Kursk

Thomas Vinterberg har altid interesseret sig for mennesker, der er stuvet alt for tæt sammen. Tænk bare på den skæbnesvangre familiemiddag i Festen, den fordomsfulde heksejagt i Jagten eller den kaotisk frie kærlighed i Kollektivet.

Så det giver god mening, at han blev hyret til Kursk, som genfortæller den sande tragedie om den russiske ubåd af samme navn, der eksploderede til søs i august 2000 og sank ned på havbunden. Alle besætningens 118 sjæle omkom – selv om 24 af dem holdt sig i live længe nok til at blive en international nyhedshistorie.

Projektet var egentlig tiltænkt en anden instruktør, men Vinterberg fik jobbet efter en anbefaling fra skuespilleren Matthias Schoenaerts, der lige havde samarbejdet med ham på Far from the Madding Crowd.

At det er bestillingsarbejde – filmen er produceret af Luc Bessons selskab EuropaCorp – er måske grunden til, at filmen savner den psykologiske indsigt, de små perversiteter i persontegningen, der kendetegner Vinterbergs egne film.

Som rendyrket, nervepirrende historisk thriller fungerer Kursk udmærket. Men når Vinterberg er bedst, dykker han langt dybere ned i den menneskelige psyke.

Vi følger tre fortællinger på samme tid, og handlingen springer frem og tilbage mellem land og hav.

I Kursks klaustrofobiske, nedsunkne turbinekammer venter fartøjets overlevende besætning på den multinationale redningsaktion, vi ved ikke vil nå frem i tide. Oven vande udspiller dramaet sig i mødelokaler og gammelsovjetiske lejlighedskomplekser.

Matthias Schoenaerts spiller Kaptajn Mikhail Kalekov, der bravt fører an i et håbløst forsøg på at overleve 100 meter under havets overflade.

Hustruen Tanya (Léa Seydoux) følger desperat med i dramaet fra havnebyen Vidyayevo, og den heroiske britiske flådekommandør David Russell (Colin Firth), der befinder sig i nærheden af den forulykkede ubåd, forsøger forgæves at redde besætningen. Han støder panden mod en mur af korrupte russiske ledere, der ikke er interesseret i andet end hurtigst muligt at skubbe skylden for katastrofen fra sig.

Det kan undre en smule, at ingen egentlige russere spiller russere, men Vinterberg får stærke præstationer fra skuespillerholdet. Ikke mindst østrigeren Peter Simonischek som en betænksom admiral, der hurtigt afskediges, og den svenske legende Max von Sydow som den kølige, ubøjelige leder af den russiske flåde.

Det er intet under, at filmen ikke modtog støtte fra Rusland.

Hele Kursk-affæren var et skandaleombrust prestigetab i starten af Vladimir Putins tilsyneladende endeløse regeringsperiode. Og igen og igen bliver det understreget, hvordan det jammerligt udtjente udstyr ikke bare forårsagede ulykken (en torpedo eksploderede ved et uheld under en øvelse), men også forværrer situationen for de overlevende, der håber på at blive reddet.

At det aldrig lykkes, skyldes dels de russiske myndigheders forsøg på at feje miseren ind under gulvtæppet, dels at de nægter at modtage hjælp fra Vesten.

Men Kursk er ikke en politisk film. Skildringen af russisk tåbelighed føles som et støvet koldkrigslevn. Vinterbergs ærinde er snarere at komme så tæt på tragedien som muligt. Anthony Dod Mantles kamera er helt oppe i fjæset på Kalekov og hans mænd, der kæmper en tapper kamp, som de er dømt til at tabe.

Disse anspændte undervandsscener er med flere længder filmens bedste – ikke mindst den, hvor Kalekov holder vejret længere, end man skulle tro menneskeligt muligt for at dykke ned og skaffe sin besætning mere ilt. Scenerne med den sørgende hustru og den heroiske flådekommandør har karakter af forudsigeligt baggrundsstof.

Som ubådsfilm savner Kursk i sidste ende ... dybde, hvilket er særligt skuffende, når nu Thomas Vinterberg står ved roret. Men som hektisk og skræmmende genopførsel af en autentisk tragedie, sejler den flere favne over mange andre katastrofefilm.