Kvartetten

Kinder-ægget er et hult chokoladeæg, der alt efter smag er hadet og elsket for at rumme hele tre ting for børn – noget lækkert, noget man kan lege med og en overraskelse. Kvartetten er filmens svar på et Kinder-æg for det grå guld. Den er hyggelig, gennemsyret af ufarlige vittigheder om at ældes, og så byder den som chokoladeægget på en letkøbt overraskelse, der er så let at få øje på, at man hverken behøver forstørrelsesglas eller øreapparat.

Kvartetten er produceret i en skabelon af plastic. Og det er en skam taget i betragtning, at det er the grand old man himself, 75-årige Dustin Hofmann, der har taget chancen og kastet sig ud i instruktørrollen for første gang. En mand, der i den grad har alderserfaring. I en alder af 30 slog han igennem som den 21-årige Benjamin Braddock i Fagre nye verden, og tre år senere eksploderede han i rollen som den 121-årige Jack Crabb i Arthur Penns western En god dag at dø fra 1970.

Derudover har Hofmann været i hænderne på særdeles gode instruktører som Bob Fosse i Lenny, Alan Pakula i Alle præsidentens mænd, Sydney Pollack i Tootsie og ikke mindst Sam Peckinpah i Straw Dogs. Instruktører, der alle har haft evnen til at nuancere og udfordre deres persongalleri, både i komedien, tragedien og den enkle historiefortælling. Desværre kan man ikke mene, at Hofmann på nogen måde er erfaringsramt i en positiv betydning. Kvartetten løfter sig på ingen måde, hverken når det gælder personskildringer eller dramaturgi.

Det smukke engelske landsted Beecham House for pensionerede operastjerner og klassiske musikere danner hovedsæde for filmen og ramme for denne feelgood-komedie hensat i et lidenskabeligt og konkurrenceminded alderdomsmiljø, hvor du skal have været lidt ved musikken for at kunne få et værelse med udsigt til britisk overklasseliv.

Som filmens titel antyder, har vi at gøre med mødet mellem fire af plejehjemmets beboere og (tidligere) operasangere: kvindeforføreren og jokeren Wilf (Billy Connolly), den senildemente Cissy (Pauline Collins), den ulykkelige hanrej Reggie (Tom Courtenay) og hans ulykkelige kærlighed og uomtvistelige diva, Jean (Maggie Smith).

Kort fortalt ser de tilbage på de store sejre og tab i tilværelsen, mens de også forbereder sig på den store årlige gallakoncert, der skal få penge ind til stedets overlevelse. Desværre, og på trods af alle gode kræfter, er en hul filmisk oplevelse og så kalorierig på klicheer, at man nok skal have en forkærlighed for ældre, lidenskabelige kunstneriske sjæle for at gå opløftede og ikke sukker-chokerede ud af biografen.

For trods gammelt nag, stor kærlighed og faglig konkurrence ligger det lige for, at de skal finde sammen og opnå store musikalske bedrifter. Problemet er bare, at vejen dertil er tæppebombet med komik om alderdom, ensomhed, kærlighedsfrygt, ambitioner og kunstnerisk hierarki, udstillet i en grad, der gør det ellers glimrende skuespil til rene situationsoptrin i stedet for at skabe en fortløbende, medrivende skildring af levet liv på netop godt og ondt.

Kvartetten er tilsyneladende en hyldest til ikke blot alderdom, men i lige så høj grad til det gedigne håndværk, i dette tilfælde operaen og lyden af kunst. Men det forstummer i forsøget på at levere pointen så gnidningsfrit, at resultatet ender med at læne sig alt for tæt op ad sitcom-genren og den ubetydelige, men succesrige engelske pensionist-komedie The Best Exotic Marigold Hotel fra 2011. Og plastisk gebis-underholdning gør mildest talt ikke noget godt for hverken verden eller det store lærred.