det ser sådan ud.” Stilhed, en summen fra værelsets minikøleskab. ”Det ligner det da.”

Kvindefængslet er ganske udramatisk i sit udtryk, men der er rigeligt drama i de indsattes livsskæbne. 

Hverdagen i fængslet er himmelråbende triviel, men overraskende godt fjernsyn. DR-dokumentarserien foregår i Danmarks eneste kvindefængsel, Jyderup Fængsel på Vestsjælland, der huser i alt 143 kvinder. 

Mange af dem bor i en dobbeltcelle. Her sover man i køjeseng, og der er lidt efterskole over de lange gange med værelser. Nogle farver hinandens hår, og der stenes tv.

Den meget milde fængselsbetjent Nikolaj smiler ned i gulvet, når de indsatte sludrer og er i godt humør. De er bestemt ikke uden humor. Kvinderne kan være barske, men der er ingen rigtige skænderier. Alle frustrationer holder sig i et meget tilbagelænet leje.

Der er en rig brokkekultur på stedet og meget underspillet komik i fangernes jamren, som er både frivilligt og ufrivilligt morsom. Rasmus Stensgaard Madsen har klippet serien med stor humoristisk følsomhed. Han ved lige præcis, hvor lange pauserne skal være imellem en slurk kaffe og en tør kommentar.

Den institutionelle summen i lokalerne spiller nærmest en birolle. Pauserne og stilheden er det største greb i Kvindefængslet, som er tilrettelagt af Asger Mow, Maria Lyhne Høj Vejen og Simon Lereng Wilmont. Der er en rørende vekslen mellem det melankolske og det komiske, og det hele omsluttes af stilstanden, en grotesk trummerum. 

Hverdagen på Jyderup Fængsel gentages i hvert afsnit. Visiteringer, urinprøver, rygepauser, kaffepauser, indsatte bliver løsladt, nye indsatte flytter ind, tidligere løsladte flytter ind igen og bliver indsatte på ny. Absurditeten er til at tage at føle på.

Vi lukkes ind i cellerne. Den unge Nanna har mistet sin mor og må sige farvel til ”fængselsmoren” Linda, som har afsonet sin straf og forlader fængslet. Det ligner til forveksling den store tudedag på efterskolen. Nogle kvinder får familielignende venskaber og er knuste over at skulle adskilles.

Kvindernes historier er præget af vold og overgreb, og som følge deraf har de selvskader og selvmordstanker. De fleste har mange diagnoser, og stofmisbruget begynder som selvmedicinering.

Det er stofferne, de fleste sidder inde for. Eller trusler og tyveri som en konsekvens af misbruget. Det føles faktisk forståeligt hvis ikke ligefrem logisk, at det ene fører til det andet for de udsatte kvinder.

Der er noget Prinsesser fra blokken over det. Med mindre sprut og mere hvid institutionskop med hank, og de indsatte fremstilles så følsomt og menneskeligt. Indimellem stråler de af søsterlig omsorg, når der kommer en ny kvinde, som hurtigt tages under vingerne.

Serien blev optaget over et halvt år sidste efterår og vinter. Den trykkende grå og hvide himmel bag ruden forstærker følelsen af at være fjernet fra virkeligheden. Fængslet er en parallelverden, og livet fortsætter på den anden side af vinterhimlen.

Man kan høre blæsten, fornemme den kolde luft udenfor og den stillestående luft bag de låste døre og vinduer. De indsatte må gerne gå ud og ryge i dagtimerne, men er omkranset af et tårnende hegn med overvågningskameraer, der er placeret på det øverste led som sorte øjne.

I en enkelt sekvens kommer vi uden for hegnet. Nanna køres til et hospital for at få kigget på en knude i brystet. Det føles vildt, da kameraet pludselig bevæger sig ud i den virkelige verden og placeres i bilruden over en sneklædt, firesporet vej omkranset af skov. Man forstår, når Nanna italesætter, hvor bizart det føles at sidde der på forsædet.

Kvindefængslet, som fortsætter i 2025, giver et levende og varmt indblik i tilværelser, der er usynlige og utilgængelige for de fleste seere. Vi lukkes bådes fysisk og følelsesmæssigt ind bag fængselsmurene til kvinder, der befinder sig uden for det danske sikkerhedsnet.

Det er et indblik, der føles som en gave.